Københavns Rådhus er fuldt af udsmykning fra top til tå, som har relation til Danmarkshistorie eller til mere lokale begivenheder, kulturhistorie og levevis.
Her hvor nu Rådhuspladsen breder sig, lå tidligere det langt mindre Halmtorv eller Vestertorv inden for Vesterport, hvor man bl.a. solgte landbrugsvarer som hø og halm (til sengene og kreaturene i byen), køer, heste, tømmer, korn m.m. Men der var også Valbykoner med høns og æg eller grøntsager m.m.
En markedskælling er mindet på hjørnet af rådhuset. Hun har ikke været sart med sproget, for der hopper en tudse ud af munden på hende.
Apropos udtrykket "at have en tudse i halsen", når man har ondt i halsen. Gud vide, om det ikke skulde stamme fra en folkelig misforståelse af lægens latinske ord "tussis", der betyder hoste. Er der nogen, der ved det? Sprognævnet?
Nedenunder hende er der en lille halvrund stenbænk, hvor man kan spille mølle, men det er der vist ikke nogen der gør.