Oriana Fallaci nævner i sin bog "La Forza della Ragione" (Fornuftens Kraft),
hvordan hun interviewede Saudiarabiens olieminister Zaki Yamani i 1975,
altså to år efter oliekrisen.
altså to år efter oliekrisen.
Han fortalte da om sit vandprojekt.
"I august 1975, altså to måneder efter resolutionen i Strassburg og
Mødet i Cairo, interviewede jeg (=Oriana Fallaci) den saudiske olieminister
Zaki Yamani: sheiken som havde ledet embargoen i 1973 og som
mere end nogen finansierede Arafat. Oj! Der er meget jeg ikke kan
glemme om Yamani. Frem for alt det barske forhør han underkastede
mig i 5 formøder (i London, Gedda, Riad, Damascus, Beirut) før han gav
mig tilladelse til et interview, som til sidst fandt sted i hans residens
i Taif. Hans snarrådighed da han i Geddas lufthavn fik forhindret at jeg
igen stødte sammen med hans ven Arafat, som netop var der (med
lommerne fulde af penge, som han netop havde fået). Hans afsky,
da han fortalte mig om halshugningen (med et sværd af guld) af den unge
prins, som havde myrdet kong Faysal. Tvetydigheden, da han søgte mit
venskab ved at stikke de dårligste figner fra hans have i munden på mig,
og den stoiske ro, hvormed han fandt sig i mine rasende protester.
Lammeøjet (åbenbart en lækkerbisken), som han en dag stak mig ligsom
fignerne og som jeg rædselsslagen spyttede ud med grufulde forbandelser.
Elegancen, hvormed han, i foragt for koranen, tilbød mig Champagne, som
hans vinkælder i Taif bugnede af. Den kendsgerning at han vilde tage mig
med til Mecca for at korrigere min ateisme (godt dækket af en burka,
naturligvis). Og den bedrøvelige sang, som hans datter Maha sang hver aften
til guitarspil: "Take me away! Please take me away!" Men det mest
uforglemmelige var det han sagde, da diskussionen fra olie gled over til vand. Og om
kong Midas, som dør af tørst og vil købe vand.
"For tusinder af år siden", sagde han, "havde vi floder og søer i Arabien.
Så dampede de væk og idag har vi ikke en eneste flod, en eneste sø.
Tag en tur med helikopter og De vil kun se en og anden kilde i bjergene.
Fra Muhmmeds tid er vi helt afhængige af regnen og basta. I de sidste
hundrede år er der faldet meget lidt regn og de sidste 25 så godt som ingen.
Skyerne tiltrækkes af vegetationen, og vegetationen existerer ikke. Sagt
tydeligere. Vand er der. Under jorden. Dog meget, meget langtt nede.
meget længere nede end olien. Og når vi borer efter det, sprøjter olien ud.
Derfor har vi beluttet ikke at røre det, at spare det til det øjeblik, hvor vi
er mindre velhavende og nøje os med afsaltet vand. Havvand. Men det
afsaltede vand rækker ikke til, og jeg vil gerne købe ferskvand fra de lande,
som vi sælger olie til.
Købe det, hælde det i store plastikbeholdere og overføre det til reservoirer,
d.v.s. kunstige søer. Og så når tankskibene har losset deres petrolium, så
skal de tilbage igen, ikke? Og de kan ikke sejle tilbage tomme. Så risikerer
de at vende bunden i vejret. For at de ikke skal sejle tomme,
fylder vi dem nu med havvand, snavset vand, og det er ødsleri. Det er
også en fejl for når vi tømmer dem ved ankomsten, sviner det snavsede
vand vore kyster til. Det dræber fiskene. Ferskvand koster, det ved jeg,
og de kunstige søer koster enorme summer. Men penge har vi mere end
rigeligt af. I disse to år, d.v.s. siden embargoen har vi samlet så mange
penge, at det er blevet et problem at bruge dem. Og hvor skulde vi
bruge dem om ikke i Europa? Hvem kunde hjælpe os at bruge alle disse
penge, om ikke Europa? Jeg har en plan om at bruge 140 milliarder
dollars på fem år. Og hvis det ikke lykkes, er vi ruineret.
Det lønner sig altså at købe jeres vand...
Nåh, dette vand har vi ikke solgt ham. Vandet der skulde hældes i
reservoirer, mener jeg. Vandet, som ordbogen definerer som
"gennemsigtig væske, uden farve, uden lugt, uden smag, bestående
af oksigen og hydrogen, uundværlig for planter og dyr, og i kemien
udtrykt med formlen H2O". Så vidt jeg ved har vi med hensyn til
H2O indskrænket os til mineralvand, som Midaskongerne også
bruger til brusebad.
Men vi har solgt dem et vand, som er langt mere
værdifuldt. Et vand, som er lige så uundværligt for os som floderne
og kilderne. Et vand, uden hvilket en befolkning visner som et træ,
hvor der aldrig falder regn, så det til sidst visner. Det taber bladene,
det sætter hverken blomster eller frugt, det mister tilmed rødderne,
det bliver til pindebrænde. Jeg taler om det vand, som nærer vores
kultur. Nærer vore pricipper, vore værdier, vore erobringer. Nærer
vort sprog, vor religion eller vor lægmands verden, vor historie.
Nærer vor existens, vor uafhængighed, vor civilisation.
Vandet til vor identitet.