I går handlede det om den planerede skolerejse fra Malmø til Saudiarabien, som både Sydsvenskan og Skånska Dagbladet har omtalt, og som blev refereret af bloggeren ”Muslimska Friskolan”. (Navnet på bloggen kan forlede nogen til at tro, at skolebørnene, der skal til Arabien, kommer fra en muslimsk friskole, eller de tror, at bloggen er muslimsk. NEJ, tvært imod!)
Nævnte blog refererer videre med Sydsvenskan som kilde, at det Islamiske Center i Malmø har rod i deres regnskaber fra 2004, 2005 og 2006. Länsstyrelsen, som har opsynet med Islamic Center, har ikke anmeldt dem, men det har nu en privatmand gjort, og sagen synes at være i gang.
Islamic Center i Malmø. Det var dér...
Bogen ”Sveriges Tragedie” fortæller: under kapitlet ”På gale veje”:
”Moskeen i Malmö, som ejes af Islamic Center, brændte under mystiske omstændigheder i april 2003. Branden var påsat, og politisk-korrekte politikere og andre antydede, at det nok var „højreekstremister“…, mens rygtet løb blandt muhammedanere, at det var jøder, for „nogen“ havde malet en Davidsstjerne… Skånepartiet, som er imod moské og indvandring, havde ofte følt sig chikaneret ved en slags blokering af deres radios spørgeprogram… Det viste sig nu, at partiet kort før moskébranden havde købt en mobiltelefon og havde ringet flere gange til Islamisk Center. Men… via teleselskabet COM verificeredes køberen imidlertid som værende leder af – Islamisk Center! Han hed Bejzat Becirov.
Sagen anmeldtes af Skånepartiet til politiet efter branden og
omtaltes forsigtigt i pressen. Men hverken journalister eller politi fortsatte efterforskningen. Det havde ellers været rart at vide til hvem mere, Becirov havde ringet (med „Skånepartiets mobiltelefon“), og hvad han havde sagt til Islamisk Center og andre i den aktuelle periode 29.3.- 4.4.2003.
Havde han fremsat trusler?
F.eks. om brandstiftelse?
Ovenstående aktionsmetode er ikke ukendt. Recepten har været
brugt i umindelige tider både i skrifter og i happenings. Aktionen udføres som om, den var lavet af ens modstandere. Den skal vække forargelse og vrede i befolkningen, så den vender
sig mod den grimme modstander. I vore dage kaldes det, så vidt jeg ved, „sort propaganda“.
Moskéen blev genopbygget, og to år efter branden blev den genindviet på Svenska Flaggans dag 2005 med opbud af politikere, politichefer, præster, biskoppen i Lund og mange andre islamvenner. Ombygningen havde kostet nogle titals millioner, hed det.
”Sverige är vårt land, och därför ska vi inleda med nationalsången”, lød det. (Nationalsangen er ellers bandlyst af rektorer i mange skoler „af hensyn til - muslimske børn!!!“)
At man stadig ikke havde pågrebet brandstifteren, kastede en mørk skygge over festen, skrev »Sydsvenskan«. - „Det sidder og trykker som en klump inden i mig,“ sagde Bejzat Becirov. (Herregud dog, kom han til at sluge Skånepartiets mobiltelefon?)
På hjemmesiderne tumlede Svenssonnerne sig med spydigheder om moskébrandens „insiderjob“, om forsøg på forsikringsbedrageri, manglende byggetilladelser, sovende eller korrupte politikere, og - hvem havde haft nøglen til det lokale, hvor ilden opstod? - og hvad med de 5 mio. kroner, som efter sigende brændte på kontoret (til støtte for terrorvirksomhed?) etc. (Sande rygter?)”
Nævnte blog refererer videre med Sydsvenskan som kilde, at det Islamiske Center i Malmø har rod i deres regnskaber fra 2004, 2005 og 2006. Länsstyrelsen, som har opsynet med Islamic Center, har ikke anmeldt dem, men det har nu en privatmand gjort, og sagen synes at være i gang.
Islamic Center i Malmø. Det var dér...
Bogen ”Sveriges Tragedie” fortæller: under kapitlet ”På gale veje”:
”Moskeen i Malmö, som ejes af Islamic Center, brændte under mystiske omstændigheder i april 2003. Branden var påsat, og politisk-korrekte politikere og andre antydede, at det nok var „højreekstremister“…, mens rygtet løb blandt muhammedanere, at det var jøder, for „nogen“ havde malet en Davidsstjerne… Skånepartiet, som er imod moské og indvandring, havde ofte følt sig chikaneret ved en slags blokering af deres radios spørgeprogram… Det viste sig nu, at partiet kort før moskébranden havde købt en mobiltelefon og havde ringet flere gange til Islamisk Center. Men… via teleselskabet COM verificeredes køberen imidlertid som værende leder af – Islamisk Center! Han hed Bejzat Becirov.
Sagen anmeldtes af Skånepartiet til politiet efter branden og
omtaltes forsigtigt i pressen. Men hverken journalister eller politi fortsatte efterforskningen. Det havde ellers været rart at vide til hvem mere, Becirov havde ringet (med „Skånepartiets mobiltelefon“), og hvad han havde sagt til Islamisk Center og andre i den aktuelle periode 29.3.- 4.4.2003.
Havde han fremsat trusler?
F.eks. om brandstiftelse?
Ovenstående aktionsmetode er ikke ukendt. Recepten har været
brugt i umindelige tider både i skrifter og i happenings. Aktionen udføres som om, den var lavet af ens modstandere. Den skal vække forargelse og vrede i befolkningen, så den vender
sig mod den grimme modstander. I vore dage kaldes det, så vidt jeg ved, „sort propaganda“.
Moskéen blev genopbygget, og to år efter branden blev den genindviet på Svenska Flaggans dag 2005 med opbud af politikere, politichefer, præster, biskoppen i Lund og mange andre islamvenner. Ombygningen havde kostet nogle titals millioner, hed det.
”Sverige är vårt land, och därför ska vi inleda med nationalsången”, lød det. (Nationalsangen er ellers bandlyst af rektorer i mange skoler „af hensyn til - muslimske børn!!!“)
At man stadig ikke havde pågrebet brandstifteren, kastede en mørk skygge over festen, skrev »Sydsvenskan«. - „Det sidder og trykker som en klump inden i mig,“ sagde Bejzat Becirov. (Herregud dog, kom han til at sluge Skånepartiets mobiltelefon?)
På hjemmesiderne tumlede Svenssonnerne sig med spydigheder om moskébrandens „insiderjob“, om forsøg på forsikringsbedrageri, manglende byggetilladelser, sovende eller korrupte politikere, og - hvem havde haft nøglen til det lokale, hvor ilden opstod? - og hvad med de 5 mio. kroner, som efter sigende brændte på kontoret (til støtte for terrorvirksomhed?) etc. (Sande rygter?)”
Kilde: "Sveriges Tragedie"/"Sveriges Tragedi" udgivet 2007,
ISBN 978-87-91107-21-4/ISBN 978-87-91107-23-8
Lån den på biblioteket
