– tirsdag den 15. november 2016 Folket har talt – er der nogen, der lytter? I sidste uge havde vi den første spørgetime med statsministeren siden den britiske EU-afstemning i sommer. Det druknede lidt i den massive dækning af det amerikanske valg samme dag, må man indrømme… Så lad mig lige opsummere: Briterne stemte som bekendt for, at landet skal forlade EU. Hvordan denne ”skilsmisse” skal foregå fylder forståeligt nok en hel del i EU-systemet i disse måneder. Men signalet fra EU har grundlæggende været, at Storbritannien bare kan se at komme ud i en fart. Og vil landet have en frihandelsaftale med EU, skal det acceptere uhindret adgang også fremover af bl.a. østeuropæere. Men EU må da også have fanget, at en væsentlig årsag til ”Brexit” var, at briterne ønsker at tage kontrollen over indvandringen til landet tilbage. De ønsker at være herre i eget hus, når det drejer sig om, hvem der skal bo og have rettigheder i Storbritannien. Og hvis man anerkender dette, hvorfor stiller man det så op som en betingelse for en aftale om handel, at de ikke får denne kontrol med deres eget land tilbage? For er det ikke i EU’s interesse at lave en frihandelsaftale med Storbritannien? Selvfølgelig er det det. Det er i hvert fald soleklart i Danmarks interesse, at vi også i fremtiden let kan eksportere blandt andet landbrugsprodukter til de britiske øer. Jeg brugte spørgetiden til at spørge statsminister Lars Løkke Rasmussen om, hvorfor EU dog vil kræve, at briterne skal acceptere fri indvandring fra EU, herunder de østeuropæiske medlemslande, for at indgå en frihandelsaftale. Statsministeren svarede, at det var et spørgsmål om ”balance”. At man ikke bare kan få, man skal også være villig til at give. Tænk, jeg troede netop det var det, der er kernen i aftaler om frihandel. Siden min ordveksling med landets statsminister har amerikanerne så valgt deres næste præsident. Ramaskriget over valget af Donald Trump er endnu ikke forstummet. Det er jo åbenbart, at eksperter og kommentatorer slet ikke havde fanget, hvad der rørte sig i det amerikanske vælgerhav.  På den måde minder reaktionen på det amerikanske valg jo meget om reaktionen efter Brexit. Eller for den sags skyld om reaktionen efter den danske folkeafstemning om retsforbeholdet i december sidste år. Eller på de andre valg og afstemninger, hvor vælgerne gang på gang har overrasket de ”gamle” etablerede partier og kommentatorerne ved at stemme imod deres anbefalinger. Ved at insistere på nationalstaten. Og på at sige nej tak til de åbne grænser og globaliseringens ”velsignelser”. Men lytter de så, når det kommer til stykket, eksperterne og de gamle partier? Det virker ikke sådan. I EU er løsningen på enhver udfordring stadig den samme: Mere EU – også selvom befolkningerne siger nej, når de får chancen. Den tyske kansler Angela Merkel reagerede på valget af Donald Trump ved at byde ham velkommen til et samarbejde med Tyskland, forudsat han ville leve op til en lang række værdier. Hvor virkelighedsfjernt kan det blive? Kansler Merkels land ville ikke eksistere som et frit og velstående samfund, hvis det ikke havde været for USA. Og nu vil hun stille betingelser for samarbejdet med USA? Nej vel? Befolkningerne har talt. I USA, Storbritannien, Danmark og en lang række andre lande. Men lyttes der? Det er der desværre ikke meget, der tyder på. Men indtil det sker, vil befolkningerne i større og større omfang sige fra. Med venlig hilsen Kristian Thulesen Dahl