Repetition: Jean Monnet-professorer
Som bekendt har EU-højborgen i Bryssel og lokale EU-kontorer været ramt af store skandaler angående nepotisme, fusk og svindel til millionbeløb. Rimeligvis var det kun toppen af isbjerget, som kom til offentlighedens kundskab gennem Bernhard Connollys bog ”The rotten heart of Europe” (Europas rådne hjerte), og nogle større konsekvenser for EU fik det ikke. Man fyrede Connolly på gråt papir, satte Edith Cresson og hendes ven og ”videnskabelige rådgiver”, tandlæge Berthelot på porten og gik videre, som om intet var hændt. EU-personalet har mundkurv på, og EU-dokumenter offentliggøres først efter 30 års forløb, når alt er glemt eller er blevet borte eller forvansket!
Connolly fortæller bl.a. om hovedpersonen bag hele EU-projektet, bankmanden Jean Monnet:
`Helt fra starten i forberedelsesperioden før Rom-traktaten i 1957 talte Jean Monnet kraftfuldt og præcist for at man skulle overføre magt direkte til en gradvis opbygning af en enhed og samle den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et kraftfelt, hvor en union ikke kunne stoppes.
Overførslen af magt fra EU-landene til et centralt EU skulle begynde med ret ukontrovertielle økonomiske funktioner og stålproduktionen, for således at mindske bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførsel af magt ikke kunne føres tilbage igen til de enkelte lande. Det sikredes ved traktat-doktrinen ”acquis communautaire”: al magt, der afgives til EU´s samfundsinstitutioner, bliver gjort til permanent EU-lov, idet den samtidigt tages ud af medlemslandenes nationale love.`
Men Europa skulle også have en fælles sjæl, mente formand for EU-kommissionen, Jacques Delors. I hver af Europas stater findes der en fællesnævner for folket: først og fremmest fælles historie, men i reglen også fælles sprog og religion.
Delors´s embedsmænd gik i gang med at finde en fælles åndelig dimension for enhedsstaten EU. Ensartet børneopdragelse og undervisning giver fælles fodslag. Da EU-kommissionen ikke direkte kunne praktisere dette, satsede den på universiteterne og lancerede i 1990 det såkaldte Monnet-program, som skulle ”fremme undervisningen i europæisk integration”.
EU-kommissionen udvælger EU-positive akademikere, som er villige til at undervise på EU´s præmisser. Der er oprettet mange hundreder Jean Monnet professorater ved Europas universiteter og man har financieret over halvandet tusinde ”undervisnings- og forskningsprojekter inden for europæisk integration”. EU-landene betaler således til en bevidst indoktrinering af deres studerende ungdom.
Jean Monnet-professorerne - også kaldet ”EURO-professorerne” - lønnes helt eller delvist af EU. Deres opgave er at agitere for EU-storstaten i Jean Monnets ånd igennem undervisning, foredrag og artikler. For at få et sådant professorat, skal man nemlig ”fuldt ud stå inde for og fuldstændigt hellige sig europeisk integration”.
En ensidig propaganda betalt af skatteborgerne!
Altså sanktionerer EURO-professorerne på forhånd en fælles EU-forfatning ligesom de har godtaget den politiske overvågningscentral i Wien (EUMC) og dens censur-netværk.
Den 9.2.99 stillede MF Christian H. Hansen (DF) følgende spørgsmål til forskningsminister Jan Trøjborg
»Vil ministeren bekræfte eller afkræfte oplysninger om, at forskere, som ønsker at blive udnævnt til Jean Monnet-professorer, inden ansættelsen skal indordne sig kravene fra »Action Jean Monnet«, hvori det hedder: »Oprettelsen af en Jean Monnet-lærestol er et symbolsk udtryk for en fuldtidsstilling til en underviser, der fuldt ud står inde for og fuldstændig helliger sig europæisk integration«, og vil ministeren i bekræftende fald redegøre for, hvorledes ministeren stiller sig til denne form for politisk styring inden for den højere forskning?«
Ministerens ”svar” 24.2.99 bekræftede formålet med Jean Monnet-lærestolene.
Timetallet ligger mellem 180 og 250 timer og de højere læreanstalter forpligter sig til ”at opretholde "Jean Monnet lærestolene" i mindst 4 år efter ophøret af samfinansieringen fra Europa-Kommissionens side; dvs. i alt 7 år”.
”Der kan ydes indtil 20.000 ECU pr. år for en maksimumsperiode på tre år, dvs. 60.000 ECU i alt”.
Trøjborg så ingen problem i EU-støtte til undervisning i europæisk integration. Han havde ikke fået oplysning om, at disse lærere ”fuldt ud skal stå inde for og fuldstændig hellige sig europæisk integration.” De ønskede selv at undervise ”i emner inden for europæisk integration”, og der stod ikke noget ”i tilskudsordningen om, at den pågældende lærers forskning herigennem styres politisk”, så han ville hilse ”redelig videnskabelig forskning” angående europæisk integration velkommen.
Udenomssnak!
