Tre solcentre er blevet afbrændt, og politiet spørger sig selv: HVORFOR?
Mon ikke anledningen er den samme, som når muhammedanere kan gå amok på vore badekyster og gribe til vold og spektakler?
På solcentrene er man i badedragt for at blive solbrændt. Og det er jo ganske forfærdeligt!
Jeg skal her bringe nogle klip fra bogen ”Det gyldne Bur”, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen. Den er skrevet af Carmen Bin Ladin. Hendes far var schweizer, hendes mor fra Iran og hun giftede sig med en Saudiaraber uden at forstå, hvad hun gik ind til. Selv i Bin Ladin-klanens rige miljø måtte kvinderne totalt underkaste sig de arabiske traditioner. Efter Khomeini-revolutionen i Iran blev Mellemøsten endnu mere fundamentalistisk end tidligere.
Der kom plakater op i Jidda - hvor Carmen boede - at upassende klæder ikke var tilladt, og kvinderne tog trods varmen tykke sorte strømper på under abayaen for at skjule de få centimeter nøgen hud ved fødderne og smalbenene.
Det religiøse politi eller moralpoliti – mutawa – udrustede sig efter iransk forbillede med kraftige, lange kæppe for bedre at
kunne overvåge, at vi klædte os anstændigt, og det skete, at de slog kvinder på gaden.
- En eftermiddag, da jeg var i supermarkedet besvimede en gravid kvinde, og hendes mand greb fat i hende for at hjælpe hende op. Men nogle mænd fra moralpolitiet dukkede op og standsede ham. De skreg til ham, at han ikke måtte holde om sin hustru offentligt.
- En kvinde gik aldrig sikker for moralpolitiet, når hun var uden for hjemmet. Om jeg kom til at blotte en hånd eller om min abaya ikke nåede helt ned til jorden, så var der strax en moralbetjent, som skreg til mig og tilretteviste mig. Abdou, min sudanesiske chauffør beskyttede mig altid ved at fortælle, at jeg var en Bin Ladin. Det var helt udelukket at sætte spørgsmålstegn ved den religiøse integritet hos en kvinde fra Bin Ladin-klanen. Ikke desto mindre begyndte jeg at blive bange.
- Det var håbløst at diskutere forholdene med de andre kvinder i Bin Ladin-klanen. De mente at moralpolitiet passede deres arbejde, og at formålet var al ære værd og berettiget. Efter deres opfattelse var det umuligt at være overreligiøs, for stærkt religiøs. Men alle udlændinge mærkede, at moralpolitiet var blevet strengere og spredte skræk omkring sig.
Engang vovede jeg at tage emnet op med min svigerinde Rafah. Vi talte om brugen af tørklæde, og jeg sagde til hende, at jeg fandt det unødvendigt og krænkende – krænkende for de saudiske mænd. Var de virkelig så svage og besatte af sex, at de kunne fristes til at synde, bare fordi de kom til at se et kvindeansigt? Rafah stirrede på mig som om jeg havde sagt noget fuldkommen ubegribeligt. At dømme efter det blik, hun gav mig, forstod jeg, at hun syntes, jeg var en stakkels dum udlænding. Det var helt enkelt umuligt at få hende til at forstå, hvad jeg mente.
Mon ikke anledningen er den samme, som når muhammedanere kan gå amok på vore badekyster og gribe til vold og spektakler?
På solcentrene er man i badedragt for at blive solbrændt. Og det er jo ganske forfærdeligt!
Jeg skal her bringe nogle klip fra bogen ”Det gyldne Bur”, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen. Den er skrevet af Carmen Bin Ladin. Hendes far var schweizer, hendes mor fra Iran og hun giftede sig med en Saudiaraber uden at forstå, hvad hun gik ind til. Selv i Bin Ladin-klanens rige miljø måtte kvinderne totalt underkaste sig de arabiske traditioner. Efter Khomeini-revolutionen i Iran blev Mellemøsten endnu mere fundamentalistisk end tidligere.
Der kom plakater op i Jidda - hvor Carmen boede - at upassende klæder ikke var tilladt, og kvinderne tog trods varmen tykke sorte strømper på under abayaen for at skjule de få centimeter nøgen hud ved fødderne og smalbenene.
Det religiøse politi eller moralpoliti – mutawa – udrustede sig efter iransk forbillede med kraftige, lange kæppe for bedre at
kunne overvåge, at vi klædte os anstændigt, og det skete, at de slog kvinder på gaden.- En eftermiddag, da jeg var i supermarkedet besvimede en gravid kvinde, og hendes mand greb fat i hende for at hjælpe hende op. Men nogle mænd fra moralpolitiet dukkede op og standsede ham. De skreg til ham, at han ikke måtte holde om sin hustru offentligt.
- En kvinde gik aldrig sikker for moralpolitiet, når hun var uden for hjemmet. Om jeg kom til at blotte en hånd eller om min abaya ikke nåede helt ned til jorden, så var der strax en moralbetjent, som skreg til mig og tilretteviste mig. Abdou, min sudanesiske chauffør beskyttede mig altid ved at fortælle, at jeg var en Bin Ladin. Det var helt udelukket at sætte spørgsmålstegn ved den religiøse integritet hos en kvinde fra Bin Ladin-klanen. Ikke desto mindre begyndte jeg at blive bange.
- Det var håbløst at diskutere forholdene med de andre kvinder i Bin Ladin-klanen. De mente at moralpolitiet passede deres arbejde, og at formålet var al ære værd og berettiget. Efter deres opfattelse var det umuligt at være overreligiøs, for stærkt religiøs. Men alle udlændinge mærkede, at moralpolitiet var blevet strengere og spredte skræk omkring sig.
Engang vovede jeg at tage emnet op med min svigerinde Rafah. Vi talte om brugen af tørklæde, og jeg sagde til hende, at jeg fandt det unødvendigt og krænkende – krænkende for de saudiske mænd. Var de virkelig så svage og besatte af sex, at de kunne fristes til at synde, bare fordi de kom til at se et kvindeansigt? Rafah stirrede på mig som om jeg havde sagt noget fuldkommen ubegribeligt. At dømme efter det blik, hun gav mig, forstod jeg, at hun syntes, jeg var en stakkels dum udlænding. Det var helt enkelt umuligt at få hende til at forstå, hvad jeg mente.
