Messerschmidt om Grækenland
Med kurs mod afgrunden
Dato: 14. august, 2013
http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2013/08/14/med-kurs-mod-afgrunden/
Jeg var tidligere på sommeren på en fire dages rejse i Grækenland. Turen var led i de programmer, som Danmarks Radio optager med Dan Jørgensen og mig, og i løbet af de fire dage mødtes vi med folk fra alle samfundslag; talte med dem, der må stå i kø ved suppekøkkenerne; diskuterede strukturreformer med landets finansminister; mødtes med grækere, som har set deres lønninger og pensioner beskåret med 50 %, og udspurgte Limnis borgmester om landets velkendte korruption.
Konklusionerne efter denne rejse udi den græske krise er for mig ganske klar.
1.Euroen har været en katastrofe for det græske samfund.
2.En løsning inden for euroen virker urealistisk af såvel politiske, sociale som kulturelle årsager.
3.Euroen har ført til ufred mellem de folk, der med EU ellers skulle forenes i fred.
4.Euroens overlevelse kræver en føderalisering, som grundlæggende vil rive den europæiske historie og virkelighed i stykker og derfor vil fejle.
Misforståelserne - eller snarere: fraværet af basal forståelse for de økonomiske og politiske grundprincipper - er udbredte. Her tænker jeg ikke bare på Dan, som jeg grundlæggende har megen sympati for, og som jeg glæder mig over at kunne rejse sammen med. Nej, jeg tænker på den ideologiske bevægelse, der for tiden har bemægtiget sig magten over Vesteuropa. Her skal jeg understrege, at ideologiske overvejelser adskiller sig fra idealisme ved ikke blot at besinde sig på moralske tanker om, hvordan et samfund bør være; men med politiske magtmidler - revolutioner - søger at omdanne det bestående uagtet den folkelige opbakning eller forståelse. Europas blodige historie kan først og fremmest tilskrives ideologierne - fra den franske revolutions omfattende opgør med en bestemt klasse, over nazismens syge dyrkelse af racelæren, til kommunismens konstruktivisme og nu EU’s anti-nationalisme.
Vejen til helvede er brolagt med de gode hensigter, siges det. Og således kan ideologierne beskrives under eet. Alle ideologier søger at omforme samfundet på egne præmisser, betragter mennesker som genstande, der kan omformes, nedbrydes, genopbygges efter den for tiden mest fikse tanke - det være sig liberalismen, på hvis fordring mennesket skal løsrives fra sin historie, kultur, identitet og virkelighed. Det gælder som bekendt i socialismen. Og det gælder i euro-ismen, hvor en ny nation, en ny fortælling, et nyt menneske - Homo Europea - skal tage plads, hvor der i dag er grækere, finner, briter, østrigere mv. Metoden er ikke guillotine eller udryddelseslejre (og tak for det!), men derimod en kynisk ensretning af uens folk og kulturer; og en respektløshed over for den menneskelige begrænsning, som kun ideologens fanatisme kan retfærdiggøre.
Fra Bruxelles betragtes og anvendes Europa som et laboratorium, hvis borgere som intetanende forsøgskaniner udsættes for det ene katastrofale forsøg efter det andet: nedlæggelse af grænsekontrol; politisk bestemte valutakurser, tvangsliberaliseringer og tilbagerulning af ellers hævdvundne demokratiske principper. Hvad blandt disse, der har været værst, er svært at vurdere; men efter fire dage i Grækenland står euro-eksperimentets konsekvenser klart for mig. Lad mig nu vende tilbage til de nævnte anliggender.
Grækenland indførte den fælleseuropæiske valuta i 2002, midt i en økonomisk opgangstid. Dermed kom den fælles valuta til at virke som benzin på bålet og førte med faretruende hast til voldsomt reducerede obligationsrenter. Med et slag fik grækerne således adgang til billige lån i et omfang, de aldrig havde prøvet før. De gode tider og troen på, at en fælles valuta med Tyskland ville fremtidssikre investeringer, skabte således en låneboble, som blev første led i den græske tragedie. Hvad måske værre er, udviklede græsk økonomi sig under euroen på fuldstændig samme måde som under drachmaen. Mens Tyskland eksempelvis blot lod enhedslønningerne (2000 til 2010) stige med 6 %, steg de tilsvarende i Grækenland med 46 %. Således blev den græske konkurrenceevne gradvist reduceret genne årene. I en normal verden, ville en sådan reduceret konkurrenceevne havde resulteret i, at den græske valutakurs over for Tyskland ville have været korrigeret (deprecieret/devalueret). Men uden en egen valuta kunne grækernes valuta ikke tilpasses landets økonomiske styrke og da krisen kom, slog den tabte konkurrenceevne for alvor igennem. Turismeerhvervets indtægter faldt dramatisk, og det samme sås inden for andre centrale industrier - shipping og landbrug.