Som bekendt har EU-højborgen i Bryssel og lokale EU-kontorer været ramt af store skandaler angående nepotisme, fusk og svindel til millionbeløb. Rimeligvis var det kun toppen af isbjerget, som kom til offentlighedens kundskab gennem Bernhard Connollys bog ”The rotten heart of Europe” (Europas rådne hjerte), og nogle større konsekvenser for EU fik det ikke. Man fyrede Connolly på gråt papir, satte Edith Cresson og hendes ven og ”videnskabelige rådgiver”, tandlæge Berthelot på porten og gik videre, som om intet var hændt. EU-personalet har mundkurv på, og EU-dokumenter offentliggøres først efter 30 års forløb, når alt er glemt eller er blevet borte eller forvansket!
Connolly fortæller bl.a. om hovedpersonen bag hele EU-projektet, bankmanden Jean Monnet:
`Helt fra starten i forberedelsesperioden før Rom-traktaten i 1957 talte Jean Monnet kraftfuldt og præcist for at man skulle overføre magt direkte til en gradvis opbygning af en enhed og samle den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et kraftfelt, hvor en union ikke kunne stoppes.
Overførslen af magt fra EU-landene til et centralt EU skulle begynde med ret ukontrovertielle økonomiske funktioner og stålproduktionen, for således at mindske bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførsel af magt ikke kunne føres tilbage igen til de enkelte lande. Det sikredes ved traktat-doktrinen ”acquis communautaire”: al magt, der afgives til EU´s samfundsinstitutioner, bliver gjort til permanent EU-lov, idet den samtidigt tages ud af medlemslandenes nationale love.`
Men Europa skulle også have en fælles sjæl, mente formand for EU-kommissionen, Jacques Delors. I hver af Europas stater findes der en fællesnævner for folket: først og fremmest fælles historie, men i reglen også fælles sprog og religion.
Delors´s embedsmænd gik i gang med at finde en fælles åndelig dimension for enhedsstaten EU. Ensartet børneopdragelse og undervisning giver fælles fodslag. Da EU-kommissionen ikke direkte kunne praktisere dette, satsede den på universiteterne og lancerede i 1990 det såkaldte Monnet-program, som skulle ”fremme undervisningen i europæisk integration”.
EU-kommissionen udvælger EU-positive akademikere, som er villige til at undervise på EU´s præmisser. Der er oprettet mange hundreder Jean Monnet professorater ved Europas universiteter og man har financieret over halvandet tusinde ”undervisnings- og forskningsprojekter inden for europæisk integration”. EU-landene betaler således til en bevidst indoktrinering af deres studerende ungdom.
Jean Monnet-professorerne - også kaldet ”EURO-professorerne” - lønnes helt eller delvist af EU. Deres opgave er at agitere for EU-storstaten i Jean Monnets ånd igennem undervisning, foredrag og artikler. For at få et sådant professorat, skal man nemlig ”fuldt ud stå inde for og fuldstændigt hellige sig europeisk integration”.
En ensidig propaganda betalt af skatteborgerne!
Altså sanktionerer EURO-professorerne på forhånd en fælles EU-forfatning ligesom de har godtaget den politiske overvågningscentral i Wien (EUMC) og dens censur-netværk.
Den 9.2.99 stillede MF Christian H. Hansen (DF) følgende spørgsmål til forskningsminister Jan Trøjborg
»Vil ministeren bekræfte eller afkræfte oplysninger om, at forskere, som ønsker at blive udnævnt til Jean Monnet-professorer, inden ansættelsen skal indordne sig kravene fra »Action Jean Monnet«, hvori det hedder: »Oprettelsen af en Jean Monnet-lærestol er et symbolsk udtryk for en fuldtidsstilling til en underviser, der fuldt ud står inde for og fuldstændig helliger sig europæisk integration«, og vil ministeren i bekræftende fald redegøre for, hvorledes ministeren stiller sig til denne form for politisk styring inden for den højere forskning?«
Ministerens ”svar” 24.2.99 bekræftede formålet med Jean Monnet-lærestolene.
Timetallet ligger mellem 180 og 250 timer og de højere læreanstalter forpligter sig til ”at opretholde "Jean Monnet lærestolene" i mindst 4 år efter ophøret af samfinansieringen fra Europa-Kommissionens side; dvs. i alt 7 år”.
”Der kan ydes indtil 20.000 ECU pr. år for en maksimumsperiode på tre år, dvs. 60.000 ECU i alt”.
Trøjborg så ingen problem i EU-støtte til undervisning i europæisk integration. Han havde ikke fået oplysning om, at disse lærere ”fuldt ud skal stå inde for og fuldstændig hellige sig europæisk integration.” De ønskede selv at undervise ”i emner inden for europæisk integration”, og der stod ikke noget ”i tilskudsordningen om, at den pågældende lærers forskning herigennem styres politisk”, så han ville hilse ”redelig videnskabelig forskning” angående europæisk integration velkommen.
Udenomssnak!
Hvis Tyskland - via samarbejdsvenlige danskere - havde oprettet lærestole ved universitetet i København for tyske DM og under navn af Göbbels-professorater med krav om, at de pågældende lærere ”fuldt ud skulle stå inde for og fuldstændig hellige sig emner inden for integration i ”Das dritte Reich”, så havde man nok uden vanskelighed kunnet få øje på den politiske styring.
