Forsorg i Luleå

Det svenske TV-program "Uppdrag granskning" kom i går med en højst ubehagelig afsløring om forargelige forhold i forsorgen. Man hører dag efter dag om de elendige vilkår, man byder borgere, der søger hjælp og behandling ved lægestationer, hospitaler og institutioner Mange klager over kø-ventetid og afvisning med en sludder for en sladder. Men det granskningen kunde fremvise i dag overgår da i sin specielle art selv de værste anelser. Og det i Sverige, der altid bryster sig med, hvor dygtige og omsorgsfulde de er, og som fortæller hele verden, hvordan man skal opføre sig...


http://svt.se/2.2232/uppdrag_granskning

På et alderdomshjem et sted i Sverige trængte en gammel mand sig på en dement kvinde, lokkede hende ind i sin seng på sit værelse, trak tøjet af hende og gik i gang med intimeste sex. En anden gang trængte han ind på hendes værelse og gentog disse sexøvelser. Nogle i personalet overraskede ham og var således vidner til disse voldtægtsforsøg, som det jo var. En sygepasser fortalte, hvordan hun afbrød seancen og at manden blev rasende, men det lykkedes hende at få ham ud af kvindens værelse. Vidnerne blandt plejepersonalet vilde naturligvis stoppe disse overgreb og anmelde sagen til politiet, men den øverste sygeplejerske mente, at man skulde vente indtil man vidste eksakt, hvad der var foregået. Man fortalte ikke engang kvindens ægtefælle, hvad hun var udsat for var og hvem af hans fæller på afdelingen, der generede hans demente hustru.

Da personalevidnerne imidlertid syntes, at tiden gik, uden at man foretog sig noget - end ikke flyttede manden til en anden afdeling eller i hvert fald til et andet værelse - anmeldte de det selv til politiet sådan som de lovmæssigt var skyldige at gøre.

Og nu, oh jammer! De ansvarlige ledere på alderdomshjemmet fik travlt med at forsvare sig for deres utilbørlige forsømmelighed over for den værgeløse kvinde. Deres ansigtsudtryk lyste af fordægt skyldfølelse, som løgnagtige bortforklaringer ikke kunde dække over, og deres gentagne og gennemførte benævnelse for de gamle på institutionen røbede, at der ikke var videre forståelse og medfølelse. Man studsede instinktivt straks over at de kaldte de gamle for "kunderne". En kunde forgreb sig på en anden kunde!!! Må jeg bede om en varm og venlig tone på et alderdomshjem: et dav Katrine, hvordan går det så i dag? og måske et klap på skulderen eller et håndtryk....

Hvad er det for tider, vi har? Kunden!!!!

Øverste ansvarlige tog deres tilflugt til den sædvanlige redningsplanke i socialsektoren: sekretes-reglen: man må ikke fortælle noget fra plejehjemmene!

Ynkeligt! Da kvindens mand nu endelig af andre - efter gedigne overvejelser - fik den fulde sandhed så skånsomt som muligt om, hvad der foregik på afdelingen, og hvorfor ledelsen ikke havde fortalt ham det, sad den gamle mand lidt og tyggede på det. 

Så sagde han: "Va ska de med sekretessen, när de hållar käften hela tiden?"

Det var dagens replik!