Kan vi have tillid?

Socialminister Karen Jespersen sagde ved et møde, at når danskerne følte sig blandt verdens lykkeligste folk, så skyldtes det bl.a. den store indbyrdes tillid til hinanden, som ifølge en meningsmåling var på 80 %.

Her er en kronik fra Sverige, som handler om dette fundamentalt set vigtige begreb: tillid.


Kriminaliteten i Sverige er nu blevet så oprørende, at vi alvorligt må diskutere retssamfundets fundament. En ændring i tankemønstret, hvis vi kan kalde det sådan, er foregået ubemærket, fra ”vi kan stole på folk” til ”kriminelle findes overalt”. Vi var et meget lovlydigt folk for 50 år siden. Hvad er forskellen mellem dengang og nu? Der kræves en ny radikal ændring for at genoprette tilliden til retsstaten. Jeg kommer her med et konkret forslag.

I landsbysamfundet vidste ”alle”, hvad ”alle gjorde”. Man var ”Nogen”, som alle kendte og brød sig om. Man vidste, at man var iagttaget, hvilket var naturligt. Denne ”sociale kontrol” virkede stærkt begrænsende på alt, som kunne vække ubehagelig opmærksomhed. Begrebet integritet kendte man ikke. Man havde tillid til at blive mødt med anstændighed.

I storbyerne med masser af mennesker kender mange ikke engang deres naboer i samme opgang. De ved ikke, om de kan have tillid til dem. ”Upålidelige” gemmer sig blandt alle andre. Den personlige integritet bliver vigtig. Vi tillægger den så stor vægt, at endog nylig frigivne vaneforbrydere nyder godt af den. Det gjaldt ikke tidligere. ”Alle” vidste, hvem der havde ”siddet inde”. Det fremgik af den offentlige rettergang. Over for sådanne personer iagttog man en vis forsigtighed, indtil de havde vist, at de havde forbedret sig.

Ordet ”integritet” brugte man tidligere om personer, som havde den nødvendige civilkurage til at stå for en forholdsregel eller en mening, som var usædvanlig. I dag er betydningen gledet over til at betyde ”anonymitet” for personer, som ikke vil stå ved, hvad de har gjort.

Set med mine øjne bygger civilisationens fundament på ”tillid”. Vi har nået en højere levestandard end lande med vilkårlig magtudøvelse. Det skyldes først og fremmest, at vi har stolet på hinanden, og at vi har stolet på, at magten opretholder loven upartisk. Vi har turdet gøre forretninger med fremmede. Vi har stolet på, at de ville holde, hvad de lovede, og at samfundet – hvis de ikke gjorde det – havde vilje og evne til at ordne det. Denne tillid til samfundet er blevet alvorligt rystet.

Retten til personlig integritet ser jeg som betinget af tillid til min person. Det er klart, at jeg har denne ret fra fødslen. Men begår jeg en forbrydelse, kaster jeg den tillid over bord, som var dens forudsætning. Derfor må vi gøre en omvurdering.

Tillid er nemlig ikke noget, man kan have ret til. Den må man fortjene, hvilket man ikke kan gøre i fængslet, hvor samfundets fristelser er langt borte. Efter aftjent straf står der tilbage at vise, at man fortjener tillid, hvilket burde være forudsætningen for fuld personlig integritet. Et lille indgreb i integriteten hos de personer, der er tilbøjelige til forbrydelser, bør i dag være lige så naturligt som det tidligere var for alle.

Moderne teknik gør det muligt at genskabe den sociale kontrol i en meget diskret form. Teknikken udgøres af en elektronisk overvågning med en ”lokator” (d.v.s. en arm- eller fodlænke): en GPS-modtager med mobiltelefon. Den angiver løbende bærerens position til politiets computer. I Storbritannien findes nu en model for privat brug til 1.600 sv.kr. Den ser ud som et armbåndsur og sælges til familier, som vil have rede på deres børn eller demente. ”Logning” med geografiske alarmgrænser tilbydes for 100.- til 250.- sv.kr. om måneden. Politiets krav fordrer givetvis dyrere apparater, men omkostningerne bliver alligevel uhørt meget billigere end fængsler og behandlingshjem til 90.000 sv.kr. per måned, hvilket er alternativet for dem, der går ind for längere straf udmålinger.

At bære lokator bør ikke betragtes som et straf. Bæreren må gør alt, hvad jeg gør. Dog føler han sig iagttaget, det som før i landsbysamfundet var den ”sociale kontrol”. Men kontrollen er meget mer diskret end dengang, eftersom det nu bare er enkelte edssvorne embedsmænd som får adgang til data. Lokatoren virker meget afkølende på bæreren netop i det øjeblik, han møder en fristelse. Skulle han falde for den, kan politiet omgående hente ham. Resultatet af lokatoren bliver kraftigt forebyggende mod kriminalitet. Hvis bæreren planerer en forbrydelse og derfor bryder lokatoren itu for at kaste den væk, går allarmen givetvis i gang, så politiet kan eftersøge ham. Det gør forbrydelsen mere kompliceret, exempelvis hvis trusler mod vidner skal virkeliggøres.

Voksenverdenens mangelnde evne til at sætte tydelige grænser har bibragt mange unge den opfattelse, at ”lov og orden” bare er snak. Den praksis, de møder, bekræfter, at samfundet hverken VIL eller KAN opretholde lov og orden.

For at genskabe respekten for retsorden turde den allervigtigste strategi på lang sigt være at kvæle rekrutteringen af unge til kriminalitet. Da bliver nultolerancen - en virkelig nultolerance også for små forbrydelser - afgørende. Det kræver, at man kan indsætte en konsekvens, som er hurtig, bestemt, mild og så diskret, at den ikke bliver stigmatiserende. Lokatoren svarer til alle disse krav. Den er desuden overlegen billig. Den er unik. Jeg ser ikke noget alternativ, som når op på siden af den.
Den som modsætter sig, at den tages i brug i Sverige, bør fremlægge et bedre

alternativ, eftersom noget må gøres omgående.

Anvendelse af lokator forudsætter en ændring i synet på indtrængen i integriteten. Den almene, dyre og ineffektive filmoptagelse af alle os hæderlige kan så byttes ud mod den diskrete, billige og effektive overvågning af de meget få, som har bortkastet deres ”medborgertillid”.

Sture Åström
Helsingborg
Styrelseledamot i Medborgarrättsrörelsen MRR


Se også http://www.newsmill.se/artikel/2009/05/27/radda-var-demokratiska-rattsordning