Det er desværre ikke usædvanligt, at unge piger huser ret fjantede drømmerier om ægteskab og således uden betænkning kan kaste sig i armene på en fremmed, en muslim. Hvordan vil hun løse de problemer der uværgerligt vil opstå ved kultursammenstødet mellem hendes vestlige tankegang og islam? Selvom hun konverterer til islam, vil hun næppe bryde sig om alle de mange regler, hun påtvinges. Fraviger hun dem, bedømmes hun som "frafalden" og er dermed dødsdømt.
Børneopdragelse her og der.
Den feminine skabnings vigtigste opgave fra Arilds tid var vel i ethvert pattedyr-samfund at føde og opdrage ungerne og således også blandt menneskene.
Måske er der nogen, der tror, at det lille barns opdragelse foregår nogenlunde ensartet i de menneskelige samfund, men sådan er det ikke.
Børneopdragelse er i høj grad afhængig af samfundets og det enkelte individs udviklingstrin. I Vestens såkaldte "civiliserede" lande har man i de seneste årtier indrettet sig anderledes: kvinderne har skubbet opgaven og ansvaret fra sig. og selvom mændene (fædrene) dermed er blevet mere engagerede, ligger hovedvægten dog på en kollektiv opdragelse hos pædagoger. Men disse har ikke nødvendigvis samme opfattelse som barnets forældre om, hvad der er god og dårlig opdragelse, hvilket selvsagt kan føre til frustrationer. Samtidigt er forældremyndigheden blevet meget indskrænket, hvilket forældrene først opdager, når de havner i en konfliktsituation.
Forældre skal naturligvis helst være enige om opdragelsen. Der har gennem historien været vidt forskellige idèer om opdragelse.
Ovenstående mere almene synspunkter gælder nok både i de kristne, sekulære og muslimske samfund, men skulde en ikke-muslimsk kvinde tænke sig at gifte sig med en muslim, bør hun tænke sig extra godt om, for islam er sandelig ikke til at spøge med, og islam minder ikke om noget andet, vi kender til.
Den nygifte kvinde skal vide, at enhver ældre kvindelig slægtning på hendes mands side sikkert vil belære og irettesætte hende, og hvis manden (faderen eller - i hans sted - en mandlig ældre slægtning) ikke finder, at hun opdrager hans barn godt nok, tager han barnet fra hende og placerer det hos sin mor. Det ses ikke sjældent, hvor barnets mor har vestlig baggrund og det kan give anledning til kidnapning af barnet til faderens slægt i det fremmede, en situation, som både moderen og vore myndigheder ofte står hjælpeløse overfor.
Nogle muslimske mødre bruger endnu den gamle skik at svøbe spædbarnet. Vikle det ind, så det ikke kan røre hverken arme eller ben, men ligger der som en dukke. Jeg oplevede en sådan mor, en bosnisk flygtning i Sverige, som mente, at det var det bedste for barnet, men heldigvis var hendes mand klogere.
Men jeg husker for nogle år siden at have læst om en sørgelig familietragedie: et ungt forældrepar på flugt fra det tidligere Jugoslavien, mistede deres tvillinger i toget. De var åbenbart svøbte, og varmen i toget var ulidelig. Da det ene barn pludselig døde forstod de ikke, hvad der var i vejen og kort efter døde den anden. Deres hjerner kogte så at sige væk! Af skræk for at blive anklaget for barnemord gemte forældrene ligene under togbænken.
Ved en følgende retssag blev forældrene frifundet, fordi ulykken og deres uforstand var "straf" nok.
De første tre-fire børneår i en muslimsk familie viser allerede en bevidst forskelsbehandling fra de voksnes side mellem drenge og piger. Drengene - især den førstfødte - overforkæles på alle måder, mens pigerne må vænne sig til at blive tilsidesat som mindreværdige. Drengene bliver dermed selvsikre og dominerende og lægger grunden til en selvforståelse og et praleri om deres egen dygtighed. Dette er som bekendt helt i strid med vor vestlige tankegang, der stræber efter ligestilling mellem drenge og piger og foragter tom selvros. Hvordan vil en vestlig kvinde løse opgaven om en muslimsk opdragelse, hvis hun gifter sig med en muslimsk mand og føder ham børn?
Denne forskelsbehandling af børnene er dog ingenting imod, hvad der kan overgå et barn, tilmed et ganske lidet barn - især piger. I islam er pedofili accepteret og ikke helt ualmindeligt. Khomeini skrev i sin grønne bog en række regler for, hvordan man burde dyrke sex. Her står der, at mænd kan have nydelse af et barn helt ned til babyalderen, men at han ikke må beskadige barnet med sin penis. Kun hvis han ødelægger en lille piges kønsdele ved sin handling bliver han skyldig til en slags erstatning, eventuelt en livslang understøttelse*.
Men hvad siger moderen med sin vestlige baggrund? Kan hun - fordi hun er konverteret til islam - godtage dette svineri?
Jeg skal her til sidst gøre opmærksom på, at teksten i EU’s Lissabonforfatning forsigtigt åbnede mulighed for en ændring af lovgivningen i de europeiske lande angående legalisering af pedofili. Islam maser konstant på for at vi skal overtage deres "moral", religion og sharialove, og de europeiske befolkninger er altfor godtroende og har endnu ikke forstået, at islam bruger sin frastødende "kultur" til at underkue Vestens lande.
*) Ayatolla Khomeni retfærdiggør pedofili i sin egen bog, "Tahrirolvasyleh", 4. bind, Darol Elm, Gom, Iran, 1990, som er oversat til engelsk:
"A man can have sexual pleasure from a child as young as a baby. However he should not penetrate, sodomising the child is OK. If the man penetrates and damages the child then he should be responsible for her subsistence all her life. This girl, however does not count as one of his four permanent wives. The man will not be eligible to marry the girls sister"
