Skal Sverige kunne forsvare sig mod angreb? Spørg svenskerne og svaret bliver et kraftfuldt JA. Spørg politikerne og svaret bliver en mumlen om, at truslen mod Sverige er afskaffet. Det er rigsdagen nemlig blevet enige om. Spørg den øverstbefalende for forsvaret, Håkan Syrén, om rigsdagens håb stemmer overens med virkeligheden, og svaret bliver - i henhold til hans besked til regeringen i torsdag - et bestemt NEJ.
I Håkan Syréns forslag til regeringen slås det fast: Sverige kan ikke forsvare sig! Det er et skæbensvangert besked til et land som gennem lang tid og i stor politisk enighed har opbygget et stærkt og effektivt forsvar, som har været velforankret i befolkningen. Men med de nu foreslåede nedlæggelser af centrale styrker i Nordland efterlades vigtige dele af Sverige i princippet uden noget forsvar.
Det er uacceptabelt, ikke bare ud fra forsvarsynspunkter, men også fordi en sådan svækkelse i sig selv skaber ustabilitet og indbyder til forsøg på at udnytte og drage fordele af en ny situation. Det er en enkel menneskelig psykologi der forstås af alle; den som rejser bort og efterlader huset ulåst, fordi der ikke bor nogle tyve i nærheden, kan regne med ubehagelige overraskelser, når han kommer hjem.
Et land kan aldrig nogensinde sige at trusler eller risici er forsvundne for altid. De kan være mere eller mindre tydelige, de kan i perioder lyse med deres fravær. Men en sikker forudsigelse er, at tider altid ændres, gode følges af dårligere, fredstider følges af tider med konflikt, trusler og uro. Sådanne markante forandringer, i begge retninger, er sket inden for de sidste femten-tyve år. Kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 90´erne indebar også et forfald og sammenbrud af den sovjetiske militærmagt. At et angreb mod Sverige skulle have kunnet komme fra det nye Rusland i de år var usandsynligt.
Men meget har ændret sig siden da. Rusland er blevet genopbygget, ikke mindst militært. Landet præges af et behov for revanche og af et ønske om at genindtage en stormagtsposition. Det må rimeligvis få konsekvenser også for det svenske forsvar. Men det synes ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke på det politiske ansvarsnivau. Rigsdagens bedømmelse er, at trusselbilledet er væk.
Men et trusselbillede kan hurtigt vokse frem. Ingen troede, at Hitler – ikke engang på lang sigt – ville kunne opbygge en militærmagt som skulle kunne true naboerne. Det tog ikke engang ti år. På samme måde vil Sovjet i løbet af en halv snes år have styrket sine militære stillinger yderligere. Hvis Sverige efterlader feltet frit åbent på Nordkalotten med dets strategiske position og værdifulde resurser, kan der meget vel opstå en fristelse til at flytte stillingerne frem.
At en moderatstyret regering nedlægger Sveriges forsvar har aldrig været set på landkortet. Det er så usandsynligt, at det svenske folk endnu ikke har fattet, at det sker. Moderaterne har jo altid været i opposition til nedskæringer i forsvaret. Også kristdemokraterne har udgjort et værn for svensk forsvarskraft. At partierne nu i regeringsstilling driver en forsvarspolitik, som vinder begejstring til og med i kommunistpartiet, er dybt foruroligende.
Regeringens vælgere må markere sig og kræve: slå ikke vort forsvar ud!
Kilde: Världen idag 16.5.08
I Håkan Syréns forslag til regeringen slås det fast: Sverige kan ikke forsvare sig! Det er et skæbensvangert besked til et land som gennem lang tid og i stor politisk enighed har opbygget et stærkt og effektivt forsvar, som har været velforankret i befolkningen. Men med de nu foreslåede nedlæggelser af centrale styrker i Nordland efterlades vigtige dele af Sverige i princippet uden noget forsvar.
Det er uacceptabelt, ikke bare ud fra forsvarsynspunkter, men også fordi en sådan svækkelse i sig selv skaber ustabilitet og indbyder til forsøg på at udnytte og drage fordele af en ny situation. Det er en enkel menneskelig psykologi der forstås af alle; den som rejser bort og efterlader huset ulåst, fordi der ikke bor nogle tyve i nærheden, kan regne med ubehagelige overraskelser, når han kommer hjem.
Et land kan aldrig nogensinde sige at trusler eller risici er forsvundne for altid. De kan være mere eller mindre tydelige, de kan i perioder lyse med deres fravær. Men en sikker forudsigelse er, at tider altid ændres, gode følges af dårligere, fredstider følges af tider med konflikt, trusler og uro. Sådanne markante forandringer, i begge retninger, er sket inden for de sidste femten-tyve år. Kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 90´erne indebar også et forfald og sammenbrud af den sovjetiske militærmagt. At et angreb mod Sverige skulle have kunnet komme fra det nye Rusland i de år var usandsynligt.
Men meget har ændret sig siden da. Rusland er blevet genopbygget, ikke mindst militært. Landet præges af et behov for revanche og af et ønske om at genindtage en stormagtsposition. Det må rimeligvis få konsekvenser også for det svenske forsvar. Men det synes ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke på det politiske ansvarsnivau. Rigsdagens bedømmelse er, at trusselbilledet er væk.
Men et trusselbillede kan hurtigt vokse frem. Ingen troede, at Hitler – ikke engang på lang sigt – ville kunne opbygge en militærmagt som skulle kunne true naboerne. Det tog ikke engang ti år. På samme måde vil Sovjet i løbet af en halv snes år have styrket sine militære stillinger yderligere. Hvis Sverige efterlader feltet frit åbent på Nordkalotten med dets strategiske position og værdifulde resurser, kan der meget vel opstå en fristelse til at flytte stillingerne frem.
At en moderatstyret regering nedlægger Sveriges forsvar har aldrig været set på landkortet. Det er så usandsynligt, at det svenske folk endnu ikke har fattet, at det sker. Moderaterne har jo altid været i opposition til nedskæringer i forsvaret. Også kristdemokraterne har udgjort et værn for svensk forsvarskraft. At partierne nu i regeringsstilling driver en forsvarspolitik, som vinder begejstring til og med i kommunistpartiet, er dybt foruroligende.
Regeringens vælgere må markere sig og kræve: slå ikke vort forsvar ud!
Kilde: Världen idag 16.5.08
