Hvor er det dejligt at se, at der i hvert fald er én kommune i Sverige, som hylder demokratiet. Det var en god overraskelse!
Danskere vil nok insinuere, at det er fordi Karlskrona ligger i Blekinge, altså i det, man kalder Skånelandene. Der er en anden folkekarakter. De er ikke så kuede og bange af sig.
Danskere har flere gange hørt om, hvordan Sverigedemokraterne bliver behandlet i Sverige og har korset sig. Sverigedemokraterne er imod den enorme indvandring, som finder sted.
En ung lærervikar blev fyret på gråt papir, alene fordi han var medlem af Sverigedemokraterne og redaktør af deres medlemsblad, og minister Mona Sahlin sagde til lokalavisen: at hvis det var hendes børn, der havde haft en lærer, som var sverigedemokrat… ! Nogen konkret klage forelå ikke. Tværtimod. Den unge lærer var dygtig og elever kunne lide ham. Det var åbenbart det, der var galt.
Sahlins snak var i stil med socialdemokratiets årelange kampagne for at ”forsvare” demokratiet med de samme grove metoder, som de angav at ville bekæmpe. - For ikke at tale om det cirkulære, som TV-chef Sonning havde udsendt til medarbejderne: at man ved enhver omtale af Sverigedemokraterne skulle behæfte dem med angivne nedsættende ord. En målbevidst bagtalelse og nedrakning!
Til sin hjælp havde den socialdemokratiske regering støttepartiet Vänstern´s ungdomsafdeling, som - ligesom de autonome - kunne overfalde Sverigedemokraterne ved alle gade- eller torvemøder.
Før sidste valg opfordrede rektorerne for fem såkaldte højstadieskoler (ikke helt det samme som vore gymnasier) i Karlskrona deres 1600 elever til at demonstrere mod Karlskronas 3. største parti, Sverigedemokraterne - på en holocaustmindedag.
Et byrådsmedlem fra Folkepartiet i Karlskrona fandt det uacceptabelt, og kommunestyret gav Sverigedemokraterne plads på kommunens valginformation på lige fod med andre partier.
Ved infarten til Karlskrona havde kommunen sat velkomstskilte op med et stort foto af venlige smilende mennesker, men en indvandrervenlig organisation, der kalder sig ”Nya Frisam”, fandt skiltene ”racistiske”. Den manglende multikultur virkede som nazist-propaganda, sagde de, eftersom alle så svenske ud, og ingen var mørkhudede etc. Vi kender remsen. Kommunen byttede skiltene ud til noget helt neutralt: et maritimt billede.
Skandalen måtte blive åbenbar til sidst: Sverige har ikke det demokrati, de gerne vigter sig med i andre lande. Skampletten bliver ikke let at slette, selvom Karlskrona nu modigt viser vej.