Det er en politisk beslutning, at græsk og tysk valutakurs skal være pari. Markedet er tydeligvis ikke enigt. Men i stedet for at opgive eksperimentet og hjælpe grækerne ud af den tragiske situation, insisterer laboratoriets herremænd på at fortsætte. Deprecieringen må ske internt - via reduktioner i landets produktionsomkostninger (løn, offentlige udgifter, pensioner mv.). I et laboratorium er den slags sund fornuft og gængs økonomisk grundteori. Men den økonomiske teori overser mit andet anliggende: de politiske, sociale og kulturelle omstændigheder.
Når grækerne lod lønningerne stige hurtigere end landets effektivitet, var det ikke nyt. Når landet ansatte flere i den offentlige sektor end økonomien kunne holde til, var det velkendt græsk politik. Alt det skete nemlig også i tiden forud for euroen, hvilket fra 1980 til 2000 havde den konsekvens, at den græske drachma blev nedskrevet over 500 % i forhold til ecu’en, den daværende centralkurs. Og den normaladfærd blev ikke ændret, da landet kom med i euroen i 2002. Grækenland var jo stadig ledet af grækere! Og derfor ramte katastrofen, da landet ikke længere kunne depreciere. Spørgsmålet er derfor: kan EU med sine vedvarende krav om nedskæringer ændre Grækenland så fundamentalt, at det, der hidtil har været kerneelementer i det græske samfund, radikalt ændres? Kan grækernes mentalitet fortyskes? Hvor ideologen her må gå begejstret til værks, vil den konservative ryste på hovedet.
Og desværre er EU ledet af ideologen, som tror, kulturen kan trækkes ud af et folk med regulering fra Bruxelles. At korruptionen med et direktiv kan fjernes. At arbejdsmoral med en forordning kan harmoniseres. At skattebetalingen kan hæves med tyske kontrollanter og at den politiske kultur kan frigøre sig fra hundrede år gamle traditioner med et diktat fra Trojkaen. Jeg tror det ikke. For mennesket er ikke en computer, som blot ved at ændre styresystem kan ændre adfærd. Mennesket er et vanedyr med erindringer, der til tider går hundredvis af år tilbage. Er bundet og formet af sin historie, sin religion, sin geografi, sin stolthed og alt det, som ikke kan defineres i formler og recepter, og som ideologen derfor hverken forstår eller anerkender. Derfor vil euroen føre til sociale opstande, der kan få, hvad vi hidtil har set, til at ligne en søndagsudflugt. Euroen og de hermed uløseligt forbundne reformer er ved at rive sjælen ud af den græske befolkning. Og når reformerne hidtil kun har forøget fattigdommen og skadet væksten, bevæger Grækenland sig i retning af sammenbruddet.
Sammenbruddet berører dog ikke kun grækerne. Og dermed er jeg nået til mit tredje anliggende. En aften, vi vandrede ved stranden i Limni, bemærkede en lille pige, der gik med sin familie, at vi blev optaget på kamera. Nysgerrigt spurgte hun sine græske forældre, hvad det var. Og vores tolk kunne fortælle, at moderens svar var “det er tyskere, der er ude for at opkøbe vores land”. Heldigvis gav vores tolk hurtigt et kækt og godt svar tilbage, så familien forstod, vi var danskere; men episoden giver en billede på den ufred, der er under opbygning mellem tyskere og grækere. Da Kansler Merkel for et halvt år siden besøgte Athen, blev hun mødt med voldelige demonstrationer og plakater af sig i nazi-uniform. Man fornemmer et desperat had mod alt tysk. Men ufreden stikker dybere. Den økonomiske krise har givet et nyt fascist-parti - “Golden Dawn” - fremgang. I Tyskland ønsker et flertal af befolkningen Grækenland ud af euroen. Og generelt giver krisen anledningen til stadig større spændinger mellem nord og syd. EU er ikke længere fredens projekt. Det er ideologiens projekt. Og med ideologier følger det farlige spil, der kan udløse voldelige revolutioner og kontrarevolutioner.
I Bruxelles ved man, at jorden brænder. Man ved, at temperaturen i laboratoriet stiger til faretruende niveauer. Men i stedet for at standse forsøget, intensiveres der. Man tror blindt på harmoniseringen af Europas befolkninger. Og man ved, at noget sådan er nødvendigt. Enhver ved, at en fælles valuta kun kan lade sig gøre, hvis enten alle områder i valutaen udvikler sig i takt, eller hvis befolkningerne i nord for al evighed accepterer at betale til dem i syd (og dem i syd accepterer i al evighed at leve med et debitor-folks moralske identitetskrise). Det sidste går ikke. Utilfredsheden er i dag udbredt - fra Finland i nord til Cypern i syd. Og derfor griber vore ideologiske herskere nu til, hvad der vel nok fra start af har været endemålet: føderaliseringen af Europa. Barroso sagde det klarere end nogensinde før i sin State of the union-tale: “Vi skal skabe en føderation mellem medlemslandene”. En føderation med fælles finanspolitik, fælles regering, fælles gældshæftelse, skatteopkrævning og gældsudstedelse - ja, Europas Forenede Stater.
