Japan - landet uden muslimer - hvorfor?
Mordechai Kedar
Der er lande rundt om i verden, især i Europa, der nu for tiden undergår markante kulkulturelle forandringer som et resultat af muslimsk immigration.
Frankrig, Tyskland, Belgien er interessante eksempler på, hvordan immigration fra muslimske lande, sammen med muslimernes høje fertilitetsrate, berører ethvert område af livet.
Det er interessant at vide, at der er et land i verden, hvis officielle og offentlige tilgang til det muslimske problem er helt og aldeles anderledes.
Dette land er Japan. Landet holder en meget lav profil på alle niveauer om det muslimske problem: På det diplomatiske område, ja da besøger politiske personer fra islamiske lande næsten aldrig Japan, og japanske ledere besøger sjældent de muslimske lande.
Relationerne med muslimske lande er baseret på områder som olie og gas, som Japan importerer fra visse muslimske lande. Japans officielle politik er ikke at give statsborgerskab til muslimer der kommer til Japan. Tilladelser til permanent opholdstilladelse gives meget sparsomt til muslimer.
Japan forbyder tilskyndelse til at adoptere Islam, (Dawah) og enhver muslim der aktivt opmuntrer til konversion til Islam anses som værende en der skaffer proselytter til en fremmed og uønsket kultur.
Få akademiske institutioner underviser i arabisk. Det er meget vanskeligt at importere bøger om Koranen til Japan, og muslimer der kommer til Japan, er sædvanligvis ansatte i udenlandske virksomheder. I Japan er der meget få moskeer. De japanske myndigheders officielle politik er at gøre det vanskeligt for muslimer at komme til landet, selvom de er læger, ingeniører og direktører for udenlandske virksomheder der er aktive i regionen. Det japanske samfund forventer at muslimske mænd beder i hjemmet.
Japanske virksomheder der søger arbejdere med udenlandsk baggrund understreger specifikt at de ikke er interesseret i muslimske arbejdere. Og enhver muslim det lykkes at komme til Japan vil opdage at det er meget vanskeligt at leje en bolig. Overalt hvor muslimer bor, har naboerne det ikke godt med det. Japan har forbud mod oprettelsen af islamiske organisationer, og at oprette islamiske institutioner, som moskeeer og skoler er nærmest umuligt. I Tokyo er der kun een imam.
I modsætning til hvad der sker i Europa, bliver kun meget få japanere interesseret i Islam. Hvis en japansk kvinde gifter sig med en muslim, betragtes hun som udstødt af sit sociale og familiemæssige miljø. Der er ingen anvendelse af Sharia lov i Japan. Der er nogle fødevarer der er halal, kosher i Japan efter islamisk lov, men de er svære at finde i butikkerne.
Japanernes holdning til muslimer kan også ses i antallet: I Japan er der 127 millioner indbyggere, men blot 10 tusind muslimer, færre end 1 promille. Antallet af japanere der er konverteret mener man er meget lille. I Japan er der nogle få titusinder af udenlandske arbejdere der er muslimer, hovedsageligt fra Pakistan, som det er lykkedes at komme til Japan som bygningshåndværkere. Imidlertid holder de, på grund af den negative holdning overfor Islam, en lav profil.
Shaykh Abdullah Takazawa
Tokyo's Only Imam
Photo Credit: Information Malay Now
Der er adskillige grunde til denne situation:
1. Japanerne har en tendens til at klumpe alle muslimer sammen med fundamentalister der ikke er villige til at opgive deres traditionelle synspunkter og adoptere den moderne måde at leve og tænke på. I Japan opfattes Islam som en fremmed religion, som enhver intelligent person burde undgå.
2. De fleste japanere er uden religion, men deres væremåde, opførsel er forbundet med Shinto religionen sammen med elementer af buddhismen som er en integreret del af de nationale sædvaner. I Japan er religion forbundet med nationalistiske koncepter, og der eksisterer fordomme mod udlændinge, uanset om de er kinesere, koreanere, malajer eller indonesere, og vesterlændinge undgår heller ikke dette fænomen. Der er de som kalder dette “en udviklet form for nationalisme” og der er de som kalder dette “racisme.” Begge opfattelser er forkerte.
3. Japanerne afviser konceptet med monoteismen og tro på en abstrakt Gud, fordi deres koncept af verden åbenbart er forbundet med det materielle, ikke med tro og følelser. Det kan se ud som de sætter judaismen i samme gruppe som Islam. Kristendommen eksisterer i Japan og opfattes ikke som noget negativt, tilsyneladende fordi opfattelsen af Jesus i Japan nærmest er som Buddha og Shinto.
