16.000
Foreningen »Retten Til Liv« foranstaltede i lørdags en markering af de 16.000 levende små væsner, der hvert år bliver suget ud af deres mor og smidt i skraldespanden, som om de havde været affald. De 16.000 hvide trækors, som blev rejst, skulle symbolisere og minde om de 16.000 aborter, der blev foretaget i Danmark sidste år. Tidspunktet falder sammen med 40-året for den frie aborts indførelse i Danmark (1. oktober 1973).
I de 40 år, hvor aborten har været tilladt i Danmark, har dette resulteret i sammenlagt ca. 770.000 ufødte børn, der blev kasseret, fordi mor og far fik lyst til at aflive deres eget afkom inden det overhovedet var blevet sat i verden. Og oven i købet havde lovens tilladelse og samfundets hjælp til at gøre det.
I disse tider, hvor der er megen tale om den »demografiske katastrofe«, som især vores breddegrader bliver udsat for, er det bemærkelsesværdigt, at man vælger at slå sine egne ufødte ihjel. Hvis det er en katastrofe, at vi ikke kan reproducere os selv her i Vesten (og det ER vitterligt en katastrofe), hvorfor i alverden opretholder man så denne uskik, som jo er decideret medvirkende årsag til vores egen udryddelse?
For mig at se er det et relevant spørgsmål at stille: Kan man kalde et land for »civiliseret«, som afliver levende fostre og smider dem væk? Oven i købet dets egne? Er det ikke selve indbegrebet af selvdestruktion, hvis man fjerner sit eget livsgrundlag og fremtidige eksistens? De 770.000, som mangler i dag, kunne have indeholdt opfindere, videnskabsfolk, arbejdere, ingeniører eller store ledere. Hvem ved? Folk, som vi nu mangler mere end nogen sinde før. Ekstra latterligt bliver det, når de selvsamme politikere, som forsvarer fri abort, samtidig argumenterer for fri indvandring fra den 3. verdens lande, fordi vi nu »ikke længere kan reproducere os selv.«
Hvis man betragter en dansk generation (eller årgang), som sidste år var på 57.916 fødsler, så svarer dette til en fertilitetskvotient på 1,7332. Altså m.a.o. at hver dansk kvinde i gennemsnit sætter 1,7332 barn i verden. Som vi ved, burde dette tal have været 2,11 for at opnå reproduktion. Grunden til at det er over 2 er, at der bliver født lidt flere drenge end piger samt at enkelte dør som små eller ikke får børn senere. Hvis man adderer antal aborter til sidste års antal fødsler, får man ifølge mine beregninger en fertilitetskvotient, som er over reproduktionsraten på 2,11, idet tallet nemlig lyder på 2,2120. Dvs. hvis aborterne var blevet født, ville vi ikke alene opnå reproduktion, men oven i købet ennaturlig befolkningstilvækst på ca. 3.408 personer årligt. Dog er hagen ved de officielle tal selvfølgelig, at de også indeholder de racefremmedes og kulturfremmedes fødsler og aborter. Alligevel giver beregningen et klart fingerpeg: Uden abort – ingen problemer med folkedøden.
Derfor er det på sin plads at kategorisere aborten som det, den er: En stille, men uundgåelig etnisk udrensning. Kombineret med indvandring fra ikke-europæiske regioner bliver der tilmed tale om en befolkningsudskiftning: Ur-indbyggerne fjernes rent fysisk og erstattes af nogle andre, der tager bolig på de oprindeliges jorder.
Definitionen på et folkemord (sakset fra Wikipedia):
