Folketinget skal vise det gode eksempel
Det er meget muligt, at der er tale om et emne i ”småtingsafdelingen” for nu at citere de radikale. Det har heller ikke nogen stor betydning for de offentlige budgetter eller bruttonationalproduktet.
Ikke desto mindre er folketingspolitikernes tilbagetrækningsalder et moralsk anliggende med afgørende betydning for befolkningens billede af de folkevalgte.
Hvis politikerne konkluderer, at danskernes pensionsalder skal sættes i vejret, nytter det ikke noget, at vi læner os tilbage og henviser til tidligere indgåede forlig. Så må vi ud af busken og gå forrest. Hvordan skal velfærdsforringelser overhovedet kunne forsvares, hvis ikke en gang vi er villige til at tage vores del af byrden?
I Dansk Folkeparti ønsker vi ens regler for hele den danske befolkning. Det gælder for private såvel som for offentligt ansatte. Det gælder for folkevalgte såvel som for ikke-folkevalgte. Skulle der hen ad vejen opstå enighed om, at danskernes pensionsalder skal være 65 eller 67 år, ja, så skal dette naturligvis også gælde for de folkevalgte – og reglerne skal gennemføres på samme vilkår.
Især virker det hyklerisk, at de fleste af de politikere, som er mest forhippede på at fjerne efterlønnen, stadig klamrer sig til tanken om, at folketingspolitikere skal kunne gå på pension, når de bliver 60 – under henvisning til tidligere indgåede forlig.
Forlig er ikke mejslet på stentavler – de kan ændres, når der skabes enighed herom i forligskredsen.
Danmark er i færd med at arbejde sig ud af en historisk krise, og vi er allerede godt på vej. Men det har medført diskussioner om velfærdsforringelser – især på efterløns- og pensionsområdet – fordi det er afgørende, at vi alle forbliver aktive på arbejdsmarkedet længere end hidtil. Smertefulde diskussioner, som har skabt bekymringer i befolkningen.
Hvornår kan jeg gå på pension? Vil der overhovedet være råd til den slags, når jeg bliver gammel? Og hvad med den efterløn, som jeg har indbetalt til? Det er nogle af de spørgsmål, som danskerne stiller sig selv – og som giver anledning til bekymrede samtaler ude på arbejdspladserne.
Som ansvarlige politikere kan vi ikke tillade os at ignorere disse bekymringer. De folkevalgte udgør i et demokrati som det danske ikke nogen særlig kaste med særlige uantastelige privilegier, der er hævet over tid og sted. Den slags hører hjemme i despotier eller autoritære regimer. Derfor skal vi vise den befolkning, som har valgt os, at vi naturligvis ikke skåner os selv det mindste.
Vi kender endnu ikke udfaldet af de igangværende forhandlinger og dermed de vilkår, som i fremtiden vil komme til at gælde for lønmodtagerne på efterløns- og pensionsområdet. Men uanset udfaldet, vil Dansk Folkeparti som det mest naturlige kræve, at nøjagtig samme vilkår kommer til at gælde for folketingsmedlemmer og ministre.
Med jævne mellemrum hører man eksperter og kommentatorer advare mod en stigende politikerlede i befolkningen. Det skyldes især en udbredt fornemmelse af, at politikere altid vil hytte deres eget skind, mens andre må holde for. Politikerlede er farlig, fordi den afholder en del af vælgerne fra at deltage i den demokratiske beslutningsproces.
Det er vores ansvar som folkevalgte at sørge for, at danskerne forstår og accepterer de beslutninger, som træffes på Christiansborg. Nogle gange er det måske ikke lige let. Nogle gange forekommer beslutningerne uretfærdige eller uforståelige.
Men allermest uforståelige bliver beslutningerne, hvis de ikke som noget helt selvfølgeligt omfatter de mennesker, som har truffet dem. Derfor vi folkevalgte gå forrest – også i spørgsmålet om tilbagetrækningsalder og pensioner.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard - mandag den 9. maj 2011
