Enhedslisten og vold
Som svar til Svend-Erik Pii Sørensen, skriver Jeanne Toxværd (Enhedslisten), at hun er socialist og pacifist og derfor imod al anvendelse af vold. Men hun skriver interessant nok også i de autonomes hoforgan Modkraft.dk, der bestemt ikke hylder de samme ædle principper, som hun hævder at tro på. Og der er faktisk ingen anden politisk gruppering, der er nær så voldelig og antidemokratisk, som netop Modkraft-folkene.
Som bekendt er alle hidtidige angreb på politikere kommet netop fra den kant, og det er kun borgerlige politikere, der har behov for livvagter. Ellers ingen. Og sådan er det også i resten af Europa og USA, hvor venstrefløjen står stærkt. Problemet er bare det, at disse angreb som oftest bliver underrapporteret eller bagatelliseret som noget, ”unge” har fundet på, og de kommer kun på avisernes forsider, når det er noget, der virkelig er grelt. Eksempelvis overfaldet på Fogh-Rasmussen på Christiansborg begået af en mand, der kom ind i bygningen som en gæst af Enhedslisten.
Partiet har også et tæt samarbejde med den såkaldte Antifa-gruppe, der terroriserer alle demonstranter med borgerlige holdninger. I skrivende stund er det Morten Messerschmidts lillebror., og blot det faktum, at han var i familie med sin storebror, var nok til påkalde det selvbestaltede gadepolitis vrede. Hvordan de fandt ham, er nemlig ikke svært at gætte, der foregår nemlig en livlig facebook-udveksling på den radikale venstrefløj, der også har sin egen efterretnings- og registreringsafdeling. Den hedder Redox, en gruppering, der samler billeder, navne, adresser og e-mail-adresser af folk, de mener trænger til en lærestreg. Denne kan bestå af fysiske overfald eller grafitti på ofrenes døre, sådan som det er sket for den lille canadiske pige Tania Groth. Hun overtog ledelsen af For Frihed-bevægelsen (den kan googles) efter psykologen Nicolai Sennels, og for nylig fandt hun skriften "Vi ved, hvor du bor" malet på sin fordør i røde bogstaver. Det er terror på gadeplan.
”Noget af det væsentligste i et demokrati er, at alle har mulighed for at ytre sig”, skriver Toxværd fromt. Hun burde have tilføjet, at den ret har man, så længe man ytrer sig om ting, den radikale venstrefløj godkender. I virkeligheden er der ingen anden gruppering, der målbevidst bekæmper andres ret til forsamlings- og ytringsfrihed. Den svenske provokunstner Dan Park bliver jævnligt overfaldet, når han dukker op i København, og der skal som sagt altid mindst tredive politimænd til at beskytte den lille skare af demonstrerende i For Frihed-bevægelse.
Ved Jeanette Toxværd ikke, hvem hun deler sit politiske ståsted med?