Hvor er det godt, at Lone Nørgaard i en kronik i Jyllands-Posten 8/6 gør rede for, hvorfor vi ikke må stemme om Lissabontraktaten.
Kronikken rummer måske ikke meget nyt for dem, der har forsøgt at følge med gennem årene, men den fortæller koldt og klart, hvor vi befinder os.
Mange mennesker har haft svært ved at tro, at det kunne være rigtigt, at man ville afskaffe nationalstaterne, og at EU ville tilrive sig al magten som ny statsdannelse og i bredt samarbejde med de arabiske stater. Eftersom politikerne og massemedierne bevidst fortiede, hvad der foregik bag kulisserne, kunne menigmand ikke fæste lid til de yderst sparsomme oplysninger om Eurabia-projektet, som gennem de sidste fire årtier banede sig vej gennem lydmuren.
Nu er vi så dér, hvor projektet er så langt fremme, at det næppe kan ændres eller stoppes, selvom irerne skulle stemme Nej.
Det Nej vil EU selvsikkert feje af bordet.
Kronikken rummer måske ikke meget nyt for dem, der har forsøgt at følge med gennem årene, men den fortæller koldt og klart, hvor vi befinder os.
Mange mennesker har haft svært ved at tro, at det kunne være rigtigt, at man ville afskaffe nationalstaterne, og at EU ville tilrive sig al magten som ny statsdannelse og i bredt samarbejde med de arabiske stater. Eftersom politikerne og massemedierne bevidst fortiede, hvad der foregik bag kulisserne, kunne menigmand ikke fæste lid til de yderst sparsomme oplysninger om Eurabia-projektet, som gennem de sidste fire årtier banede sig vej gennem lydmuren.
Nu er vi så dér, hvor projektet er så langt fremme, at det næppe kan ændres eller stoppes, selvom irerne skulle stemme Nej.
Det Nej vil EU selvsikkert feje af bordet.
