En del danskere er på stoffer, fortæller pressen, fra hash til heroin.
Det er vel ikke så sært i betragtning af, hvordan ansvarsløse samfundsdebattører, forfattere, kunstnere, psykiatere, psykologer, socialrådgivere, ”narkokonsulenter”, politikere etc. accepterede eller ligefrem propaganderede for hash fra 60´erne og fremefter uden at myndighederne gjorde noget effektivt.
Det var bare en forbigående ”mode”, hed det. Det gjorde ingenting, det var ikke værre end vand, prøv at ryge hash sammen med dine børn! –
Skolefolk f.ex. i København, der burde have sagt noget, lukkede øjnene og tav for ikke personligt at blive blandet ind i problemerne eller at få et dårligt rygte heftet på skolen (skønt alle skoler i kommunen var mere eller mindre i samme situation).
I 1972 udkom socialdemokratiets narkodebatoplæg. I et synspunkt i Frederiksborg Amtsavis kunne man læse: ”Officielt har socialdemokratiet lagt navn til. Mærkeligt nok, for man kan spørge sig selv, om denne eensidige indoktrinering, der tilsidesætter international narkotikaforskning og grundvidenskaberne, og som gang på gang skrider ud i hash-liberale baner, virkelig er de socialdemokratiske arbejderes og lønmodtageres tanke?”...”Det er givetvis ikke socialdemokratiets idé at legalisere hash, for partiet er vel ikke pludselig gået i kompagni med de tanker, VS luftede i det hash-glade undergrundsblad Hovedbladet den 18.9.71?...”...”Vi har nok i de fra fædrene nedarvede synder: tobak og alkohol, hvorfor acceptere en ny folkesygdom, der tilmed især rammer teenagere? Er vore børn ikke bedre værd?”
Andetsteds klagedes der over at spørgsmålene i nævnte narkodebatoplæg var stærkt ledende. Oplægget skyldtes bl.a. navne som Bernhard Tastesen, Eggert Petersen, Eva Hultengren, Mogens Jacobsen, Bjørn Christensen, Jørgen Jepsen med flere. To politifolk, som vel skulle borge for indholdets kvalitet, fralagde sig offentligt ethvert ansvar og medvirken.
Man droppede sagen. Tiden var ikke moden. Christiania og Mentalhygiejnens ”narkoklinik” blev udråbt som ”sociale experimenter”. Udviklingen skred fremad, hårdere stoffer, sprøjterum etc. Tastesen genoptog idéen med fri hash (1978?) med støtte i diverse hashforkæmpere i ”Folkebevægelsen mod hårde stoffer”, som fik taget bevillingspolitiet ved næsen. De gav tilladelse til en større kampagne i den tro, at ”folkebevægelsen” var imod al narko, og det lykkedes også organisationen at få tildelt tipsmidler og andre bidrag
Der var og er store penge, kriminalitet og politik i narkotika. Hash indsmugledes ikke mindst fra kommunistiske regimer, bl.a. gennem Øst-Vestberlin og med kurérpost fra Nord Korea.
Og nu er vi så nået til brug af hårde stoffer, når man skal ud og ”more sig”. Der blev advaret i tiden, men ingen tog ansvar.
Kilde: Tidsskriftet AKTION i 70´erne.
Det er vel ikke så sært i betragtning af, hvordan ansvarsløse samfundsdebattører, forfattere, kunstnere, psykiatere, psykologer, socialrådgivere, ”narkokonsulenter”, politikere etc. accepterede eller ligefrem propaganderede for hash fra 60´erne og fremefter uden at myndighederne gjorde noget effektivt.
Det var bare en forbigående ”mode”, hed det. Det gjorde ingenting, det var ikke værre end vand, prøv at ryge hash sammen med dine børn! –
Skolefolk f.ex. i København, der burde have sagt noget, lukkede øjnene og tav for ikke personligt at blive blandet ind i problemerne eller at få et dårligt rygte heftet på skolen (skønt alle skoler i kommunen var mere eller mindre i samme situation).
I 1972 udkom socialdemokratiets narkodebatoplæg. I et synspunkt i Frederiksborg Amtsavis kunne man læse: ”Officielt har socialdemokratiet lagt navn til. Mærkeligt nok, for man kan spørge sig selv, om denne eensidige indoktrinering, der tilsidesætter international narkotikaforskning og grundvidenskaberne, og som gang på gang skrider ud i hash-liberale baner, virkelig er de socialdemokratiske arbejderes og lønmodtageres tanke?”...”Det er givetvis ikke socialdemokratiets idé at legalisere hash, for partiet er vel ikke pludselig gået i kompagni med de tanker, VS luftede i det hash-glade undergrundsblad Hovedbladet den 18.9.71?...”...”Vi har nok i de fra fædrene nedarvede synder: tobak og alkohol, hvorfor acceptere en ny folkesygdom, der tilmed især rammer teenagere? Er vore børn ikke bedre værd?”
Andetsteds klagedes der over at spørgsmålene i nævnte narkodebatoplæg var stærkt ledende. Oplægget skyldtes bl.a. navne som Bernhard Tastesen, Eggert Petersen, Eva Hultengren, Mogens Jacobsen, Bjørn Christensen, Jørgen Jepsen med flere. To politifolk, som vel skulle borge for indholdets kvalitet, fralagde sig offentligt ethvert ansvar og medvirken.
Man droppede sagen. Tiden var ikke moden. Christiania og Mentalhygiejnens ”narkoklinik” blev udråbt som ”sociale experimenter”. Udviklingen skred fremad, hårdere stoffer, sprøjterum etc. Tastesen genoptog idéen med fri hash (1978?) med støtte i diverse hashforkæmpere i ”Folkebevægelsen mod hårde stoffer”, som fik taget bevillingspolitiet ved næsen. De gav tilladelse til en større kampagne i den tro, at ”folkebevægelsen” var imod al narko, og det lykkedes også organisationen at få tildelt tipsmidler og andre bidrag
Der var og er store penge, kriminalitet og politik i narkotika. Hash indsmugledes ikke mindst fra kommunistiske regimer, bl.a. gennem Øst-Vestberlin og med kurérpost fra Nord Korea.
Og nu er vi så nået til brug af hårde stoffer, når man skal ud og ”more sig”. Der blev advaret i tiden, men ingen tog ansvar.
Kilde: Tidsskriftet AKTION i 70´erne.
