oktober 31, 2013

In memoriam

På lørdag er det den 2. november, den dag man tidligere kaldte Allesjæles Dag.


Da den hollandske filminstruktør og samfundsdebattør Theo van Gogh den 2. november 2004 cyklede igennem Amsterdams gader på vej til arbejde, blev han skudt og fik halsen delvist skåret over af Mohammed Bouyeri. Theo van Gogh blev 47 år gammel.

Theo van Gogh var barnebarn af maleren Vincent van Goghs broder Theo. Som filminstruktør modtog han flere filmpriser, og han var en markant stemme i den hollandske samfundsdebat, hvor han forsvarede ytringsfriheden og kritiserede den politiske korrekthed, det multikulturelle samfund og islam.
Han lavede kortfilmen Submission sammen med parlamentsmedlem Ayaan Hirsi Ali, der havde skrevet manuskriptet. Filmen omhandlede kvindeundertrykkelsen indenfor islam og blev vist på hollandsk fjernsyn i august 2004. Det stødte mange muslimer, at filmen viste en nøgen kvinde bede til Allah, og at man så citater fra Koranen afbilledet på en nøgen kvindekrop. Theo van Gogh og Ayaan Hirsi Ali modtog herefter flere dødstrusler, og mens Ayaan Hirsi Ali fik livvagter, troede Theo van Gogh ikke for alvor på, at nogen ville stræbe ham efter livet, så han nægtede at tage imod beskyttelse. Det skulle vise sig at blive fatalt. 

Tirsdag den 2. november 2004 cyklede Theo van Gogh på arbejde tidligt om morgenen. Han var igang med at finpudse de sidste detaljer til filmen 06/05 om det politiske mord på islamkritikeren Pim Fortuyn, der fandt sted kort før parlamentsvalget to år forinden. Nær Oosterpark blev van Gogh standset af Mohammed Bouyeri, der skød og dræbte ham med otte skud, hvorefter Bouyeri forsøgte at skære hovedet af ham med en kniv. Med en anden kniv blev et langt trusselsbrev dolket til van Goghs bryst. Brevet indeholdt trusler imod vestlige lande, jøder og Ayaan Hirsi Ali (der ovenikøbet havde forladt islam). Bouyeri havde tidligere i et åbent brev truet Geert Wilders. I tiden efter mordet modtog både Ayaan Hirsi Ali og Geert Wilders dødstrusler, hvorefter politiet bragte dem i et 'safe house'.

Under flugten fra gerningsstedet skød Mohammed Bouyeri mod flere politifolk og forbipasserende, inden politiet skød ham i benet og fik ham arresteret. Han er idømt livsvarigt fængsel. Dagen efter mordet anholdt politiet seks medlemmer af terrorcellen Hofsted Netværket, som Mohammed Bouyeri menes at have haft forbindelse til. Bouyeri forklarede, at han dræbte Theo van Gogh for at opfylde sin pligt som muslim. Han udtalte i 2007, at bevæbnet jihad var den eneste mulighed for muslimer i Holland, og at demokrati altid vil være i modstrid med islam, eftersom love ikke kan udstedes af mennesker, men kun af Allah. 

I Danmark spurgte man i TV2's udsendelse 'Dags Dato Special' den 10. november 2004 en gruppe veluddannede muslimske kvinder om deres reaktion på mordet i Holland. De var forargede over filmen Submission og gav udtryk for forståelse for mordet: "Det var også et forudsigeligt mord. Van Gogh og Ali havde selv været ude om det i filmen Submission om tvangsægteskaber og vold, hvor de groft udfordrer islamiske værdier. Og gør man det, må man være forberedt på det værste."

I Amsterdam havde kunstneren Chris Ripke på en gavl malet et billede indeholdende de bibelske ord 'Du må ikke slå ihjel' (Gij zult niet doden). Lederen af en nærvedliggende moské klagede til politiet, idet han kaldte maleriet for krænkende og racistisk. Politiet sørgede herefter for, at billedet blev fjernet ved sandblæsning. Da den lokale journalist Wim Nottroth i protest stillede sig i vejen, blev han arresteret. Siden blev skulpturen 'Skriget' (De Schreeuw) dog i 2007 opført i Oosterpark til minde om Theo van Gogh og som symbol på ytringsfriheden. 


Kirsten Valeur




Kære læser.
Læg gerne en blomst foran den hollandske ambassade i Toldbodgade på lørdag som en lille hilsen til en, der 
havde mod til at imødegå verdens ondskab.

Spydpigen






Kilder:
http://en.wikipedia.org/wiki/Theo_van_Gogh_(film_director)
http://en.wikipedia.org/wiki/Mohammed_Bouyeri
http://en.wikipedia.org/wiki/Pim_Fortuyn
http://militantislammonitor.org/article/id/312
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-1565500.html
http://hodja.wordpress.com/2008/01/29/der-er-noget-dr2-glemmer-om-suher-othmann-pigen-med-tørklædet/
http://maarten.typepad.com/brusselsblog/2004/11/thou_shalt_not_.html