Fra Geoffrey Cains læserbrev i det vestjyske:
Jeg vil gerne give mit besyv med om det ømtållige spørgsmål: hvordan skal man møde ikke blot islam, men den enkelte muslim?
Skal det være med en pure afvisning eller med åbne arme? Jeg foretrækker en middelvej: forsigtighed. Det er stensikkert, at mange muslimer ikke har rabiate meninger, og derfor er det uretfærdigt at putte dem i samme bås som ekstremister. Men problemet er bare det, at man aldrig kan vide, hvem der er hvem.
Mange mennesker med et hjerteligt forhold til en muslimsk familie får sig en slem forskrækkelse, når deres venner pludselig kommer med en henkastet bemærkning om Adolf Hitler som "en stor statsmand, der burde have fået lov til at fuldende sit værk".
Det er ikke en holdning den kære familie går rundt og skilter med til daglig - men den kan meget vel være der og derved udgøre en brudlinje mellem det muslimske verdensbillede og det ikke-muslimske verdensbillede.
Hvor mange muslimer har den holdning så? Det ved man ikke, af den gode grund, at det aldrig er blevet undersøgt. Man tør ikke spørge, fordi som de pæne mennesker vi er, vil vi gerne undgå "grøftegravning". Og derfor fortrækker vi uvidenhed.
Men problemer går ikke væk, bare fordi de er under ens radar, og der er store mentalitetsforskelle mellem muslimen og ikke-muslimen, der burde mane til forsigtighed.
I skrivende stund er det kommet frem, at en del af gidseltagerne på olieanlægget i Algeriet var ansat der.
Man havde bare undladt at få at vide, hvad de stod for. Det var man for pæn til.
