AF NIELS KRISTIAN HØJERSLEV
En imam ansat på danske slagterier får 500 kr. pr. tons velsignet kød. Det koster undertegnede ca. 40 kr. om året ud fra mit skøn. Skønnet kan kun blive et skøn, fordi jeg aldrig ved, om kødet er halalslagtet. Beløbet er ikke stort, men omregner vi det til hele Danmark, betaler medlemmerne af folkekirken til den muslimske moskebøsse (”kirkebøsse”) i omegnen af 150 mio. kr. om året til det muslimske trossamfund. Det beløb rækker til en ny moské i Danmark om året. Den nyopførte moské i Rovsingsgade i København kostede 150 mio. kr., men var betalt af Qatar, fordi muslimer i Danmark er meget fattige.
Muslimerne i Danmark bliver ikke opkrævet i moskéskat, som ”vi” andre bliver i kirkeskat. De skal selv til lommerne. Betalte de danske muslimer deres moskéskat og udnyttede, at de frivillige indbetalinger er delvis fradragsberettiget, så taler vi om, at disse årlige indbetalinger ligger på omkring 300 millioner kr., hvilket rækker til to moskeer om året.
Men hvad er det så, man hører fra det/de muslimske samfund? »Vi er så forfulgte i Danmark, så vi må oprette vores moskeer i gamle fabrikshaller, barakker og fugtige kældre.« Herre Jemini, siger jeg bare.
Jøder har ikke svært ved at indordne sig under det danske betalingssystem, de specielt gunstige skattefradragsregler og orden i den jødiske synagogebøsse i modsætning til muslimerne, som burde have en svulmende moskébøsse. Jeg kunne i den sammenhæng også have peget på godkendte trossamfund som Jehovas Vidner, katolikkerne, osv. Min eneste konklusion er den enkle, at muslimerne ikke vil til egne lommer, når det drejer sig om egen religion, så dybere stikker troen ikke, og det er mig en trøst.
