juni 21, 2008

Mødrenes Paradis

Dagens Nyheter bragte for et år siden (4.8.2007) en artikel om Teherans ”tøjpoliti”, som skal holde styr på kvindernes optræden på gaden.

Det begynder ofte med nogle hviskende ord: ”Undskyld, kan vi tale sammen, - i al venskabelighed?”
En kvindelig politibetjent har stoppet en ung kvinde. ”Din kappe er for kort”, siger hun. ”Vær rar at skaffe dig en længere.”

Nogle får formaninger, andre tages med i minibussen. Nogle har for tynde strømper, andre har tørklæder, der ikke dækker håret ordentligt. Bussen har mørklagte ruder og påskriften ”Rådgivningspatrulje”. På politistationen må de skrive under på, at de ikke vil klæde sig så udfordrende mere. Ellers ender de i retten.


Nu i 2008 forsøger Teheran sig med en ny taktik. De har indrettet en park, kaldet ”Mødrenes Paradis”. Den er kun for kvinder og holdes åben hver dag, undtagen fredag, den islamiske helligdag. I parken kan de tage deres hijab af og sole sig eller jogge i shorts og undertrøjer.

Parken er blevet meget populær, hvilket naturligvis kan undre i betragtning af, at disse kvinder – efter hvad man hævder – selv har valgt at gå i de islamiske heldækkende klæder!
Men der er faktisk også unge kvinder, som modigt mener, at mændene bør lære at opføre sig ansvarligt og respektere kvinderne.


I Danmark trækkes vi med fremmede drengebander, der chikanerer folk på badestrandene eller går til overfald på dem. Det kaldes vistnok ”kultur” og skyldes deres egne tanker og forestillinger. Thi for den rene er alting rent.

Kilde: DN 4.8.07 og bloggen ”Every kinda” 20.6.08