Det fremgår af en artikel i Berlingeren, at stormuftien af Syrien, Ahmad Bader Hassoun, har været ”ærestaler” i EU-plenarforsamlingen i går tirsdag 15.1.08. EU har nemlig udråbt år 2008 til at være året for ”interkulturel dialog”. Senere talere bliver formanden for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, Israels præsident Shimon Peres, Pave Benedikt XVI, formanden for den Afrikanske Union, John Kufuor, FN's generalsekretær, Ban Ki -Moon, den tibetanske leder Dalai Lama og Storbritanniens overrabbiner Jonathan Sacks.
Europa-Parlamentets formand, den tyske kristdemokrat Hans-Gert Pöttering bød stormuftien velkommen og betonede, at dialogen mellem Europa og den muslimske verden må og skal lykkes. Hvorfor? Af hensyn til handelen med de islamiske lande? De forventede indkomster? Og fremme af det politiske projekt ”Eurabia” – sammensmeltningen af Europa og Mellemøsten og Nordafrika. Alt sammen for pengenes skyld.
Pöttering har jo sikkert som EU-formand sat sig grundigt ind i både dit og dat, så han kan næppe være uvidende om, at ”dialog” med muslimer er komplet umuligt, fordi deres religion og ideologi absolut ikke kan diskuteres. Og man kan naturligvis ikke føre dialog med en, der er stum! Da man altså må anse Pøttering for at have viden om situationen, må man betegne ham som en fupmager, der med dobbelttunget tale vil narre EU-befolkningerne.
Det er ikke første gang, at verdens magthavere (FN eller EU) har udråbt et år til et eller andet tema, som de ønsker at få gennemført, hvad enten befolkningerne bryder sig om det eller ej. Det er således dem, der sætter dagsordenen. I et sådant temaår sættes der massivt ind i vore masemedier med kampagner og propaganda pro det angivne tema. Vi har f.ex. haft fredsår og i 1979 børnår, hvor vi fik at vide, at ”dine børn er ikke dine børn... ”
Stormuftien skosede Jyllandsposten for Muhammedtegningerne, men sagde også, at ”tegningerne blev tillagt større betydning, end de burde” og det har han jo ganske ret i, når man ser på de hysteriske reaktioner i Mellemøsten. Han hævdede, at det var, medierne i Europa og i den islamiske verden, som ønskede en konflikt. Da han vel næppe var uvidende om visse danske muslimers uhæderlige optræden under en rejse i Mellemøsten, var det en politisk vinkling.
