”Det er i Dag et deiligt Vær,
Vinden vifter i Voldens Træer.
Der er ei en Sky paa Himlen at see.
I Vindueet mine Blomnster lee:”
Sådan indleder Öhlenschläger sit SanktHansaften Spil.
Han boede dengang som ungt menneske i Vestergade tæt ved Vestervold, og lænede han sig ud af vinduet kunne han se vinden vifte...
Der er en mindeplade for ham i Vestergade, men selve huset er nedrevet til fordel for Politikens kolos.
Københavnerne valfartede til Kirsten Piils Kilde ved Bakken. Vandet var rent og undergørende og man kunne tage noget af det med hjem, for vandet i det gamle Köbenhavn var ikke noget at råbe hurra for.
Lige efter solhverv blev Johannes Døberen efter sigende født den 24. juni. Og traditionen tro fejrer man helligaftenen før helligdagen.
Intet navn er blevet så udbredt hos os som Johannes og forskellige afledninger heraf som Hans, Jens, Jes, Jon, Jan. Jon og Johannes brugtes tidligere i anvisninger og formularer som exempler = ”hvemsomhelst” eller ”N.N.” og sådan kendes det i ord som ”dumrian”, grimrian, klodrian”, hvor den sidste del af ordet er Jan.
Midsommernatten var/er fuld af gamle hedenske forestillinger. Man drak af helligkilder og ofrede i dem og elverfolket var på tæerne for at drille menneskene. Og der er måske stadig forelskede piger, som plukker sankthansurt og andre trylleurter for at hænge dem op derhjemme eller lægge dem under hovedpuden i håb om at se sin tilkomne i drømme?
Lad os synge Drachmanns herlige midsommervise – for mig helst på Lange- Müllers melodi, for den moderniserede udgave synges på et fladt Københavnersprog, og det er nu ikke den smukkedste version af dansk.
Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans
bli’r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade,
- men den skønneste krans 
bli’r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler,
- da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde,
vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde,
- vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.
Vi elsker vort land,
og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyr-slot
kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra sagnrige nord
gaar en glans over jord -
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge,
- fra sagnrige nord
gaar en glans over jord -
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge!
Elsker vi virkelig vort land?
Stop indvandringen! Stop islamiseringen!
