Ude på det lille fine palæ ”Friboeshvile” i Sorgenfri sidder der en mindeplade for tyskeren Georg Ferdinand Duckwitz, der boede her i flere år. Han gjorde karriere i tysk diplomati efter krigen og døde i 1973.
Han
var af gammel
hanseatisk handelsslægt i Bremen, f.
1904, opholdt sig i Danmark som
handelsmand i det tysk/amerikansk
kaffefirma, Kaffe Hag,
fra 1929,
hvor han lærte de nordiske sprog, fik
mange forbindelser og kom til at holde
meget af Danmark. Det forhindrede
ikke, at han indmeldte sig i NSDAP i 1932 og tilmed søgte at
komme i SS. Han
brød med partilinjen i 1935. Rejste tilbage til Bremen ansattes
i Hamburg-Amerika-linjen, og bosatte sig i New York.
Under
krigen havde han til opgave
at varetage
Tysklands søfartsinteresser i Danmark.
Tyskerne forsøgte flere gange under
besættelsen at få Danmark til at gå med på en tysk ”Endlösung”
angående de danske jøder, men der lød advarsler om, at de så
vilde miste de fordele, de havde af et medgørligt Danmark. Men den
8. September 1943 sendte rigsbefuldmægtigede Werner Best et
hemmeligt telegram og udløste dermed en lavine...
Der var så megen tvivl om idèen bag
dette telegram, at man ved opgøret efter krigen, hvor Best ved
byretten idømtes dødsstraf, fik dette ændret til 12 års fængsel
ved højesteret. Tvivlen levede videre.
Den 11. september fortalte Best til
Duckwitz om dette telegram, og Duckwitz blev forfærdet over Best's
dumdristighed: resultatet vilde ikke standse nogen ”Endlösung”,
men snarere sætte den i gang! Og Duckwitz truede med at tage sin
afsked. Best overvejede sagen igen og lod så Duckwitz rejse til
Berlin 13/9 for om muligt at stoppe det famøse telegram, men
forgæves. Telegrammet var allerede via Ribbentrop
på vej til Hitler, som den 17/9 gav ordre til deportation af de
danske jøder. I det tredje Rige kunde Hitlers ordrer ikke dikuteres!
Duckwitz, som havde mange gode danske bekendte, gik øjeblikkelig i gang med at lade oplysninger sive ud til dem. Den 19/9 skrev han i sin dagbog: ”Nu ved jeg, hvad jeg har at gøre”. Den 22/9 rejste han til Stockholm under dække af et tjenstligt ærinde og talte med statsminister Per Albin Hansson, som lovede svensk intervention over for Berlin. Den 30/9 tilbød den svenske regering, at man kunde internere de danske jøder i Sverige, - men blev afvist!
Det
svenske udenrigsministerium sendte legationsråd
Ekblad til deres gesandtskab i København for at hjælpe og støtte
Duckwitz, bl.a.ved at udstede svensk pas. Den 25/9 var Duckwitz
tilbage i København, og Dagen efter kom Hitlers ordre til jøderazzia
natten til den 2. oktober. Trods
velmenende advarsler om ”højforræderi» fra
Kanstein*, brød Duckwitz den 28/10 alle regler. Han
henvendte sig direkte til statsminister
Hans Hedtoft Hansen på hans kontor i Rømersgade. Hedtoft har
beskrevet det:
«Nu
sker ulykken» sagde han. «Det hele er
planlagt i alle enkeltheder. Skibe vil ankre op på Københavns red.
Deres arme jødiske landsmænd, som Gestapo finder, vil blive
tvangsdeporteret
til skibene. Han var hvid i ansigtet af
indignation og skam.»
Duckwitz
skyndte sig
videre til udenrigsministeriet. Han
fik også adviseret Ekblad, der samme dag fløj tilbage til Stockholm
for nødvendige forberedelser.
Duckwitz
kontaktede desuden krigsmarinens kommandant og andre nøglepersoner.
Han sled i det med store og små opgaver, herunder visum papirer. Den
29/9 skrev han i sin dagbog: «Forberedelserne til jødeaktionenbliver
truffet i hast. Nye folk er kommet hertil – eksperter i denne
snavsede affære [der tænkes på
SS-officerenGünther]. De vil ikke finde mange ofre.”
Gestapo
arresterede 464 jøder, men 7220 blev reddet til Sverige.
De havde fået 3 døgn til at forberde flugten. Noget der var hårdt
brug for, eftersom alle i spillet var
amatører uden erfaring.
Ingen
anden end Duckwitz kunde have klaret diplomatiet
i toppen, for ingen stod nærmere Best og
kilderne i Berlin og havde samtidig den tillid hos danskerne, som var
nødvendig.
*)
Paul
Ernst Kanstein
SS-brigadefører
Paul Ernst Kanstein,
var Werner
Best's højre
hånd, med stor indflydelse på den moderate okkupationskurs. Han
ønskede ro og ingen politiske eksperimenter, og han bekæmpede de
danske nazisters forsøg på at komme til magten. Efter sammenbruddet
af den moderate linje i august 1943 søgte Kanstein væk og
forflyttedes til Norditalien.
Verificeret
Kilde: Hans Kirchhoff ”Georg Ferdinand Duckwitz” i Lyngbybogen 1978 (Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune).
