Halland og Blekinge forrådt.
Danmark og Sverige kom i krig 1657, men Sverige fik en stærk
forbundsfælle, den danske rigshovmester, som forrådte Danmark, hvorved Danmark blev hugget midt over og Skåne, Halland og Blekinge underkastet Sverige.
Vinteren 1657-58 blev streng, havet frøs til og den danske flåde frøs inde, så Karl X Gustav uantastet kunne marchere over bælterne fra Jylland til Sjælland februar 1658.
Med sig havde han Danmarks tidligere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der som gift med Chr. 4´s yndlingsdatter Leonora Christine, havde været Danmarks mægtigste mand næst efter kongen.
Chr. 4´s død havde efterladt staten i store problemer: tronfølgen var ikke ordnet og Corfitz Ulfeldt drømte om magt som leder af en adelsrepublik
Frederik (3) valgtes dog, men måtte underskrive den hårdeste håndfæstning nogensinde. Mistro og had voksede. Til sidst flygtede Corfitz og Leonora Christine ud af København en sommernat og via Helsingør til Holland og siden til Sverige.
Syv år efter kom Corfitz som svensk geheimeråd og rådgiver for Karl X Gustav med til Danmark. Han havde fået løfte om genindsættelse i alle sine godser, embeder og værdigheder, når nu svenskerne havde sejret. Han havde alt at vinde og havde ingen skrupler. Den svenske hær nåede Tåstrup den 13. februar 1658, og dér begyndte fredsforhandlingerne i præstegården.
Den 26. februar 1658 måtte danskerne underskrive en af de mest ydmygende fredsaftaler, man kan tænke sig. Danmark blev hugget midt over. Sverige tog gammel dansk jord: Skåne, Halland og Blekinge, Hven og Bornholm, mens Norge måtte afstå Bohus Len og Trondhjem Len.
En sørgelig historie. Sørgeligst dog for skåningerne, som inden for det næste halvt hundrede år udsattes for et skrækkeligt folkedrab og gentagne mishandlinger og plyndringer af skiftende hære og lejetropper.
De har aldrig forvundet det!
Ulfeldt kom snart i konflikt med Karl X Gustavs planer. Han ville ”hellere leve under Tyrken” sagde han. Helt galt blev det, da Svenskekongen brød freden. Derved kunne Corfitz jo miste alt, hvad han havde vundet ved Roskildefreden.
Svenskekongens mistro til Corfitz voksede, og han lod ham gribe i Malmø i maj 1659. Ulfeldt blev dømt for højforræderi, men straffen blev ikke eksekveret. Han flygtede året efter til København, hvor han og Leonora Christine blev pågrebet og sat i hårdt fangenskab på Hammershus. De forsøgte at flygte, men det mislykkedes på grund af Ulfeldts sygdom (Syfilis?). Ulfeldt mistede alt det, han havde opnået ved Roskildefreden og måtte på knæ sværge Frederik den 3. troskab 1661.
På grund af helbredet fik Ulfeldt lov at tage på baderejse til Amsterdam men søgte under rejsen kontakt med kurfyrsten af Brandenburg, som han lovede at skaffe Danmarks trone. Det blev Ulfeldts sidste forræderi. Han og hans efterkommere mistede deres adelskab og godser. Skulle man få fat i Corfitz selv, skulle han henrettes, hans krop parteres og hovedet sættes på en stage.
Leonora Christine rejste til England for at få penge men blev pågrebet og sat i tårnet på Københavns Slot. Ulfeldt døde i landflygtighed i en båd på Rhinen nær Basel.
Corfitz Ulfeldt fik den tvivlsomme ære at blive husket som vort lands største
L A N D S F O R R Æ D E R. Hans store gård i København blev jævnet med jorden, og her anlagdes Ulfeldts Plads (nu Gråbrødre Torv). På torvet rejstes en skamstøtte over ham til ”ævig Spott, Skam og Skiendsel”. Da man ikke fik fat på ham, lavede man en dukke i menneskestørrelse af træ og voks, klædte den ud som Ulfeldt og fyldte den med slagteriaffald, så det hele kunne se virkeligt ud, når bøddelens sværd huggede til.
”Henrettelsen” foregik på Slotspladsen, så Leonora
Christine oppe i tårnet kunne høre det.
Der har alle dage været landsforrædere,
og der vil fremover fortsat være landsforrædere,
så derfor udråber vi hermed
den 26. februar til Landsforrædernes Dag.
Corfitz Ulfeldt, Danmarkshistoriens største skurk!
Landsforræderi er en ynkelig gerning, men -
den fandtes ikke bare dengang!