Men når det for 250 år siden lod sig gøre at skabe et forenet land i Nordamerika (som i øvrigt skulle gennem en blodig borgerkrig for at enes herom), var forudsætningerne væsentlig anderledes. USA er et indvandrerland, hvis indbyggere fjernede den oprindelige befolkning og overtog landet. De kunne starte på en frisk, historien blev sat på 0. Men de havde dog (stort set) fælles sprog, fælles erfaringer samt fælles udfordringer, fjender og bevidsthed. Disse forudsætninger findes ikke i Europa, hvor nationalstaten dannede rammen om den daglige tilværelse, inden Columbus overhovedet krydsede Atlanten.
Europas nationalstater, monarkier og folk har bestået i årtusinder, har allieret sig, bekriget og udfordret med og mod hinanden. De har med hver deres historie udviklet en identitet, der både binder os sammen, men også skiller os. Vi taler forskellige sprog. Ser forskelligt på forholdet mellem stat og individ, kirke og stat. Betragter sekularisering fra forskellige sider. Opfatter korruption forskelligt. Og det er ikke ondt. Forskellighed kan, viser den europæiske historie, tværtimod være en inspirerende kraft til at skabe stadig nye landvindinger. Men først og fremmest er forskelligheden en givet forudsætning for det at være borger i et europæisk land. Og det sætter grænser for, hvad der derfor kan overlades til en fælles harmonisering uden fatale konsekvenser. For demokratiet. For sammenhængskraften. Og for resultaterne. På alle disse tre områder har euroen - som jeg her har forsøgt at belyse - vist sig katastrofal.
Men det betyder ikke, at alt samarbejde bør bortkastes. Det eneste, vi bør - og skal - skille os af med, er den ideologisk drivkraft. Europa skal ikke være en ideologi. Og europæerne skal ikke være forsøgsdyr i et laboratorium. Europa er vort hjem; eller rettere - det er vore fædrelandes hjem. Hvad er da et fædreland? Hvad er et folk? Grundtvig har sagt det godt: “Til et folk de alle høre / som sig regne selv dertil / har for modersmålet øre / har for fædrelandet ild”. Alle kan blive danske. Men det forpligter. Ikke bare i Danmark, men i alle lande, thi Grundtvigs beskrivelse gælder ikke bare vort land, men alle europæiske nationalstater. Danskhed kan ikke måles og sættes på formler. Den kan kun føles. I brystet; i blodet; i sproget; i humoren; ja, i selve det at leve som dansker. Regner du dig dansk? Elsker du dit sprog? Og vil du dø for dit land? Da kan du regne dig som en del af folket. Af os. Og ligeledes med de finske, de tyske og alle andre, hvor netop det umiddelbare, fortroligheden med hverandre, det fælles sprog og historie skaber den sammenhængskraft, som gør, at vi tør forlade os på hinanden. Uden den ingen folkelighed. Og uden folkelighed intet demokrati.
Jeg har ikke stemt på Helle Thorning Schmidt. Men jeg respekterer hende som landets statsminister. Respekterer institutionen og valget af hende som landets leder. Jeg har nemlig tillid til mine landsmænd i den sag. Jeg ved, hvad de tænker og føler. Jeg deler ikke deres tanker, men jeg forstår det sprog, de taler; ikke bare ordene, men baggrunden og tankemåden. Dette er at høre til. Dette er at være eet. Og dette er selve grundforudsætningen for den styreform, som gælder her til lands; vort demokrati. Og heri ligger årsagen til, at en europæisk føderation nødvendigvis må rive sjælen ud af vore lande.
Vi har hverken umiddelbarheden, sproget, historien, folkeligheden eller genkendeligheden tilfælles med de 26 andre folk i EU. Vel har vi dele af et fælles sprog - de fleste behersker vel fransk, tysk eller engelsk på konversationsniveau. Vel har vi noget historie til gengæld. Og vel slås vi fra tid til anden med de samme problemer. Men umiddelbarhed? Genkendelighed? Fælles offentlighed og fortrolighed? Nej. Det er ikke virkeligt. Det kan ikke skabe et sammenhold, som tillader harmonisering i alle enkeltheder.
Og dermed vender vi tilbage til ideologen. For ideologen lader sig ikke begrænser af virkeligheden. Men han falder på dens alter. Og mens euroen falder, må europæerne se deres gamle kontinent falde med. Det er trist, men desværre ikke første gang i Europas historie, at de frelste prædikanter bemægtiger sig magten og med blikket stift rettet mod lærebogen styrter folket i afgrunden.
Hvorfor spurgte man ikke hende?
