Her fortsætter Jesper Rosenløvs artikel Alliancen af civilisationer - et totalitært mareridt fra "Dansk Samling" august 2006:
Per Stig Møllers fornemmelse for dialog
Spørgsmålet er blot om vi i Danmark (Europa) ønsker at deltage i et sådant projekt. Naturligvis ikke. Udenrigsminister Per Stig Møller tog da også hurtigt afstand fra Erdogans holdninger. Eller gjorde han? I JP den 9. juli 2006 beskrev udenrigsministeren sin egen skelnen mellem moderate og ekstremistiske muslimer: »Grænsen går ved dem, som vil forandre vores samfund med voldelige midler. Alt andet er dialog«. Folk som Erdogan er altså ikke ekstreme og dem skal man føre dialog med. På den måde kan »vi blive enige med den islamiske verden om, at det her [Muhammed-krisen] var en så dårlig generalprøve på civilisationernes sammenstød, at vi bliver nødt til at aflyse forestillingen.«
Den såkaldt konservative udenrigsminister, den filosofisk anlagte hyggespreder Per Stig Møller, ser altså ikke civilisationernes sammenstød som værende en realitet endnu og accepterer gerne en dialog med folk, der vil indføre sharia, blot de ønsker at gøre det ad demokratisk vej. Det er godt, at vi har en så vaks og vågen udenrigsminister.
Men lad os nu acceptere udenrigsministerens skønmaleri et øjeblik, og forudsætte, at vi kan undgå dette civilisationernes sammenstød. Hvad er udenrigsministerens argument for at indgå en dialog med folk som Erdogan? Jo, vi må nemlig forudse, at hvis det kommer til et civilisationernes sammenstød, vil Vesten, ifølge Stig Møller, simpelthen tabe. Den civilisation med den største befolkningstilvækst har igennem historien altid været den ekspanderende og den der har overtaget. Og det har den muslimske verden netop nu. Af demografiske grunde vil den muslimske verden altså kvase Vesten, hvis det kom til sammenstød nu. Derfor må Vesten søge at undgå fremtidige konflikter og indgå i en dialog, der vil styrke de moderate muslimer. Desuden må der opbygges en international retsorden, der forhindrer unødige sammenstød. Per Stig Møller afviser, at der skulle være lovændringer på vej, som f.eks. Erdogan ønsker det, men udenrigsministeren vil alligevel gerne være med til en erklæring, der skal »øge bevidstheden om religion, som uden tvivl betyder mere for muslimer end de fleste hverdagskristne i Europa.« Hvad der så end menes med det.
Civilisationernes sammenstød er en kendsgerning
Men virker Per Stig Møllers indstilling ikke en smule defaitistisk for at sige det mildt? Indgå dialog, ellers er vi solgt! Derudover virker udenrigsministerens strategi også noget naiv. Hvorfor skulle muslimerne overhovedet komme med indrømmelser under en såkaldt dialog, når de ved, at de har det demografiske overtag?
Jeg har en bedre idé – stands al tale om dialog. Erkend at civilisationernes sammenstød er i fuld gang, søg konfrontationen og kæmp for de vestlige værdier med næb og klør. Kræv, at muslimske indvandrere assimileres og accepterer den vestlige kulturs overherredømme i Vesten. Begræns muslimernes demografiske overtag gennem en stram indvandringspolitik og udvid Vestens militære overtag. Påtvungen dialog og tolerance, begrænsning af ytringsfrihed og selvcensur er og bliver første skrift på vejen mod totalitarismen. Og kommer det dertil, er vi først solgt.