DR fortalte i sine nyheder 29.4.07, at et escort bureau og massageklinik i Washington har et kundekartotek med prominente navne fra magtens korridorer i USA. Ejeren truer med at afsløre de herrer, hvis ikke en anklage mod hendes bureau om prostitutionsvirksomhed trækkes tilbage. Det har skabt forfærdelse blandt de ansete, feterede navne fra de bonede gulve.
Hvordan var det med Sveriges statsminister Oluf Palme? Tæt ved Riksdagen i Stockholm lå der en bordel, hvor han og fem andre toppolitikere hurtigt kunne stikke hen..
Da en del af personalet var polske piger, som gennem den polske ambassade havde forbindelse til den polske spionorganisation Z 2, var rigspolitichefen og Säpo - svarende til PET i Danmark - nervøs for, hvad dette kunne føre til under den kolde krig. Man forsøgte derfor at få det stoppet. I maj 1976 slog politiet til mod bordellen i Birger Jarlsgaden. Beslaglagte papirer viste at firmachefer, kulturpersonligheder, professorer og advokater havde dyrket sex med ca. 40 prostituerede.
Men sagen mørkelagdes, politiet hindredes i sit arbejde og statsanklageren var ikke interesseret i at trevle sagen op. Bordelkunderne skulle ikke nævnes i papirerne! Pigerne blev hængt ud med fødselsår og hjemsted, men de fine herrer kaldtes ”kunde 1”, ”kunde 2”, ”kunde 3 ” og så fremdeles.
Politiets indsats var rettet mod bordelværtinden Doris Hopp, og hun blev dømt. Da man havde hendes og pigernes udsagn, behøvede man ikke indkalde kunderne som vidner. Således undgik man at nævne politikernes navne under retssagen!
Undersøgelsesrapporten blev af rigspolitichefen afleveret til Olof Palme, som hemmeligstemplede den. Da han kort efter ved valget september 1976 måtte overlade statsministerposten til centerlederen Thorbjørn Fälldin, lod han rapporten gå videre til denne.
På grund af de skandaløse forhold lovede Fälldin i riksdagen at ville afsløre navnene på de politikere, som havde været bordelkunder.
Men Dagens Nyheter kom ham i forkøbet og afslørede, at rigspolitichefen i den hemmelige rapport havde udpeget justitsminister Lennart Geijer som en sikkerhedsrisiko for hans forbindelse med prostituerede. Hastværk er lastværk: avisen gjorde en mindre fejl: den skrev, at rapporten var fra 1969. Det var nok til at Palme i rigsdagen frækt kunne lyve sig ud af hele historien! Avisen måtte betale skadeserstatning til justitsminister Lennart Geijer
Den lovede afsløring af navnene klarede Fälldin ganske snedigt: eftersom han eget navn var med på listen, kunne man jo forstå, at listen ikke var troværdig og dermed var den bøtte uden. Ingen andre navne blev nævnt. (9.5.78).
En anden omstændighed ved sagen var, at to piger, som socialforsorgen havde hånd om (!), og som havde Palme som kunde i bordellen, kun var 14 år gamle. De har som voksne forsøgt at få æresoprejsning ved at få sagen taget op, men forgæves, ikke mindst fordi ingen ville tro dem: det kunne jo ikke være sandt, at Palme var pedofil?
”Bordelskandalen” er omtalt i bogen ”Magten, mændene, mørkelægningen” af Deanne Rauscher 2004, men bogen blev - som ventet - stort set tiet ihjel af pressen.
Avisen ”Världen idag” tog sagen op igen (31.3.06) for at støtte pigerne, men det mislykkedes så vidt jeg ved.
De hellige koryfæer skal forblive hellige!
Hvordan var det med Sveriges statsminister Oluf Palme? Tæt ved Riksdagen i Stockholm lå der en bordel, hvor han og fem andre toppolitikere hurtigt kunne stikke hen..
Da en del af personalet var polske piger, som gennem den polske ambassade havde forbindelse til den polske spionorganisation Z 2, var rigspolitichefen og Säpo - svarende til PET i Danmark - nervøs for, hvad dette kunne føre til under den kolde krig. Man forsøgte derfor at få det stoppet. I maj 1976 slog politiet til mod bordellen i Birger Jarlsgaden. Beslaglagte papirer viste at firmachefer, kulturpersonligheder, professorer og advokater havde dyrket sex med ca. 40 prostituerede.
Men sagen mørkelagdes, politiet hindredes i sit arbejde og statsanklageren var ikke interesseret i at trevle sagen op. Bordelkunderne skulle ikke nævnes i papirerne! Pigerne blev hængt ud med fødselsår og hjemsted, men de fine herrer kaldtes ”kunde 1”, ”kunde 2”, ”kunde 3 ” og så fremdeles.
Politiets indsats var rettet mod bordelværtinden Doris Hopp, og hun blev dømt. Da man havde hendes og pigernes udsagn, behøvede man ikke indkalde kunderne som vidner. Således undgik man at nævne politikernes navne under retssagen!
Undersøgelsesrapporten blev af rigspolitichefen afleveret til Olof Palme, som hemmeligstemplede den. Da han kort efter ved valget september 1976 måtte overlade statsministerposten til centerlederen Thorbjørn Fälldin, lod han rapporten gå videre til denne.
På grund af de skandaløse forhold lovede Fälldin i riksdagen at ville afsløre navnene på de politikere, som havde været bordelkunder.
Men Dagens Nyheter kom ham i forkøbet og afslørede, at rigspolitichefen i den hemmelige rapport havde udpeget justitsminister Lennart Geijer som en sikkerhedsrisiko for hans forbindelse med prostituerede. Hastværk er lastværk: avisen gjorde en mindre fejl: den skrev, at rapporten var fra 1969. Det var nok til at Palme i rigsdagen frækt kunne lyve sig ud af hele historien! Avisen måtte betale skadeserstatning til justitsminister Lennart Geijer
Den lovede afsløring af navnene klarede Fälldin ganske snedigt: eftersom han eget navn var med på listen, kunne man jo forstå, at listen ikke var troværdig og dermed var den bøtte uden. Ingen andre navne blev nævnt. (9.5.78).
En anden omstændighed ved sagen var, at to piger, som socialforsorgen havde hånd om (!), og som havde Palme som kunde i bordellen, kun var 14 år gamle. De har som voksne forsøgt at få æresoprejsning ved at få sagen taget op, men forgæves, ikke mindst fordi ingen ville tro dem: det kunne jo ikke være sandt, at Palme var pedofil?
”Bordelskandalen” er omtalt i bogen ”Magten, mændene, mørkelægningen” af Deanne Rauscher 2004, men bogen blev - som ventet - stort set tiet ihjel af pressen.
Avisen ”Världen idag” tog sagen op igen (31.3.06) for at støtte pigerne, men det mislykkedes så vidt jeg ved.
De hellige koryfæer skal forblive hellige!
