februar 24, 2008

Imamerne skal nok hjælpe!!!


Flere fængselsimamer vil føre til mere radikalisering


Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, beder nu justitsminister Lene Espersen (K) redegøre for baggrunden for, at Kriminalforsorgen har indstillet, at der skal flere imamer i det danske fængselsvæsen. Dansk Folkeparti frygter en radikalisering af de indsatte i fængslerne.

- I en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) foreslås det, at der skal hyres et antal fængselsimamer til at prædike for de indsatte, tilsyneladende med det formål at undgå radikalisering af muslimske indsatte. Det er en yderst tvivlsom antagelse, at imamer skulle kunne forebygge radikalisering i fængslerne. Tværtimod frygter jeg, at flere fængselsimamer øger fokus på islam og derved højner risikoen for radikalisering af de indsatte, siger Peter Skaarup.


- Fængslerne burde være det sted i Danmark, hvor der er mest kontrol med, om kriminalitet bliver begået eller er under opsejling. Radikalisering af muslimer med risiko for terror og ekstremisme til følge, må siges at være en kriminel handling. Derfor burde Kriminalforsorgen i stedet for at putte mere islam i de indsatte, fokusere på at hjælpe de rodløse unge i gang med en regulær uddannelse eller bruge ressourcerne på at udvikle dem som mennesker, der ikke roder sig ud i konflikter i tide og utide, siger Peter Skaarup.


- Det virker som et mærkværdigt forslag at tilbyde rodløse unge mennesker religiøs uddannelse, når nu der er så mange åbenlyse problemer med radikale fortolkninger af islam, siger Peter Skaarup med henvisning til fængselsimamen ved Nyborg Statsfængsel, Abu Bashar, der var leder af den delegation, som drog til Mellemøsten og fremviste billeder af ”Muhammed med grisetryne”, selvom disse aldrig havde været afbildet i danske aviser.


- Det danske samfund bygger på en tankegang om, at religion og politik skal være adskilt. Det er virker derfor helt misforstået, at danske myndigheder skal til at sponsorere islamisering af indsatte i danske fængsler, hvilket justitsminister Lene Espersen må give en forklaring på, slutter Peter Skaarup.
Kilde: pressemeddelelse fra DF 1.2.08