Propaganda forsøg fra den omstridte moskè i Ehrenfeld

Moskèer indbyder gerne til en "Åben Dag" for at overbevise folk om, at deres brutale "religion" er et misforstået kærlighedsbudskab. Dette er fra Al-Ansar-Moskèen i Köln-Ehrenfeld i Nord Rhein Westphalen: 

                                                                                                                              Køln-partiet "Pro Köln" modarbejder stadig islamiseringen

Referat fra møde:
Gårsdagens ”Åben Moskèdag”, som jeg vilde benytte til at få nogle forklaringer om islam af de 30-40 muslimer i Al-Ansar-moskèen, endte ikke overraskende med udsmidning. Da jeg vilde tage et foto - (”fotografering forbudt”) - fik det de herrer fra moskèledelsen til at sige: ”den os bekendte dame fra ”Pro Nord Rhein Westphalen (NRW)” bedes forlade Bederummet - under trussel om at tilkalde politi.

I begyndelsen gik alt godt. Et medlem af menighedsbestyrelsen, som angiveligt kendte mig fra et arrangement 5. maj 2012 hilste yderst hjerteligt på mig og bød på the og bagværk. Viceformanden for menigheden fortalte om moskèens historie, der begyndte i et baggårdslokale, og om de fem daglige bedetider. Senere ved thèen snakkedes der om Muhammed og Verden og man fortalte, at moskèen var medlem i den evangeliske kirkekreds omkring Eliabeth Thissen og fra 2007 med i det muslimske råd i Bonn.

Moskèen havde 150 faste medlemmer og 300-400 muslimer kom regelmæssigt til fredagsbøn.

I diskussionsrunden, som var forhånds beskrevet som ”gemytlig”, vilde en dame vide, hvordan det gik med den daglige bøn fem gange, når muslimen skulde arbejde? Jeg mumlede for mig selv: ”De skal ikke arbejde. Staten betaler dem”. Hr. Mustapha Cadi, som tidligere havde nævnt undtagelsesreglerne for bedestunderne (så som sygdom, vigtigt arbejde (han glemte Jihad)) kunde ikke besvare dette spørgsmål.

En anden deltager spurgte, hvad muslimer måtte spise eller ikke spise. Svaret lød, at muslimer kun måtte spise kød af halalslagtede dyr og ikke grisekød, men spørgeren insisterede på mere svar og talte imod de såkaldte halalprodukter, men det gik den strengttroende muslim ikke ind på.

Så kom den fra Iran flygtede forfatter Karim Izadi til orde og stillede spørgsmål angående koranens historiske oprindelse, som man heller ikke kunde svare på. Izadi går i øvrigt ind for underskriftsindsamling på alle politiske fronter og i de muslimske organisationer for en reform af koranen og den islamiske straffelov og får stor tilslutning hos tyskerne. Indholdet i dette projekt slår fast, at ingen har ret til at dræbe eller såre en anden. Det skal muslimerne helt klart bekende sig til. Men de korantroende vil ikke skrive under på denne erklæring. I Køln, hvor Izadi fremlagde sit projekt under en demonstration mod kristenforfølgelse, var muslimerne omkring Bekir Alboga, fortaleren for DITIB-moskèen i Ehrenfeld, yderst rasende og truede med at skære hovedet af ham.

Nogle tilhørere fortalte mig senere, at Izadi ivrigt havde fremlagt dette projekt i moskèen og høstede stort bifald fra publikum. De strengttroende tog ikke stilling, men tav.

I foredraget ”Kan muslimer og Ikke-muslimer leve sammen?” fortalte man de sædvanlige løgne om religionen, barmhjertighed og fred. Da jeg vilde fotografere vakte det almindelig uro og raseri hos arrangørerne. Jeg råbte højt. ”Ja, ja, islamkritik er uønsket her” og blev så ført ud. En bunke nysgerrige muslimer fulgte efter samt små vilde muslimdrenge og den af mig velkendte formand for moskèmenigheden, Moussa Acharki, som sidste år var ansvarlig for de korantroendes (=Salafisternes) blodige spektakler i Lannesdorf. Acharki pointerede meget høfligt, at han kendte mig, og at jeg forud havde skullet spørge om jeg måtte fotografere. Mit pressekort, som jeg måtte vise, hjalp ingenting. Acharki fjernede så alle fotos fra mit camera. En lille rasende muslimdreng indvendte, at jeg vilde da heller ikke fotograferes nøgen (!?), blev af Acharki skubbet til side.

I en kort samtale påpegede jeg over for Acharki, at Al-Shabaab-terroristen Ahmed Khaled Müller, som var delagtig i den skrækkelige massakre i Nairobi, tidligere vel også havde holdt til i Al-Ansar-moskèen. Acharki vidste ikke noget om det og spurgte, hvor jeg vidste det fra. Jeg svarede, at han måtte spørge den israelske Hemmelige Tjeneste. Acharki bedyrede, at sådanne mennesker naturligvis ikke måtte komme i moskèerne. Jeg mindede ham om, at Pierre Vogel også ofte havde optrådt i moskèen. Han kommer her ikke mere, sagde Acharki. (Jamen det er jo klart, for det er nu for farligt. Så Vogel må nu selv løbe brundt i byen for at lede efter unge Allah-krigere.) Så talte jeg om de 150.000 kristne, som årligt bliver myrdet af "fredelige" muslimer. Det havde Acharki heller aldrig hørt om! Hvor jeg dog havde det fra? Det havde jeg nok drømt? Maria og Josef. De strengttroende, som stod rundt om blev mere og mere rasende. Og Acharki havde også fået nok og skubbede mig venligt videre mod udgangen. Jeg forlod stedet højtidsfuldt med følgende replik: ”Allahu akbar, det brøler I jo altid, når I hugger hovederne af de kristne!” Ingen sagde mig imod, og jeg gik uanfægtet hjem.

Før arrangementet talte jeg med to ængstelige kvindelige borgere, som syntes at være ramt af situationen i Bad Godesberg. Jeg gav dem noget materiale. Den ene sagde forskrækket, at det måtte de ikke tage med i moskèen. Det havde de helt rigtigt forståët. Dette arrangement med ”åben moskè” viste atter engang, at det ”at leve sammen med muslimer” kun er muligt, hvis man betingelsesløst underkaster sig de demokratifjendtlige krav fra herrefolket.

Kilde: Politically Incorrect 4. oktobeer 2013, oversat  
af Spydpigen.

» Bericht des Bonner General-Anzeigers zur Veranstaltung

Den kvinde, der har refereret sine oplevelser er af 
forståelige grunde unavngiven!