Der har i nogen tid været diskussion om forskning
Her kommer en gammel artikel af professor Jørgen Kofoed 1977
Men indledningsvis lige nogle oplysninger om psykolog Eggert Petersen:
Eggert Petersen blev i 1961 direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne og efter en intensiv PR-kampagne over hele landet for Mentalhygiejnen oprettede han 5 år efter ”Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” med sig selv som direktør. Han fortsatte samtidigt som generalsekretær i landsforeningen. Han blev dr. phil. og underviste nogle år på universitetet i sociologi og socialpsykologi.
Formålet med hans ”Forskningsinstitut” var at ”forske” i samfundsforhold og rådgive politikerne. Hans store opfindelse var begrebet ”trivsel”. Han udarbejdede et ”trivselsprogram” for socialdemokratiet 1969, som i detailler udmalede socialistisk ”trivsel” for befolkningen fra vugge til grav.
Da ”forskningsinstituttet” ikke gik godt, lykkedes det at få Århus Universitet til at oprette et nyt professorat i ”arbejdspsykologi” til Eggert Petersen, og til slut endte han – som så mange tunge politikere - på Europas såkaldte ”elefantkirkegård”, d.v.s. i EU-parlamentet.
PAS PÅ FUPFORSKNING !
Dr. Eggert Petersen har besteget en kæphest om forskningens styring og har fået lov at ride den i BT´s spalter.
ORAKLER
Hele hans indstilling til begrebet forskning synes at afspejle en uhyggelig og desværre udbredt vrangforestilling om, hvad forskning er, og hvad forskning kan. Det er efterhånden påtrængende nødvendigt, at nogen tager sig på at fortælle skatteyderne og folketingsmænd, at forskere ikke er en gruppe folk med mystisk adgang til uanede forråd af hemmelig viden, som de kan afsløre, blot man betaler dem for det med rigelige bevillinger.
Hvis visse kredse af dem, der kalder sig forskere har fået etableret sig en position som mirakelmænd eller orakler, så må det være nogen, som ikke er forskere i egentlig forstand, men som blot bruger forskeretiketten til at skaffe sig magt, indflydelse og indtægter.
De forskere, der efter bedste evne bestræber sig på at udvide den menneskelige erkendelse ved at arbejde i den videnskabelige tradition, arbejder helst i det stille og giver ikke flere løfter om resultater af deres forskning end højst nødvendigt. De tager også nødigt til orde mod andres forskningsplaner, for man kan jo aldrig være helt sikker på, at der ikke kan komme noget interessant ud af det.
FUPMAGERE
Så rigtig denne tilbøjelighed til at lade tvivlen komme det ny og ukendte til gode kan være, når der er tale om forskningsprojekter, der er udsprunget af indre trang til ny indsigt og forståelse, lige så farlig bliver den, når der er tale om fupmagere, der er ude på at udnytte den prestige, der endnu står omkring forskerbegrebet, til at manøvrere sig selv og en gruppe ligesindede ind i nogle gode og lette stillinger.
Hvordan skal man da kende forskel på den ægte og den forlorne forsker? Desværre er der intet let svar på det spørgsmål.
En ting, man nok kan gå efter, er, at den, der vover den lette og entydige svar på samfundets og menneskers problemer mod kontant betaling, han er nok en svindler, hvad enten han så lover at frelse menneskeheden over for en fondsbestyrelse eller over for en befolkningsgruppe, som han besnakker til at rekvirere hans undergørende forskning.
Forskning er ingen åbenbaringsreligion, og den har intet frelsebudskab at tilbyde.
Jørgen Kofoed
mag.scient., professor.
1977, BT (?), genoptrykt i tidsskriftet AKTION 2/1980
