”Lars Berns bog ”Svart snö” (”Sort Sne”) er en af de bedste skildringer af dagens Sverige”, skriver anmelderen Ulf Nilsson i avisen ”Världen i dag”, ”en thriller så fast forankret i virkeligheden, at den gjorde mig dybt beklemt.”
I forordet beskriver Industrimanden Lars Bern Sverige, sådan som han synes det har udviklet sig. Men det skal der ikke snakks højt om, hvis et forlag skal udgive bogen. Derfor er sandheden kamoufleret i en romantekst, men de, som har benene inden for i svensk erhvervsliv, genkender nok personerne.
”I offentlig virksomhed er det meningsløst at være egnet. De vellønnede job går alligevel til samfundets politiske klasse. Sektor efter sektor i det offentlige politiseres og magt og chefstillinger havner i hænderne på politikere uden så meget som nødvendig kompetence for jobbet.
Bern troede engang, at den private sektor, næringslivet, var anderledes, men ”Akkurat som i det politiske magtapparat opdagede jeg, hvordan næringslivets kerne var i gang med at rådne indefra...Nepotisme, forfald og hurtigt voksende korruption lettedes af stemmestærke aktier koncentrerede hos nogle få finansfamilier. Det hele fik næring fra befolkningens hurtigt voksende pensionsopsparing og sparen til andre fonder, som skaffede systemet enorme ansigtsløse kapitalbeløb i form af stemmesvage aktier. Disse penge er næsten frit disponible for dem, som kontrollerer de stemmestærke aktier. Ordningen forsvares af socialdemokraternes ledere som foregiver at repræsentere de store pensionskollektiver samtidigt med, at de hele tiden spiller under dække med de største kapitalejere. Hvorfor blev pludseligt de absolut rigeste i landet befriede for formueskat…?
Spørgsmålet giver ekko gennem hele bogen.
Lars Bern hudfletter skandalerne i ABB, Skandia, Astra og Fortum.
Aktiesparerne i Astra regnede ud, at pensionsopsparerne mistede over 200 milliarder på aktiesalget....Den socialdemokratiske regerings børsintroduktion til overpris af Telia... er yderligere et skandaløst exempel på plyndring af almindelige folks resourcer. Han tilføjer, at det ansvarlige rigsdagsmedlem blev en meget højt lønnet direktør i et konkurrerende firma. Flyveindustrien SAAB overlevede, tak være en milliardudgift uden lige til et kampfly, som ikke behøvedes. Vicedirektøren i SAAB var tidligere regeringsmedlem og formand for SSU (Socialdemokratiets Ungdomsforbund).
”Sort Sne” fortæller, hvordan ”Stor-Hans” på visse faste aftener besøgte regeringschefen for at spise biksemad, tage en snaps og en beslutning om alt, hvad der virkeligt var vigtigt. Døren til Kancelihuset åbnedes af en ”edssvoren” tjenestemand. I virkelighedens virkelighed var han ikke mere ”edssvoren” end at det kom ud, at Marcus Wallenberg på torsdagsaftener besøgte Gunnar Sträng for at de på tomandshånd - givetvis uden protokol og demokratisk indsyn - kunne gøre op om det væsentlige.
Bern slutter af med en kraftig salve om, at fordægte og ganske unødvendige myndigheder vokser frem som svampe af jorden for at forsørge den hurtigt fremvoksende røde adel, som udvikles rundt om socialdemokratiet og fagforeningerne.
(Kilde: Världen i dag 18.4.2007)
