Hvem skal vi tro? Obama eller Wafa?

Nedenstående er måske ikke den bedste oversættelse, men dog fuldt forståelig.

Wafa Sultan er den syriske psykiater, som nu lever i USA. Hun lavede det berømte indslag på Al Jazera, hvor kun gjorde grin med islam. Hun deltog i Trykkefrihedsselskabets konference med Gert Wilders den 14. juni på Christiansborg.
Oversætteren her er ukendt. MVH, Ole G.

http://www.hudsson-ny.org/
Juni 12, 2009 6:30
Ved Wafa Sultan

Hvem skal vi tro?
Efter præsident Obamas Kairo-tale lød mange af mine
mellemøstlige, arabiske læsere forvirrede. Som en af dem gav
udtryk for: “Hvem skal vi tro, Obama eller dig?” Navnlig i hans
erklæring om, at “Amerika og Islam deler fælles principper, principper om retfærdighed, tolerance og værdighed for mennesker.“

Sandt nok, ved at læse den arabiske presses reaktion på hans indlæg er det klart, at mange muslimer nu elsker Obama. Når alt kommer til alt, introducerede han dem for en fortælling, der bekræfter deres
konspirationsteorier og deres identitet som ofre for Vesten. Derfor gav de arabiske medier udtryk for deres tillid til, at den tale ville fremkalde en “ny holdning til islam og muslimer efter århundreders aggression og fjendtlighed.” (Al Ahram-Egypten-MEMRI).

Mere end noget andet mindes jeg en historie af Nizar Qubbani, den berømte syriske digter.

Hans unge søn var læge og led af et akut hjerteproblem. Da Nizar spurgte sin søn om hans hjertetilstand, tegnede sønnen et rødt hjerte.
Da faderen nu var digter, fortolkede han tegningen som et tegn på et levende og sundt hjerte og fandt stor trøst i at antage, at dette var et tegn på bedring.

Efter sønnens død skrev Nizar et digt, der beskrev hans følelser som sønderknust far. Han følte ubærlig sorg, da han erkendte, han havde fejlfortolket tegningen. Tydeligvis var sønnens tegning af et rødt hjerte ment som intet håb for hans blødende hjerte, mens faderens forståelse af symbolet som en forhåbning var forkert.

Digteren og lægen opfattede virkeligheden på helt forskellig måde, der ligner det modsætningsforhold mellem præsident Obamas opfattelse af den islamiske verden og min. Sandheden er imidlertid, at kun én realitet eksisterer. Obama er politiker og en meget klog en. Men hans tale afslørede, at hans opfattelse er urimeligt påvirket af naive ønsker. Hans opfattelse af islam og den virkelige islam må synkroniseres. Jeg er læge og realist, der har levet og
oplevet effekten af min arabiske kultur og den islamiske religion siden barndommen.

Præsidenten leflede for muslimerne: roste deres resultater, og var medfølende i deres klager, og undskyldte for uretfærdigheder, der var gjort mod dem gennem århundreders kolonialisme - uden en eneste gang at nævne historiens hæmningsløse og voldelige arabiske kolonialisme.

Han undgik enhver omtale af jihadiske principper og den islamiske politiske ideologi om overherredømme over ikke-muslimer, - principper, der er forankret i sharia-lovgivningen. Disse undervises og sanktioneres åbent ved Al-Azhar-universitetet, der var vært for ham, det førende center for sharia-studier. Obama understregede formodningen om amerikansk mishandling af terrorister og undskyldte for tortur i Guantanamo, idet han glemte, at islamiske regimer er brutale mod deres egne folk.

Præsidenten tog ikke vigtige amerikanske bidrag i betragtning, hverken i soldaterliv eller i humanitær bistand til muslimer over hele kloden, ydet gennem historien - på trods af muslimske angreb på Amerika og amerikanerne. Kort sagt, dele af hans tale lød som holdt af en ny pan-arabisk Messias, der var kommet for at hjælpe den arabiske verden tilbage til dens retmæssige verdensherredømme.

