Tanken var oprindeligt, at man ved at binde landenes produktion af kul og stål sammen kunne sikre et tættere samarbejde.
Men EU har bevæget sig fra et folkeligt projekt til et politisk projekt, fra et mellemnationalt projekt til et overnationalt projekt –den tyske Forbundskansler et projekt der er placeret langt fra borgernes rækkevidde.
Når statsministerens dagsorden nu er at integrere Danmark yderligere i EU ved ophævelsen af de fire danske forbehold, bør man råbe vagt i gevær overfor især det monetære forbehold.
Hvis en fælles valuta- og pengepolitik skal fungere, kræver det nemlig en ensartet europæisk økonomi. En sådan opnås kun gennem en fælles finanspolitik, dvs. at EU bestemmer over arbejdsmarkedet, de sociale forhold, skatteprocenten etc.
At dette ikke skulle bekymre vores statsminister, undrer efterhånden ikke nogen. Men at han knapt otte år efter, at danskere med majoritet stemte NEJ til euroen, vil have forbeholdet afskaffet, er direkte usympatisk.
- - - - -
De lande, der er gået ind for euroen, må have ens skatte- og finanspolitik, erklærede den tyske forbundskansler Gerhard Schröder: det er en nødvendig følge af den fælles valuta og er nødvendigt for østudvidelsen.
Det er præcis denne udvikling euromodstanderne har advaret imod, medens Marianne Jelved og Co. prøvede at bilde befolkningen ind, at der bare var tale om nogle nye sedler og mønter, der skulle gøre livet lettere for erhvervsliv og turister.
Fælles skat og fælles økonomisk politik er, som Schröder siger, nødvendig for at styre eurolandenes økonomi - og det er også rigtigt, at østlandene i mange år vil være uegnede til at styre deres udvikling, så det er mere sikkert at tage magten fra dem og placere den i Bruxelles.
Fælles skat lyder tiltrækkende i nogle danskeres ören, men vi vil ikke have deres øvrige samfundsforhold, og derfor er det umuligt. Fælles skat i hele EU betyder to ting: 1. de offentlige udgifter skal følge samme model i samtlige lande og 2. der vil ske en stor pengeoverførsel fra Nordvesteuropa til Syd- og Østeuropa. Den model er umulig af flere grunde:
I Danmark arbejder hele 76,5 pct. af befolkningen i aldersgruppen 15-64 år. I EU som helhed er gennemsnittet 62,1 medens det i Spanien kun er 52,3 og i Italien 52,5 pct.
Af befolkningsgruppen 15-64 år har Danmark flere ansat i den offentlige sektor end noget andet EU-land: 26,2 pct. Sverige har 26,1, EU’s gennemsnit er 17,6. Italien har 13,9 pct. Grækenland 11,9 pct. Spanien 11,2.
Tallene afspejler bl.a., at mange flere kvinder er udenfor arbejdsmarkedet i Sydeuropa og derfor er hele socialsektoren anderledes.
Alt det vil Schröder nu have ”harmoniseret”. Hvis ikke alle arbejder lige meget og har samme sociale vilkår, vil der være to sikre følger af det tyske forslag: vi i nord kommer til at betale enorme skatter til dem, der ikke arbejder så meget som vi, og vores sociale systemer bryder sammen. Den danske - eller nordiske - model skal moderniseres, men EU’s harmoniserede model er umulig.
