maj 10, 2008

Skrukhøne

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech advarer i Kristeligt Dagblad 9.5.08 imod ”religionsforskrækkelse” og hævder, at ”kampen mod muslimske kvinders tørklæde i højere grad (er) udtryk for angst for religion.” Ikke den bestemte religion, islam, som hun åbenbart ikke tør nævne ved navn. Man kunne da forstå hendes tanke, hvis hun havde skrevet ”angst for Allah, som jo næppe står tilbage for sin samtids Baal i grusomhed.
Men nej, Rønn Hornbech tager munden fuld og mener Gud hjælpe mig angst for alle religioner! Er danskerne slagne af angst og gemmer sig af skræk for alverdens troende---? Det lyder som en sindsforstyrret tanke. Rønn kalder det da også ”religionsfobi” – altså åbenbart en slags mental sygdom?

Samtidigt siger hun meget selvmodsigende, at ”mange danskere slet ikke synes at kunne tage andres religion alvorligt.” Hendes påstand om ”angst” tyder da på det modsatte!

Rønn Hornbech véd med sikkerhed, at muslimske kvinder ”i langt de fleste tilfælde (bærer tørklæde) af egen fri vilje”, - hvad det så er for en størrelse.
”Egen fri vilje” var noget man diskuterede heftigt i gymnasiet, og som vi sikkert kan diskutere evindeligt uden nogensinde at blive færdige.


Rønn Hornbechs artikel får en til at tænke på en skrukhøne, der farer forvirret rundt med lidt skruk her og der.