2. generations indvandrere har man hørt om længe, og da det røde Ungdomshus på Jagtvejen kom i kikkerten suppleredes de fint af 2. generations husérere.
Deres forældre stod for ”Projekthuset” i Rådhusstræde 13. Oplægget til projektet lød så smukt: det skulle være et Folkets Hus, hvor borgere i alle aldre kunne komme og hygge sig sammen: der skulle være ”Legeland” for de mindste, Biografrum m.m.
Men det varede ikke længe, før ”Huset” var kendt som en hashbule, som selv politiet helst undgik. Grundstemningen blandt de mange unge var dyb mistro, først og fremmest til myndighederne og det ”etablerede samfund”, men også indbyrdes. Det sås ikke mindst ved de såkaldte ”husmøder” om aftenen, hvor man sjældent havde samme ordstyrer aftenen igennem og hvor ord som ”forræder” og ”pamper” lød mellem hujen og råben op. Det var alt andet end demokratisk påvirkning af børnene.
Det varede ikke længe, før drømmen om fælles brug af ”Huset” for alle aldre og afskygninger af Københavnere måtte opgives. ”Hashhuset” blev lukket 5. marts 1971. Man gik i tænkebox på Rådhuset: nogen – en organisation eller lignende – måtte tage ansvaret for ”Huset”, så det ved eventuel genåbning ikke igen blev et center for salg af euforiserende stoffer, men kunne holdes stoffrit.
Desuden måtte man sørge for, at kvarterets beboere ikke blev udsat for urimelig spektakel. Der var desuden klaget over hærværk, tiggerier, tyverier og røveri i de omliggende gader.
”Projekthus” åbnede igen. De politiskskolede røde satte sig tungt på det og fik forhindret ethvert forsøg fra borgerliges side på at være med til at bruge husets faciliteter, f.ex. til trykning af flyveblade, scenen, tidsskriftsamlingen...o.s.v..
Deres forældre stod for ”Projekthuset” i Rådhusstræde 13. Oplægget til projektet lød så smukt: det skulle være et Folkets Hus, hvor borgere i alle aldre kunne komme og hygge sig sammen: der skulle være ”Legeland” for de mindste, Biografrum m.m.
Men det varede ikke længe, før ”Huset” var kendt som en hashbule, som selv politiet helst undgik. Grundstemningen blandt de mange unge var dyb mistro, først og fremmest til myndighederne og det ”etablerede samfund”, men også indbyrdes. Det sås ikke mindst ved de såkaldte ”husmøder” om aftenen, hvor man sjældent havde samme ordstyrer aftenen igennem og hvor ord som ”forræder” og ”pamper” lød mellem hujen og råben op. Det var alt andet end demokratisk påvirkning af børnene.
Det varede ikke længe, før drømmen om fælles brug af ”Huset” for alle aldre og afskygninger af Københavnere måtte opgives. ”Hashhuset” blev lukket 5. marts 1971. Man gik i tænkebox på Rådhuset: nogen – en organisation eller lignende – måtte tage ansvaret for ”Huset”, så det ved eventuel genåbning ikke igen blev et center for salg af euforiserende stoffer, men kunne holdes stoffrit.
Desuden måtte man sørge for, at kvarterets beboere ikke blev udsat for urimelig spektakel. Der var desuden klaget over hærværk, tiggerier, tyverier og røveri i de omliggende gader.
”Projekthus” åbnede igen. De politiskskolede røde satte sig tungt på det og fik forhindret ethvert forsøg fra borgerliges side på at være med til at bruge husets faciliteter, f.ex. til trykning af flyveblade, scenen, tidsskriftsamlingen...o.s.v..
