Journalist Helle Broberg Nielsen synes i Weekendavisen den 29. maj dybt forarget over, at en vågen kollega, Uwe Max Jensen opdagede, at den irakiske talsmand for besætterne i Brorsonskirken, Taleb Ansari, - "en desperat stakkel" tidligere er dømt for forsøg på indsmugling af halvandet kg heroin i Danmark.
Han idømtes 6 års fængsel og udvisning for bestandig. Helle Broberg finder åbenbart dette ret ligegyldigt, mens vi givetvis er mange, der finder det særdeles relevant i samfundssammen-hæng.
Narkoindsmugling – i dette tilfælde ikke af hash eller kat, men af heroin - er ikke nogen ringe forbrydelse, hvad dommen da også viser. Det siger noget væsentlig om manden. Havde han hugget pengene, så var det en anden sag. Men han hørte til ”Dødens købmænd”, som skrupelløst ville tjene penge på andres ulykke! Det er så sandeligt relevant at omtale det! Og endnu mere relevant i samfundssammenhæng er det, at dommen endnu ikke er blevet eksekveret helt ud, til trods for, at Irak i dag er et land, hvor man tager på sommerferie.
Hvordan kan præsten Per Ramsdal, menighedsrådet, Arne Melchior og andre halv- og helrøde give besættere lov til fortsat besættelse og ignorere demokratiets og domstolenes beslutninger?
Det er jo det rene anarki og selvtægt – og et relevant problem i samfundssammenhæng.