Den store Bastian, denne fornøjelige børnebog, er i Danmark gennem årene blevet solgt i 250.000 exemplarer og føles så dansk som noget. Nu vil man nok straks belære mig om, at den blev skrevet i 1845 af den tyske børnelæge, Heinrich Hoffmann, i et kladdehefte til fornøjelse for hans børn.
Drengen ”Struwelpeter” vilde hverken have klippet hår eller negle. Det sidste forstår jeg, for negleklipperi kan gå lidt forkert og gøre av.
Bogens vers blev oversat eller gendigtet på dansk og afspejler så udmærket tidligere tiders børneopdragelse, men så absolut med et lunt blik i øjet. Den var meget yndet, indtil idèen om ”fri opdragelse” fik magt over tingene, og udskældning og /eller spanskrør afløstes af mildere samtaleterapi, overbærenhed, psykologsnak (evt. med opbevaret psykolograpport) og så kan debatten starte igen om resultaterne var bedst sådan eller sådan! Bedst for barnet? Bedst for samfundet?
Oprindelig hed den store Bastian ikke Bastian, men Nikolas og var altså julemanden, som i ældre tid kunde fremtræde som den formanende skikkelse over for børnene: julegaver fik man jo, fordi man havde været artig, og de uartige fik ingenting. Nikolas julemand er da også her klædt i julerødt ligesom Skt. Nikolaj, biskoppen af Myra og har julegaver med i favnen. (Spydpigen har tidligere fortalt om julemanden. Og tyrkere prøver at bilde os ind, at han har noget med dem at gøre.Ikke en pind).
Men i børnebogen ændres navnet Nikolas til Bastian i 1867. Navnet er græsk, men hedder oprindeligt Sebastian og betyder "ærværdig". Han var en romersk krigerhøvding, men led martyrdøden ved pileskud år 288, hvorfor han blev værnehelgen for skytter.
(Hvorfor valgte man nu dette navn til børnebogen? Man kunde fristes til at tro, at det havde noget med ordet "basta!" at gøre, men det har det selvfølgelig ikke, selvom man mange gange siger "basta" til børnelarm).
