Det er mærkeligt at primitive mandfolk, der forfølger og voldtager kvinder ligesom galne hanhunde efter tæver i løbetid, ikke kan acceptere hunde. Vi har jo hørt adskillige beretninger om, hvordan muslimer skræmmes af naboens eller politiets hunde, og taxichauffører nægter at køre med blinde, der har førerhund.
Men sagen er naturligvis, at der er mange herreløse hunde i deres hjemlande, som lever under de mest lurvede forhold i byerne, fordi der ikke er ordnet renovation, men alt ligger smidt åbent hen i smøger og baggårde og rådner. Hunde og katte er tit befængte med sygdomme som skab o.l., og hundegalskab kan man sikkert også møde. De fremmedes angst for hunde skyldes således i høj grad de svinestier og lossepladser, de har derhjemme.
Den norske forfatter, Alexander Kielland, har skrevet en novelle om hunden "Trofast" i "Nordens Athen", d.v.s. Kjøbenhavn, som kandidat Hansen omdøbte til "Nordens Konstantinopel" på grund af de skrækkelig mange hunde. Havde det været nu, havde han sagt "Nordens Istanbul"
Her er Marstrands kendte billede af hunderakkerenpå arbejde.
Svinske gader har der naturligvis også været hos os, når vi ser tilbage i tiden (og man kan da også stadig harmes over weekendgriseriet i København!). I vore middelalderbyer lod man med mellemrum mestermanden eller natmanden aflive de herreløse dyr for nogle skillinger per styk. Dette system fortsatte frem til 1800-tallet, ikke mindst i sommerens "hundedage", som man på grund af varmen anså for særlig farlige. I Helsingør aflivede man på tre år 520 hunde på Frederik den Andens tid, i 1700-tallets Stockholm dræbte man 346 hunde på to år. Selvfølgelig må man regne med at der er røget nogle private "trofaster" med. Læge Heinrich Callisen, som er mindet som gadenavn i Hellerup, gjorde meget for den almindelige sundhedssituation og forklarede bl.a. smittefarligheden ved de mange løsgående hunde.
I 1815 indførte man så efter udenlandsk forbillede hundetegn i København. Et sådant tegn skulde enhver hund have i halsbåndet, hvis ikke den skulde risikere at blive indfanget af "hunderakkeren", der med en kærre færdedes rundt i byen. Havde man en hund, der skulde aflives, kunde man henvende sig til ham eller bringe den ud på veterinærskolen. Man måtte derimod ikke drukne den i søerne. Man får jo først renset drikkevand i København flere årtier senere, - efter den store koleraepedemi!
