Det Armenske Folkemord er og bliver en løkke, der strammer om Tyrkiets hals, så de ikke kan ånde. Man kan nu engang ikke ændre på fortids gerning, men man kan lægge det åbent frem og beklage den fremfærd, som landet, d.v.s. dets datidige befolkning gjorde sig skyldig i.
Som barn var det svært at sige undskyld, når man havde gjort noget forkert.
Siden opdagede man, at det også indbar en lettelse. Det forstår Tyrkiet åbenbart ikke.
Tyrkiet opfører sig som et fire års barn....
Alle lande har vist nogle sorte pletter af skam over et eller andet fra fortiden, som man i dag ikke er så glade for. Man kunde for Danmarks (- og flere andre landes) del gerne nævne 1700-tallets slavehandel. At læse om det kan gøre mig ked af det, men det tynger mig ikke, for jeg må erkende, at man på 1700-tallet tænkte i andre baner.
Jeg kan langt lettere harmes over svenskernes uhørt brutale fremfærd over for danskerne under krigene om Skånelandene, fordi det virker som om de ikke har tænkt over det senere.
Går vi derimod i en bred bue uden om spørgsmålet, trives danskere og svenskere i almindelighed godt sammen.
Historiske kendsgerninger kan måske tilgives, men ikke udslettes.
Armensk-dansk fællessang i Gyllinge Kirke ved mindehøjtideligeheden for det armenske folkemord 2012
