Angreb på ytringsfriheden er ikke noget nyt.
Midt i 70´erne oprettedes "Familieværnets Telefonavis"*, fordi nogen måtte gøre noget. Korruptionen i staten og begivenheder bag om kulisserne måtte frem.
Der sigtedes ikke til de store tildragelser, idet Familieværnet anskuede politik ud fra ganske utraditionelle synsvinkler. Danskere har en idé om, at man kun må angribe meninger og ikke personer. Hvorfor det? Det er jo personer, der skaber idéerne og ikke omvendt. Derfor må man vide, hvem der står bag, hvad der stikker under og hvorfor.
Kald det "småtingsafdelingen", "barnekammerpolitik" eller "græsrodssnak", men det er det, det drejede sig om i kulturkampen.
Fjenden vidste det.
I respekt for enkeltindividet og enkeltindividernes miniature-samfund - familien - imødegik Familieværnet indgreb i personlig frihed, pligt og ansvar og den (national eller ikke national-) socialistiske Fagre Nye Verdens big-brother-kontrol. Som en vred terrier, der bider sig knurrende fast i buksebenene på folk, der lusker om i uærligt ærinde, angreb Familieværnet korruption i myndighederne, påtalte deres overgreb og forsøgte at afsløre personer eller grupper, der drev samfundsnedbrydende muldvarpearbejde.
Med denne målsætning var Familieværnets Telefonavis ikke populær på den samfundsundergravende fløj. Og den var det heller ikke hos snæversynede partigængere, der som "pæne" borgere hellere vilde dække over uregelmæssigheder og uretfærdigheder mod medborgere end høre om infiltration i "deres" parti eller om deres idolers brugbare naivitet.
Som våben viste telefonavisen sig langt mere effektiv end man havde drømt om! Tie den ihjel kunde man ikke, og svarede man igen i massemedierne gjorde man reklame for den.
Telefonavisen kunde man ikke komme uden om. Ved særlige mærkesager har telefonavisen været overbelastet, f.ex. ved den direkte udsendelse om det af børneværnet (nej, enkelte medlemmer af børneværnet) bestilte politioverfald på Beckerbørnene, ved forældrekurset på Zahles Seminarium, ved Mini-Kirkedagenes kontrol med butikssalget i Rønde, ved sagen om den påtænkte brug af bogen "Katamaranen" på Skt. Johannesskolen i København og det marxistiske skoleblad på Gentofte Statsskole og - ikke mindst oplysningerne om forskellige valglister ved kommune- og amtsvalg i marts 1978.
Det sidste afstedkom - på grund af "Thylisten" - voldsomme klagetoner i Viborg Stifts Folkeblad og førte til fornyet forespørgsel i Folketinget om retsregler for telefonaviser. (I 1976 havde MF Poul Dam spurgt). Før som nu svarede justitsministeren - 29. marts 1978 - at evt. overtrædelser af injurielovgivningen i en telefonavis var underlagt privat søgsmål.
MF Ebba Strange (SF) takkede for svaret og ....søgsmålet kom...halvanden måned efter!
Særlige forhold omkring dette søgsmål gør, at det bør omtales:
Den 27. april 1978 - da Storebæltsfærgerne bugnede med skraldeaffald, og færgedriften var truet - fejede ti mennesker på eget initiativ "Arveprins Knud" ren. En lokal avis af borgerlig observans havde til dækning af denne "happening" sendt en fotograf og en journalistelev Arne Møller (i praktik fra Århus Journalisthøjskole). Sidstnævnte bragte en stort opsat forsideartikel med så man urigtigheder, at de ti ikke kunde genkende situationen. Da det ikke blev rettet i avisen, blev sagen taget op i Familieværnets Telefonavis og korrigeret, hvorved Arne Møller blev så fortørnet, at han anlagde sag med krav om 20.000 kr. for "ringeagtsytringer".
Men inden stævningen blev sendt, d.v.s. i det tidsrum, hvor de indledende manøvrer gik for sig (overvejelser, vurdering, kontakt til sagfører og ansøgning om fri proces), blev telefonavisens redaktør ringet op to gange, d.v.s. på grund af bortrejse var det en telefonvagt, der tog imod.
Den ene opringning kom fra en "Jørgen Nielsen". Han ringede igen senere, hvad jeg skal komme tilbage til nedenfor. Den anden - tænk hvor sært! - meldte sig som Birthe Weiss. Hun er som bekendt journalist og MF. Dertil kommer, at hun netop boede i det område, hvor ovenfor nævnte journalistelev havde sit virke, og kendte hans avis.
Hvad vilde hun?
Hvis det virkelig var hende, så forvrøvlede hun sig så grundigt, at idéen med opringningen faldt til jorden, og hun ringede ikke siden.
Men Jørgen Nielsen ringede igen. Den 28. juni, d.v.s. på et tidspunkt hvor stævningen var forkyndt. Særlige omstændigheder gjorde, at opringningen straks måtte anses for at være under falsk navn. Jørgen Nielsen angav at være husmand i landsbyen Lundforlund lige syd for Slagelse. Han boede i hovedgaden, sagde han. Gaden havde ingen husnumre, sagde han. Han havde ingen telefon, sagde han. Han ringede fra naboen, sagde han. Han var ganske tilfældigt kommet i snak med en journalist fra lokalavisen, sagde han. En, der havde spurgt ham om vej.
Han må have talt længe med ham, for han vidste en farlig bunke om redaktionen!
Men Jørgen Nielsen var også meget interesseret. Han forsøgte at fritte ud om, hvad telefonavisens redaktør mente om sagen og om journalisteleven, som om han ønskede at fremprovokere ufordelagtige udtalelser.
Hvem var "Jørgen Nielsen"? Journalistelev Arne Møller? Næppe. Visse ting - som ikke skal røbes - peger på, at det var en ung mand fra Danmarks socialdemokratiske Ungdoms (DSU´s) kontor i Livjægergade 17, København.
Retssagen løb ud i sandet: der var ikke kød på den.
Men interessant er det, at Familieværnets Telefonavis - hvor uvæsentlig den end måtte forekomme - politisk vakte så stor ophidselse og modstand på venstrefløjen, at man var villig til at bruge alle midler for at knægte dens ytringsfrihed. (se kommende artikel om Familieværnets Telefonavis).
*) Telefonavisen svarede til nutidens blogg-skriveri: Båndet, der svarede automatisk, når man ringede til telefonen kunde være på 4 minutter, tilstrækkeligt til oplæsning af et maskinskrevet A 4.
Idéen fik Familieværnet af centrumdemokraten Erhard Jacobsen, der brugte telefonavis til sin radio-kontrol "Aktive Lyttere og Seere" (ALS).
Kilde: Tidsskriftet AKTION, nr. 1, 1979:
