Ny skrækkelig sygdom blandt unge: Psykisk elendighed.
68-generationens holdningsløshed har skabt rådvildhed, advarer en psykoterapeut.
Stadig flere unge mennesker søger psykologhjælp for diffuse symptome og almen livstræthed. Det mener psykoterapeut Lennart Bergström som daglig møder problemerne på sin klinik i Stockholm.
Det, der sker nu er en katastrofe, etiskt, socialt, helbredsmæssigt og kriminologiskt. Siger han oprørt.
Personer sidst i tyverne rammes af alle mulige slags angstsyndromer, panikforstyrrelser og misbrug af alkohol eller narkotika.
De er i reglen hyggelige og velopfostrede. Ofte klager de over en murrende følelse i maveregionen.
De ved ikke, hvem de er, og hvor de kommer fra. Det er det samme i hele Stockholm, siger Bergström bekymret. Han er sikker på, at den nye psykiske elendighed blandt unge bunder i en existentiel krise. Vi har en ung generation, som gætter sig til, hvad de skal gøre med deres liv, og hvad der er rigtigt og forkert. Mange har ikke noget mål at stræbe efter, og man ved ikke hvilke leveregler man skal anpasse sig.
Bergström sporer problemerne til 68-bevægelsens venstrerevolution, hvor idealer som forældreautoritet og faste regler kastedes over bord i frihedens navn. ”Alle livsstiler og strukturer var OK og da 68´erne blev forældre var deres budskab til børnene: ”I ved bedst selv, vælg selv hvad I vil.”
Men det er lige netop det, de ikke kan, hævder han. Vi 68´ere overførte vor rådvildhed til vore egne børn. Da vi smed reglerne ud, smed vi også håbet ud og de tydelige mål for den opvoksende slægt at stræbe imod. Pludselig ved man ikke længere, om man vil gifte sig, og man begynder måske rent ud sagt at spørge sig selv, om man er homosexuel...
Han er bekymret over udviklingen, særlig tendensen hos mange kolleger og magthavere til at mørkelægge problemerne – af politiske grunde. Årsag: man tilhører selv den generation, som drev nuværende system igennem. (Bergström ved det: han var selv en lederfigur ved postvæsenets venstredemonstrationer i Stockholm 1968).
Fra forældregenerationens side findes der også en uvilje, en rædsel og en angst over for det, man ser hos de unge. I stedet for at tage fat i problemerne flygter man ind i TV eller noget andet. Der findes også voksne, som profiterer på det uregelbundne: dem der tjener penge på spillehaller, beværtninger og forskellige slags misbrug.
Et helt andet udtryk for den existentielle tomhed er den grovere vold, som trives i visse ungdomskredse, f.ex. fodboldshuliganerne.
Hvorfor slår man nogen ned og fortsætter med at stampe på hovedet. Det gjorde man ikke i min tid. Da havde man medlidenhed og samvittighed. Men i dag synes sådanne fælelser snarest at være en hemsko. Dette er mennesker, der er programmeret med vold. Der findes en hel generation af dem i landets fængsler. Det rækker ikke at belære dem om at holde op. Volden er en cementeret opførsel.
På denne baggrund er det enorme udbud af TV-vold ubegribeligt for Bergström. Den påstand, at vold på film skulle være en ventil til at forebygge vold, giver han ikke noget for.
Det er en kæmpe løgn, som den ældre generation påfører den yngre.
Med årene har Bergström byttet sine venstreradikale vurderinger ud mod kristne, noget som også præger hans terapi på klinikken. Eftersom de problemer, han møder så ofte er existentielle, mener han, at den professionelle terapi ikke slår til over for behovene. Også kirken burde træde frem som en formidler af tydelige vurderinger og håb til de unge.
Jeg ved, at de kristne sidder på en enorm kraft, som de ikke anvender. Der er mængder af unge sidst i tyverne som bare behøver at få kontakt til kristendommen.
Han efterlyser også en ny tænketank bestående af kristne socionomer, læger, psykoterapeuter, diakoner, politifolk og dommere, som kan virke for et nyt og varmere samfundsklima.
Vi ved, hvordan man kan skabe godt helbred – det drejer sig om, hvordan man forholder sig
til tilværelsen.
Kilde: oversættelse fra Världen idag.
