Artiklen er fra Spydpigen 22. februar 2011
Apropos kritikken af den manglende alsidighed, som bibliotekerne lovmæssigt er forpligtede til. Flere exempler er tidligere blevet nævnt. Her kommer et til:
I oktober 1984 arrangerede Gentofte Kommunes Hovedbibliotek en miniatureudstilling med bøger om forskellige græsrodsbevægelser, rimeligvis inspireret af – eller på opfordring fra - Bibliotekscentralen i Ballerup, der havde udgivet en bogliste over dette emne. Deri fortælles indledningsvis, at betegnelsen græsrødder stammer fra Amerika. ”Græsrødder betegner den almindelige ”anonyme” befolkning eller de menige medlemmer af en forening eller et politisk parti”, står der. Græsrodsbevægelser er ”ofte i opposition til den etablerede politik og magtelite. De står for holdninger og ønsker, som det politiske system ikke kan opfange, men som udspringer af folks hverdag.”
Boglisten var delt op i hovedgrupper som ”teori”, ”håndbøger”, ”vejvisere”, ”alternative miljøer”, ”bolig”, ”Byggeren”, ”BZ”, ”Fred", ”Køn” og ”Miljø”. At det var ræverødt, var ikke nogen overraskelse, da det jo var venstrefløjen, som var de mest aktive græsrødder, mens borgerfløjen stort set slumrede (ikke mindst de konservative!). De anti-marxistiske kræfter anså gerne sig selv for ”fine” til at bruge disse eller hine metoder. Det er forståeligt, når det drejede sig direkte om uparlamentariske og ulovlige metoder som hos VS´ere. hvor både psykisk og fysisk vold kunde anvendes. Men at folk på den anti-marxistiske fløj kunde gøre sig skrupler over at markere sig ved fredelig demonstration og lignende, er latterligt. Mens de gjorde sig skrupler, voksede græsset og græsrødderne.
Bibliotekscentralens bogliste om græsrødder, der blev udgivet 1983 - (d.v.s. i det sidste Sovjetpropaganda-decennium inden Murens fald, hvor alle sejl var sat til!) - opregnede kun én eneste ikke-rød bog. Den alene skulde altså gøre det ud for biblioteksvæsenets ALSIDIGHED! Denne ensomme bog hed ”Fredsbevægelser” og var ikke som man skulde tro fra venstrefløjen, skønt de netop det tiår havde utrolig travlt med at viderebringe enhver kommunistisk fredssnak! Den nævnte ensomme bog var en såkaldt pilotstudie under redaktion af P.H.Bering og udgivet af Dansk Institut for Kritisk Fredsforskning. Rimeligvis var Bibliotekscentralen hoppet på limpinden og havde troet at den var venstreorienteret.
Bibliotekscentralens bogliste var udarbejdet af to bibliotekarer, nemlig Carsten Frederiksen og Erling Pedersen. De to hørte naturligvis hjemme på venstrefløjen og gik med denne bogliste deres eget ærinde. De havde f.eks. været med til at udarbejde ”Håndbog for Aktivister”, udgivet af Politisk Revy i 1982 med diverse tips og råd om, hvordan aktioner løber af stablen. Bogen kunde selvsagt også med fordel bruges af dem, der arbejdede i stik modsat retning, og det kan den givetvis stadig! NB Nutidens anti-islamiseringsbevægelser bør sætte sig ind i datidens græsrodsstrategier! Man bør kende metoderne og taktik. Det er meget billigere og lettere at bryde et land ned indefra end at erobre det med våben.
Hvordan har de to nævnte bibliotekarer kunnet ”glemme” de andre borgerlige græsrodsbevægelser, som der trods alt var? Hvad med REO = Reel Energi Oplysning – for alsidighedens skyld, når de nu nævner det røde OOA? Hvad med ”Pindsvinebevægelsen – Værn om Danmark” – Har den ikke et blad?, Hvad med de bøger, som Forældrenes Børnekommission udgav? Eller Artikel 16-Udvalget? Og 20. Novembernävnet ikke at forglemme? Hvad med tidsskriftet AKTION i 70´erne? Hvad med bogudstillingen L.I.B.E.R. (Landeværn Imod Børns Ensretning)? Hvorfor var AKTION-tidsskriftet ikke lagt frem ved Gentofte Hovedbiblioteks miniatureudstilling om græsrodsbevægelser, når nu netop dette bibliotek (en af de få i landet) havde tidsskriftet? Havde en rød bibliotekar eller besøgende taget det og/eller tilintetgjort det?
Hvad med Frie Fagforeningers blad? Hvad med foreningen LIV´s tidsskrift imod Fri Abort?
Man kunde blive ved med exempler. Når man har sat ALSIDIGHEDEN på porten i massemedierne (herunder bibliotekerne) og indbilder skoleeleverne, seminarierne, universiteterne, bibliotekarerne etc. at man – værsgo´ - kan studere bibliotekernes litteratur, samt fortier, at der findes andet, gør man befolknigen indskrænket og ensrettet, så den kan ende i det kommunistiske diktatur, som røde bibliotekarer og lærere stilede – og stadig synesd at stile – imod.
