Den politisk ukorrekte blog "Voldposten" skrev forleden, den18. september 2013, om skolemester Frank Jensens arv fra Ritt Bjerregaard.
Da Ritt Bjerregaard forstod, at en væsentlig del af Danmarks forældre var imod hendes skolelov, planlagde hun at de kunde gå på kursus på landets samtlige lærerseminarier for at forstå (indoktrineres) og godtage hendes skolelov.
Hvad vil Frank skolemester gøre?
Her er en historie om ovennævnte indoktrineringskursus af en, der deltog:
Ritt Bjerregaards nye skolelov trådte i kraft august 1976 og satte ekstra skub i indoktrineringsdebatten.
Hun lagde ikke skjul på, at hun gerne så "det kapitalistiske samfundssystem" sat på porten, og samme målsætning lyser ud af psykolog Eggert Petersens "Trivselsprogram" for socialdemokratiet 1969.
Men det gjaldt om at få befolkningen til at sluge kamelen. I eftersommeren 1977 meddelte en notits fra Ritzaus Bureau, at Zahles Seminarium som det første i landet vilde undervise forældre i, hvad folkeskolen nu indebar, og Politiken bragte nogle interviewudtalelser fra seminariet. at man vilde rette de "misforståelser", som forældre måtte have angående folkeskolen og "udrydde" myter om, at børnene var blevet dårligere til at stave og læse.
Jeg tog ind på seminariet og gjorde mine første studier på trappegangen. En bred væg var forbeholdt den marxistiske BT-klubben, d.v.s. Berlingskes typografers oprør mod bladledelsen (hvilket bidrog til avisens nedtur). Videre burde man bakke op om sjællandske militærnægteres protest mod at ligge i lejr i det fjerne Jylland, samt støtte pædagogoprøret i Todesgade på Nørrebro (hvor BUPL, FOLA, "Nørrebros Beboer Aktion" - med økonomisk bidrag (5000.- kr.) fra BRIS's støttefond "Børns Vilkår" - kæmpede mod politiet i vrede over nedlagt børneinstitution. Man kunde videre deltage i weekend-lærer-seminar i Århus for at høre, hvordan de overfede kapitalister malker de fattige medborgere (på tegningen man ser hvordan) og gå med til alverdens andre møder om dit og dat.
Jeg meldte mig ind på forældrekurset om folkeskolen. Man kunde vælge særlige emner, men indledningsvis bød rektor, Hans Nygaard Jensen, alle velkommen med en redegørelse for idèen:
kurset skyldtes et forslag fra Ritt Bjerregaard i november 1975, og det var meningen, at de øvrige 29 seminarier i landet skulde følge efter. Undervisningsministeren havde sørget for, at dette (for hende så politisk vigtige) kursus tilmed var helt gratis.
Kurset var - som forventet - temmelig ensidigt. De yngre lærere handlede muligvis "i god tro" og gjorde sig næppe klart, at de af dem anbefalede bøger var skrevet af marxister eller måske endda udgivet af Demos eller lignende røde forlag. Rimeligvis var de selv oplært i denne ånd og vidste ikke, at der fandtes andet materiale. Et par andre lærere syntes derimod at arbejde ret bevidst: Hans Jørgen Kristensen og Kirsten Kruse. Førstnævnte omtaltes gang på gang i det marxistiske fagblad "Unge Pædagoger", og han lagde her for med et fotokopieret hæfte "Hvad er god undervisning?". Kirsten Kruse var min klasselærerinde og hyldede samme ideologi.
Som så ofte før benyttede jeg min telefonavis til at angribe kursets indoktrinering og hæftede mine telefonsedler med telefonnummeret op på trappegangen blandt de mange marxistiske opslag.
Resultatet udeblev ikke!
Ved næste undervisning bad min sidemand om tilladelse til at afspille et bånd, som han havde optaget fra "sådan en mærkelig udsendelse" på en telefon. Det lå i luften, at der var en forhåndsaftale eller indforståethed mellem ham og Kirsten Kruse. Han stillede båndspilleren midt i vor rundkreds af borde.
I samme øjeblik båndet gik i gang med "Dette er Familieværnets Telefonavis", rettedes alle øjne mod mig, da de genkendte stemmen.
Nå ja, og båndet kørte.
Havde man troet, at jeg vilde bryde sammen, måske blive blussende rød og kravle under bordet, eller styrte grædende ud ad døren, eller i det mindste begynde at stamme...?? Eller havde de forestillet sig, at "det tavse flertal", de pæne forældre, vilde overfalde mig med bryske ord? De tav naturligvis. og mit pokeransigt røbede ikke, at jeg sad og morede mig indvendigt over, at min aktion var lykkedes langt over forventning...
Ak, hvilken skuffelse for de troende marxister. Der var ingen reaktion i klassen at hælde sit hoved til.
Kirsten Kruse lod ham standse båndet. Tænk, himlede min sidemand op, at udsende sådan noget ganske anonymt... Stadig ingen reaktion hos forældrene...
"Det er da mig!" sagde jeg. "Det er ingen hemmelighed. Det fremgår til sidst af telefonavisens adresse!"
Min sidemand vilde have debat, men den blev kort, for det var jo hurtigt at konstatere, at han havde sine meninger, og jeg nogle andre, og sådan var det bare.
Altså håbløst tilfælde, som de ikke kunde stille noget op med, så lærerinden måtte pænt begynde sin lektion.
Kilde: "Femte Kolonne" af Gertrud Galster med undertitlen 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur" 1995 og tidsskriftet AKTION 6/77.
