Dansk Folkepartis ugebrev
v./ næstformand Peter Skaarup
- mandag den 18. maj 2009
Kirkebesættelse skal have konsekvenser
Afviste irakiske asylsøgere besatte fredag Københavns Domkirke for at hindre den hjemsendelse, der pludselig er nært forestående som følge af en aftale mellem myndighederne i Danmark og Irak. Reaktionen var desværre en hel del, som jeg havde ventet: Formanden for menighedsrådet i Vor Frue Kirke, Ole Ehlers, udtalte ganske vist, at han helst så, at irakerne forlod kirken, men på den anden side ville han ikke opfordre politiet til at skride ind og fjerne besætterne.
Med andre ord ville Ole Ehlers – og med ham sognepræst Jesper Stange – ikke sørge for, at danske myndigheders afgørelser blev ført ud i livet. Hvis Danmark var en udemokratisk bananrepublik, kunne det forsvares, men i Danmark må vi være enige om, at vi har et folkestyre, og i virkeligheden er menighedsrådets passivitet dermed en hån mod den danske befolkning, der nu en gang har valgt vore politikere – og dermed også den lovgivning, som gælder her i landet.
Uvist af hvilken årsag valgte de afviste irakiske asylsøgere søndag en ny kirke som mål for deres besættelse. Valget faldt på Brorsons Kirke på Nørrebro. Det er sikkert ikke tilfældigt, at de netop har valgt en kirke i det sogn, hvor også Blågårds Kirke befinder sig – den kirke, som i 1991/92 husede 78 afviste palæstinensere i næsten et halvt år, med det resultat, at Folketinget i 1992 vedtog en særlov, som gav opholdstilladelse til 321 afviste palæstinensiske asylsøgere, hvis sager ellers var blevet gennemprøvet ved samtlige instanser.
13 år senere – i 2005 – viste en undersøgelse, at 42 procent af palæstinenserne i mellemtiden havde begået kriminalitet, og at 74 procent var på overførselsindkomst. 135 var blevet straffet ved domstolene, og 238 blev i 2005 forsørget af det offentlige.
Særloven var i virkeligheden ikke udtryk for andet end rent anarki og vilkårlighed, for også dengang havde de ansvarlige myndigheder på udlændingeområdet konkluderet, at der ikke var noget retligt grundlag for asyl til palæstinenserne. Men et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vedtog at tilsidesætte de myndigheder, som de selv have sat til at administrere loven; i februar 1992 var særloven en realitet.
Den nuværende situation minder lidt om dengang, men også kun lidt, fordi de Radikale heldigvis er sat effektivt uden for politisk indflydelse, og fordi et stort flertal i Folketinget, som foruden regeringen og Dansk Folkeparti også omfatter Socialdemokratiet, fastholder, at de afviste irakiske asylsøgeres ophold i Danmark savner ethvert juridisk grundlag. Hertil kommer, at offentligheden ikke længere uden videre godtager alle de letkøbte politiske floskler, som udbredes af venstrefløjen, politisk korrekte sognepræster, autonome unge og andre givetvis velmenende mennesker.
Nærmest tragikomisk var det at opleve, at CD’s Arne Melchior pludselig var på banen igen i Vor Frue Kirke. Han bakkede som folkevalgt politiker også op om de afviste palæstinensere tilbage i 1992. Selv om CD endte med at stemme imod særloven, rettede Melchior hårde anklager mod den ”inhumane” danske udlændingepolitik. Intet har han lært, og det skulle såmænd ikke undre mig, om nogle af de palæstinensere, han ønskede skulle have humanitær opholdstilladelse, efterfølgende har været med til at råbe slagord mod Israel på Rådhuspladsen.
Ubehagelige minder fra fortiden dukker frem. Ikke mindst argumenterne fra irakernes danske støttegruppe ”Kirkeasyl”, som går på, at ”kirken er et sted, hvor folk i nød altid har kunnet søge beskyttelse”. Det tør i den grad siges at være et misbrug af kirken, der vil noget. For det første er irakerne ikke forfulgte i deres hjemland, og for det andet er forholdene så sikre, at selv de irakiske myndigheder – efter flere års tovtrækkeri – har sagt ja til at modtage deres egne statsborgere. ”Kirkeasyl” er formentlig slet ikke klar over, hvad det vil sige at være forfulgt – men måske burde de tale med nogle kristne i lande som Palæstina, Kosovo eller Tyrkiet.
De afviste irakiske asylansøgere er kun ”forfulgt” af det, vi alle som borgere eller gæster i Danmark er underlagt: At love og regler skal overholdes, og at kirkebesættelser er i strid med loven. De irakiske asylsøgere har ganske rigtigt opholdt sig i Danmark i årevis, men ikke med de danske myndigheders gode vilje, og Dansk Folkeparti har de sidste mange år presset på for at få gennemført en hjemsendelse, fordi deres liv i Danmark var udsigtsløst.
De irakiske børn har ikke haft optimale forhold i Danmark, hvor flere af dem er født. Men den situation kan de takke deres forældre for. Det er dem, der har bragt børnene i den situation, som de i dag befinder sig i. De voksne har sikkert heller ikke alle haft det lige godt, men det havde til enhver tid stået dem frit for at følge myndighedernes anvisninger og flytte hjem – endda med et rundhåndet tilskud til genetablering i Irak. Kort sagt gjorde man fra dansk side alt, hvad der var menneskeligt muligt for at afhjælpe irakernes problemer. Kun dette ene – asyl – fik de ikke. Det ville være ensbetydende med en tilsidesættelse af loven.
Lad os blive lidt ved en særlov. Skulle den så omfatte afviste asylsøgere fra andre lande? Ville det i givet fald ikke være det mest retfærdige, at disse somaliere, russere, palæstinensere, iranere og etiopiere m.fl., – der heller ikke ønsker at tage tilbage – også fik en særlov, så de kunne få asyl, når nu irakerne skal have det? Selvom de ikke er berettiget til det. Og hvad med resten af verden? Er der ikke mange, som ikke har de boligforhold, den økonomi og de sociale og samfundsmæssige vilkår, de helst vil have, og som kyniske menneskesmuglere udnytter? Jo, det er der! Men skal de så også have asyl?
Dansk Folkeparti kræver, at regeringen griber ind og får de afviste asylsøgere sendt ud af landet hurtigst muligt. For hver dag forlænges deres problemer i Danmark, og uanset hvor længe de bliver i Brorsons Kirke vil resultatet være det samme: De bliver sendt hjem. Nu er det kun et spørgsmål om, hvor lang tid deres danske hjælpere med deres misforståede humanisme ønsker at trække pinen ud. Jeg nærer ikke stor tillid til, at menighedsrådet i Blågårdens Sogn vil være mere villige til at finde en løsning end menighedsrådet i Vor Frue Kirke. Det betyder i sidste ende, at politiet må gribe ind og fjerne besætterne uden varsel. Hverken menighedsråd eller sognepræster ”ejer” kirken – den er offentlig ejendom.
Når irakerne er sendt hjem, vil Dansk Folkeparti foreslå, at hjemsendelsesaftaler i fremtiden hemmeligholdes, således at afviste asylsøgere ikke længere får mulighed for at spekulere i manifestationer til ære for medierne. Men det allervigtigste er, at afviste asylsøgere aldrig mere får mulighed for at opholde sig så længe i Danmark som irakerne. Kirkebesættelsen bør være en påmindelse til os alle om, at denne sag fra start af skulle være håndteret langt mere konsekvent og håndfast, end den er blevet.
Med venlig hilsen
Peter Skaarup