Det mest interessante i Japans holdning til Islam er den kendsgerning at japanerne ikke føler noget behov for at undskylde over for muslimer for den negative måde de relaterer sig til Islam.
Man har på den ene side en klar og tydelig opdeling mellem de økonomiske interesser i olie og gas fra de muslimske lande, der foranlediger Japan til at opretholde gode relationer med disse lande, og på den anden side, de japanske nationalistiske hensyn, hvor man betragter Islam som noget der måske passer til andre, ikke for Japan, og der skal muslimerne være udenfor.
Fordi japanerne har et mildt temperament, og udviser højtidelighed og ro over for udlændinge opfatter disse japanerne som værende høflige og respekterende. En japansk diplomat ville aldrig hæve stemmen eller tale barsk når udlændinge er til stede derfor forbinder udlændinge japanere med respekt, trods deres racisme og diskrimination mod muslimer i indvandringsproblematikken. En japansk embedsmand der præsenteres for et lettere krænkende spørgsmål vedrørende japanernes måde at være på over for muslimer vil sædvanligvis afholde sig fra at svare, fordi han ved at et sanddru svar ville vække vrede, og han er ikke i stand til, og også uvillig til, at svare på en usand måde. Han vil smile, men ikke svare, og hvis han presses vil han bede om tid således at hans overordnede kan svare selvom han ved at dette svar aldrig vil komme.
Det er lykkedes Japan at forblive et land uden muslimsk tilstedeværelse, fordi Japans negative attitude mod Islam og muslimer gennemtrænger ethvert lag i befolkningen, fra manden på gaden til organisationer og virksomheder til senior embedsværket. I Japan, modsat situationen i andre lande, er der ingen “menneskerettighedsorganisationer” der kan tilbyde støtte til muslimernes krav mod regeringens holdning. I Japan er der ingen der illegalt smugler muslimer ind i landet for at tjene nogle yens, og næsten ingen giver dem den legale støtte de har brug for at få tilladelse til midlertidig eller permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.
Noget andet der hjælper japanerne med at holde den muslimske immigration borte fra deres kyster er japanernes holdning over for den ansatte og arbejdsgiveren. Migrantarbejdere opfattes negativt i Japan, fordi de tager den japanske arbejders job. En japansk arbejdsgiver føler sig forpligtet til at ansætte japanske arbejdere selvom de koster mere end den udenlandske.
Det traditionelle forhold mellem en arbejdsgiver og en ansat i Japan er meget stærkere end i Vesten, og de føler begge en fælles forpligtelse overfor hinanden: En arbejdsgiver føler sig forpligtet til at give sin ansatte et sted at bo, og den ansatte føler sig forpligtet til at give arbejdsgiveren frugten af sit arbejde. Denne situation opmuntrer ikke til accept af udenlandske arbejdere, hvis forpligtelse overfor arbejdsgiveren ikke er særlig stor.
Den kendsgerning af offentligheden og embedsværket er forenede i deres holdning mod muslimsk immigration har skabt et slags jerntæppe rundt om Japan som muslimer både mangler tilladelse og evne til at overvinde.Dette jerntæppe dæmper verdens kritik af Japan i denne sag, fordi verden forstår, at der ingen mening er i at kritisere japanerne, da kritik ikke vil overbevise dem om at de skal åbne portene for muslimsk immigration.
Japan giver hele verden en interessant lære: Der er en direkte korrelation mellem national arv og tilladelse til at immigrere: Et folk der har en solid og klar national arv og identitet vil ikke tillade verdens arbejdsløse at komme til deres land; og et folk hvis kulturarv og nationale identitet er svag og skrøbelig har ikke nogen forsvarsmekanismer for at hindre en fremmed kultur i at trænge ind i deres land og områder.
Spydpigens kommentar: "- - et folk hvis kulturarv og nationale identitet er svag og skrøbelig har ikke nogen forsvarsmekanismer for at hindre en fremmed kultur i at trænge ind i deres land og områder."
Under den kolde krig lykkedes det kommunisterne og deres medløbere at indoktrinere og ødelægge vort land indefra, hvilket gjorde det lettere for islam at få os ned med nakken, ikke mindst med hjælp af EU's hemmelighedsfulde aftaler med araberne og indsats fra verdens rigmænd.
