Blandt alle meninger er der eet, som går igen: forældrenes skyld.
Er jeg enig? Ja og Nej!
Mit Nej må virke komplet uforståeligt for alle, der ikke har kendskab til, hvad der foregik bag kulisserne, da 68´erne kom til.
Men når man f.ex. har hørt, at en børneværnsformand på Amager i fuld alvor kunne foreslå forældre fra et solidt og stabilt håndværkerhjem, at deres 14-årige datter, som i almindeligt pubertetsoprør ikke ville bo hjemme, kunne bo i Christiania, så er der noget galt...
Eller et andet exempel: når forældre af statens narkokonsulent opfordres til at ryge hash sammen med deres børn...
Eller når den statsstøttede Mentalhygiejne og dens underafdeling BRIS gjorde, hvad de kunne for at undergrave og beskære forældremyndigheden og ”100 % støttede børnene imod forældre eller skole og enhver myndighed, hvad enten børnene havde ret eller ej” (BRIS´eget udsagn)
- Eller når samme BRIS gennem ulovlig uddeling af pjecer på skoler lokkede pubertetsbørn til at løbe hjemmefra...
- Eller når Københavns Børneværn lod børn bo i det såkaldte Multimedia Hus på Christiania hos en tidligere straffet narkohandler under de mest beskidte og ynkelige forhold, man kan tænke sig, og som samme børneværn ikke ville have tilladt hos nogen privat familie...
Med ovenstående (og mange andre exempler) i mente lyder politikernes gentagne påstande om, at det ikke er samfundets skyld, som tom snak. Mentalhygiejnen kom til at betyde langt mere for samfundet end man kunne forestille sig. Befolkningen som sådan fik ikke rede på, hvad der foregik lige for næsen af den. Massemedierne fortav det dengang som nu. Så samfundet – eller om man vil – vi allesammen bærer en del af skylden for udviklingen ved at have sovet i timen. Men de forældre, der var vågne dengang og som gjorde, hvad de orkede for at råbe vagt i gevær skal i hvert fald ikke beskyldes for at have forsømt opdragelse af deres børn.
De måtte forgæves kæmpe mod de stats- og kommunalt ansatte mentalhygiejnikeres samfundsundergravning.