Mest foruroligende var præsidentens opfordring til at forsvare muslimer mod negative stereotyper. En farlig præcedens er skabt, når ytringsfriheden er bragt til tavshed, og ideologisk kritik er forbudt.
Dette, igen, er det stof, som mareridtsagtige, totalitære regimer er lavet af. Det smukke i den amerikanske forfatning er dens balance, og
den visdom, den rummer ved at sondre mellem det, der bør beskyttes og forsvares, og det, der bør retsforfølges. Love, der opmuntrer til at gøre kritik af islam til en lovovertrædelse, der er strafbar er bekymrende.

Siden ankomsten til USA, har jeg nydt friheden til at opdrage mine arabiske brødre og søstre i Mellemøsten, der længes efter reel frihed - og jeg har set successer. Mr. Obama stiller spørgsmål ved netop disse successer snarere end at kæmpe for frihed.

Når præsidenten indleder sin nye opgave med at forsvare muslimer “mod negative stereotyper,” betyder det, at han på en eller anden måde blander sig i og underminerer den besked? Eller måske betyder det, at han sammen med OIC, ”Organisationen af Islamisk Konference”, de 57 muslimske lande, der arbejder utrætteligt på at fremme en FN-resolution for at undertrykke kritiske røster mod islam? Jeg er overbevist om, at vi alle vil komme til at fortryde dette.

Obama går uden om den akutte situation i den islamiske verden med Smiger og undlader at opmuntre til ansvarlighed for den retorik, praksis og adfærd, der skaber stereotyper. Jeg har ikke hørt en eneste opfordring til den islamiske verden om at åbne sig for mangfoldighed, til at acceptere kvinder som ligeværdige borgere med samme rettigheder og beskyttelse i henhold til loven som mænd. Jeg hørte ikke en udfordring til den muslimske verden om at acceptere andre religioner og deres mulighed for at praktisere den åbent inden for den islamiske verden – hvor praktisering af kristendom, jødedom og andre religioner kan koste den enkelte hans eller hendes liv. Jeg har ikke hørt en opfordring til en gang for alle at slette dhimmi-racismen. Shariaens retsfællesskab dikterer, at kristne og jøder er mindreværdige og bør undertrykkes.

Er det “... principperne om retfærdighed, tolerance og værdighed for mennesker”? Derimod ser jeg mit folks hjerter bløde og kender det presserende behov for selvkritik og ærlig undersøgelse af hensyn til hurtig udbedring. Obama svinger med guleroden, men skræmmes væk fra de tvingende spørgsmål, der koger under overfladen.

Obamas virkelighed gør mit og andres arbejde, der taler imod intolerante, islamiske doktriner, mere udfordrende. Han undergraver denne mission ved at formilde misbruget og den fremmedfjendske politik og gøre det muligt for folk inden for den islamiske verden at
undertrykke andre, til at tvinge andre til deres tro, og at fortsætte denne stræben med hans velsignelse.

Præsidenten har undladt at mødes med frihedselskende individer,
befriede arabere som mig. Han har undladt at føre den muslimske verden ind i modernisering og afgørende reformer. Snarere end at råbe: “Huset brænder,” smiler Obama og fortæller os, hvor smukt huset er, mens det brænder ude af kontrol og truer med at ødelægge os.

Tilbage til det spørgsmål, jeg fik på min e-mail: “Hvem skal vi tro, Obama eller dig?”

Jeg forklarede min marokkanske læser, at Obama er en politiker, som ønsker at anvende sød snak og renvaske virkeligheden for at tilfredsstille muslimer.

Jeg er på den anden side en pragmatisk, arabisk kvinde, der slap ud af det islamiske fængsel til den frie verden og nu vier mit liv til at udtrykke synspunkter frit og presser på for at skabe en reel forskel i islam.

Vi kan ikke have det på begge måder. Intolerance tolererer aldrig frihed!