I den vestlige verden er der en kedelig tendens til at bebrejde sig selv for ting, andre har gjort. Er der for eksempel et terrorangreb i en lufthavn, er man straks ude med riven efter lufthavnens svigtende sikkerhed. Man siger nødigt noget bebrejdende om gerningsmændene, (det kunne virke "grøftegravende" ikke sandt?), og man tager det som en naturgiven ting, at folk med baggrund i Fredens Religion laver den slags. "Herregud, de har vel deres grunde?" tænker man, og det er også det indirekte budskab i Ole Birk Olesens ætsende kommentar til de passagerer, der passivt sad og overværede unge indvandreres angreb på en etnisk kineser.
Danskere er kujoner, siger Birk Olesen, men når han ikke tør bebrejde overfaldsmændene noget, falder kujonbeskrivelsen mest tilbage på ham selv.
Det faktum, at det var et racemotiveret angreb på en etnisk kineser, kommenterer han ikke. Meget mærkeligt, for manden har ellers et skarpt øje for "racisme", og når danskerne en sjælden gang forfalder til den slags, springer Birk Olesen og andre retlinede antiracister op som trolde af en æske. Det gør de dog nødig, når det - som det lader til at være tale om her - er indvandrere fra Mellemøsten, der er tale om. Og i slige tilfælde er Birk Olesen og hans "antiracistiske" apostler tavse som østers.
Ved han ikke, at hele Nordeuropa lider under en massiv indvandring fra Mellemøsten? Og at den medfører jævnlige angreb på bøsser, jøder og grønlændere? Og at det fortsætter generation efter generation? Det må han og andre frelste antiracister have opdaget, når de kortvarigt tager de politisk korrekte briller af.
Men de siger ikke noget. Tværtimod. De sidder som skrækslagne passagerer i den bus, hvor overfaldet fandt sted og tænker, at det er klogest at holde mund.
