Fra den svenske blog Avpixlat 6.1.2013, oversat til dansk af Spydpigen
http://avpixlat.info/2013/01/06/min-vag-fran-tokvanstern-till-miljopartiet-och-slutligen-till-sd/
Min vej fra galmands-venstre til Miljøpartiet og til slut til Sverigedemokraterna
eller om man vil: Fra Syvkløveren til SD
Jeg kommer fra et middelklassemiljø. Mine forældre var idealister som troede på det kommende socialistiske samfund. Det samfund skulde gøre ende på egoismen og udnyttelsen af mennesker i hårdt arbejde mod ussel løn. At alle sådanne samfundsexperimenter havde ført til diktatur og folkemord vilde man ikke se. Det affærdigedes som "borgerlig propaganda".
På samme måde affærdiges i dag, her i vort land, alle advarsler om, hvad den nuværende masseindvandring fra os ganske fremmede kulturer vil føre til. Og typisk nok er det det nuværende Venstre - arvtageren fra mine forældres afholdte "Sveriges kommunistiske parti", som ved metamorfose blev til "Venstrepartiet" - som går i spidsen for denne løgne- og forførelseskampangne.
Men tilbage til min historie. Da jeg gik i gymnasiet oplevede jeg stimulanser i en usædvanlig dynamisk tidsperiode i samfundet. Dels var der hippibevægelsen, som stod for en blødere og mere afslappet måde at forholde sig til andre mennesker på, og dels var der den politiske venstrebevægelse. Det var årene omkring 1968. Selvom jeg følte mig tiltrukken af hippibevægelsens afslappethed og varme, blev jeg skuffet over den, da jeg efterhånden opdagede at alle disse hippier syntes at misbruge forskellige stoffer. Det virkede som om deres afslappede godmodighed stadig krævede på fyldning af hash, LSD og lignende ting.
I stedet havnede jeg for en tid i det maoistiske venstre. Fra mine forældre havde jeg arvet den idealistiske forhåbning om et bedre og "venligere" samfund, hvor egennytten ikke skulde styre alt. Og på den tid var der ikke rigtigt trængt nogen kundskab ud om, hvad der skete i Kina under Mao, på samme måde som indsigten om diktaturet i det kommunistiske Sovjetimperiet, hvilket gjorde det lettere at glorificere Maos Kina som et socialistisk foregangsland.
Men...den periode varede ikke længe for mig. Som student i Uppsala stødtes jeg snart bort af sekterisme og fanatisme hos disse mennesker, og en dag traf jeg en kvinde, som gennem sin stærke integritet viste mig en anden måde at forholde sig på. Det var som at vågne af en drøm. Hvad mig angik ophørte altså al kontakt med venstrefløjen, da jeg vågnede fra alle de illusioner jeg havde overtaget fra mine forældre og begyndte at se virkeligheden på en mere moden måde.
Desværre...endte det ikke sådan for mange af mine tidligere meningsfæller i det maoistiske venstre, "galmandsvenstren". Mange vågnede åbenbart aldrig fra sine illusioner, men tog dette destruktive tankegods med sig i sine erhvervskarrierer. Og de nedbrydende følger af denne dragesæd ser vi tydeligt i dag. Selv valgte jeg at studere naturvidenskab på universitetet, og derfor så jeg ikke, hvad der var ved at ske. Jeg havde fuldt op at gøre med mine studier, og de gamle venstrekredse vilde jeg ikke have noget at gøre med. Jovist, det blev ensomt, men det var bare til at bide tænderne sammen og gå videre.
Maoisterne derimod søgte over til - lad os sige mere "idèbaserede" uddannelser. Tydeligt nok infiltrerede man specielt i samfundsfagene, at dømme efter de oplysninger som siver ud derfra. Desuden skaffede man sig efterhånden indflydelse i massemedierne. Alt i alt har venstreinfiltrationen i det svanske samfund gødet jorden for den vanvittige masseindvandringspolitik, vi nu rammes af. Det handler om at man f.ex. har haft held til at ophøje visse værdibaserede og højst diskutable idèer til rang af dogmer, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.
En sådan dogme er "multikulturalismen". Den går ud på, at alle kulturer er lige værdifulde. Ingen er bedre eller dårligere end andre. Og eftersom vor vesterlandske kultur har været så dominerende, så skal den nu straffes ved at trykkes ned! Derfor exempelvis denne glorificering af den menneskefjendtlige religion, islam.
Maoisterne, som nu er omformet til et "PK-venstre", kan lide islam, fordi det minder dem om deres hemmeligt elskede kommunisme, og for at den desuden mest forekommer i tilbagestående lande langt væk fra det hadede Europa. Derfor udnævner man islam til sin yndlingsreligion, hvis spredning i Sverige på alle måder skal gøres lettere ligesom for andre hadede repræsentanter af den vesterlandske kultur.
Tilbage igen til min egen historie: jeg har altid været interesseret i miljøspørgsmål, og derfor plejede jeg i mange år at stemme på Miljøpartiet, selvom jeg allerede fra begyndelsen syntes, at de virkede en anelse tågede. Men jeg syntes, at MP dog var et friskt pust i politikken, så jeg havde et visst overseende med deres naivitet. De andre partier fandt jeg ikke tiltrækkende, Venstre havde jeg gjort op med og højrefløjen virkede altfor egoistisk.
På grund af mit fag kom jeg i slutningen af 1980'erne til at leve fem år i USA. Da jeg kom hjem til Sverige slog det mig, hvor forandret det var. Pludseligt var der vældigt mange folk fra andre kulturer på byens gader. Eftersom jeg havde boet i USA i nogle år var jeg klar over den utryghed, som kan opstå i et etnisk uensartet samfund. I USA må man f.ex. vide besked med, hvilke bydele og gader, som er "sikre" at færdes i forskellige tider på dagen. Volden ligger lige under.overfladen og kan explodere i ansigtet på den, der ikke tager sig i agt. Derfor blev jeg lidt ilde berørt ved den etniske uensartethed (heterogenitet) som pludselig var så tydelig i Sverige, men slog det ud af hovedet med at jeg gjorde mig bekymringer uden anledning.
Tiden gik, og jeg hørte stadigt mere om, hvordan bydele i Sverige er blevet til etniske enklaver for indvandrere, "gettoer", hvor etniske svenskere ikke længere vilde bo. Desuden lagde jeg mærke til hvordan al kritik af indvandringspolitikken mødtes med usaglige følelsesmæssige påstande om "fremmedfjendtlighed" osv. Jeg følte stadig stærkere, at noget var fuldkommen forkert i vort samfund. Argumenterne fra den "politisk-korrekte" side begyndte at minde om det dogmatiske galmands-venstre, jeg engang for længe siden havde taget afstand fra.
Det der blev det afgørende og fik mig til at blive alvorligt interesseret i SD og siden til at ansøge om medlemsskab, var da jeg blev fysisk overfaldet af en muslimsk nabo, som havde fået den idè, at jeg skulde have skrevet noget anonymt til ham. Her i Sverige plejer vi at kunne rede sådanne misforståelser ud gennem saglig diskussion, men denne muslimske indvandrer gik det ikke at ræsonnere med.
Jeg har haft det meget dårligt med den oplevelse, og den har fået mig til at indse, hvor alvorlig situationen er i Sverige allerede nu. Alle andre politiske partier - undtagen SD - fortsætter ligesom lemminger at fare blindt frem mod afgrunden - KUN SD har et realistisk syn på dette livsafgørende samfundsspørgsmål.
Sunnyman
