"Jeg hørte fornylig gennem min kone fra Sri Lanka, at en singalesisk 17-årig pige, der arbejdede som barnepige i Saudiarabien, var blevet dømt til henrettelse for at være skyldig i barnets død. Hun skulde have rusket det ('shaken child syndrom') og blev dømt for mord. Nu læste jeg i Dispatch International, at de havde halshugget hende på et torv, og at nogle tilskuere var besvimet ved at se den blodige og grusomme forestilling. Hendes hoved var rullet flere meter væk. Bagefter hængte man hendes hovedløse krop op under en helikopter og fløj rundt med liget til advarsel for andre. Hendes familie har ikke kunnet få udleveret hendes krop, som siges at være blevet væk.
Den singalesiske regering havde gjort alt for at redde hendes liv, men saudierne hørte ikke, thi for dem gælder kun sharialoven, for det er Allahs lov, som står over alle andre verdslige love og regler i verden.
Er det dette, vi har i vente i Europa? Åbenbart?"
Bo de Silva 18.1.2013 på den svenske blog "Every kinda people" http://everykindapeople.blogspot.se/
For et par år siden viste de på svensk TV en dokumentarfilm om Dubai
Der er ikke regulerede arbejdsforhold og -rettigheder. De mange mandlige arbejdere fra Indien eller andre lande må arbejde på de usikre og risikofyldte arbejdspladser, man har i Dubai. Åbenbart betyder gæstearbejdernes liv ikke så meget.
I
Dubai bor rige mennesker. Og hertil
strømmer fattige unge piger fra Philippinerne, Indien. Etiopien
m.m.
De
har ingen penge, men de vil arbejde, slide
i det for at redde familien derhjemme, ja nogle vil til og med sælge
deres krop, bare de kan hjælpe deres børn og forældre med lidt
penge. De ved ikke om de skal tro på de rygter, de hører om
arabere, men de har ikke noget valg. I Dubai er der arbejde! Og der
er statslige fæste-kontorer, der ved, hvor der er job.
Filmen
viser et par kvinder på fæstekontoret. Manden, der expedeer dem,
siger, at de indledningsvis må udfylde en blanket med deres data og
skrive under for at man kan gå videre og finde dem et job. Knapt har
han fået blanketten i hånden igen, før han forklarer, at
underskriften nu binder dem til de jobs de får i to år, og ham skal
de betale en af ham angiven sum (hvilket ifølge de offentlige udsagn
fra Dubai er forbudt). Man tager i øvrigt deres pas fra dem, så de ikke kan stikke af.
De
håber naturligvis at havne hos en venlig frue, men mange møder en
brutalitet, de aldrig har kunnet forestille sig. Arbejdsdage
op til 15-20 timer. Slag og pisk og mishandling. Klager
de noget sted, bliver det værst for dem selv, for ingen hører på
dem eller tror dem. Flygter de fra pladsen, bliver de om muligt
indfanget og straffet, eller går til bunds i samfundet. Kommer de
til ulykke eller bliver syge, så dem om det. De er faktisk slaver så
at sige uden rettigheder, og selvom ambassaderne fra deres hjemlande
gerne vil hjælpe dem, er det begrænset, hvad de kan udvirke.
Det
flotte rige Dubai med dets strålende forretninger og dets stolthed
over de høje skyskrabere etc. etc.
bygger altså i høj grad på slaveagtig udnyttelse af u-landenes
store fattige befolkninger. Det hule fatamorgana af opblæsthed
hviler på andre menneskers pinefulde livsforløb.
Og vore gamle kulturlande og I-lande
lader araberne opføre sig så råt og vildt, som de altid har gjort.
Hvad rager det os, sålænge det ikke er os, det går ud over.
Men
det kan det blive! Hurtigere end som så!
Kilde:
dokumentarfilm fra Dubai i Svt 23.1.2011.
