Jeg ser på Monokulturs blog, at vi har passeret årsdagen 29/5 for tyrkernes ødelæggelse af Konstantinopel (Byzans) 1453. Lad os repetere:
Oriana Fallaci skrev om det i sin bog ”Fornuftens Kraft” 1. kapitel:
I 1356 snuppede tyrkerne Gallipoli, det vil sige halvøen som strækker sig hundrede kilometer langs med den nordlige bred af Dardanellerne. Derfra tog de udgangspunkt for at erobre det sydøstlige Europa. På et nul og nix invaderede de Trakien, Makedonien, Albanien. De tvang StorSerbien i knæ og med en (ny) femårig belejring lammede de Konstantinopel, som nu blev helt isoleret fra resten af Vesten.. Ganske vist standsede de i 1396 for at sætte sig til modværge imod mongolerne (også de islamiserede) , men i 1430 genoptog de marchen og besatte det venezianske Salonicchi. De løb de kristne over ende i Varna i 1444 og sikrede sig derved besiddelsen af Valacchien, Moldavien, Transilvanien, altså hele territoriet som i dag kaldes Bulgarien og Rumænien, og i 1453 belejrede de atter Konstantinopel, som den 29 maj faldt i hænderne på sultan Muhammed den Anden. Et uhyre som i kraft af den islamiske lov om brodermord (en lov som af dynastiske årsager giver en sultan ret til at myrde sine nærmeste familiemedlemmer) var kommet på tronen ved at skære halsen over på sin lillebror på tre år. Og apropos: kender du den beretning om Konstantinopels fald, som skriveren Phrantzes har efterladt os? Måske ikke. I Europa, hvor man alene fælder tårer for muselmændene, men aldrig for de kristne eller jøderne eller buddhisterne eller hinduisterne, ville det ikke være politisk korrekt at kende til detaillerne om Konstantinopels fald...
Indbyggerne som henunder aften, det vil sige under Muhammed 2´s kanonbeskydning af Teodosius´ bymure, tyer ind i Sofiadomkirken, giver sig til at synge salmer og påkalde den guddommelige barmhjertighed. Patriarken som i skæret af vokslysene holder den sidste messe og vil indgyde nyt mod i de mest skrækslagne råber: ”Vær ikke bange! I morgen vil I være i himmerrige og jeres navne vil leve videre lige til tidernes ende!” Børnene græder, mødrene sukker: ”Stille, sønneke, stille! Vi dør for vor tro på Jesus Kristus! Vi dør for vor kejser Konstatin den Elvte, for vort fædreland!” De osmanniske tropper, som under trommehvirvler bryder igennem hullerne i bymurene, river de genovesiske og venezianske og spanske forsvarere over ende og massakrerer dem alle ved at hugge dem ned med sine krumsabler, så bryder de ind i domkirken. De halshugger til og med de nyfødte. Med deres små hoveder slukker de lysene... Det stod på fra gry til eftermiddag, blodbadet.. Det standsede først, da Storvisiren steg op på Sofiakirkens prædikestol og sagde til massakrens udøvere: ”Hvil jer! Nu tilhører dette tempel Allah!”
I mellemtiden brændte byen. Krigsfolkene korsfæstede og spiddede folk på pæle. Janitscharerne voldtog nonnerne og skar halsen over på dem (firetusinde på få timer) eller lagde de overlevende i lænker for at sælge dem på markedet i Ankara. Og kurtisanerne lavede sejrens festmåltid. Den middag, hvor Muhammed 2. (for næsen af profeten) drak sig fuld i vin fra Cypern, og da han havde en svaghed for unge drenge, lod han den græsk-ortodokse storhertug Notaras førstfødte hente. En fjortenårig dreng, der var kendt for sin skønhed. I alles nærværelse voldtog han ham, og efter voldtægten lod han de andre Notaras-slægtninge hente. Drengens forældre, hans bedsteforældre, hans onkler og tanter, fætrer og kusiner. For øjnene af ham halhuggede han dem. En efter en. Han lod også alle altre ødelægge, alle klokker omsmelte, alle kirker omdanne til moskeer eller bazarer. Jo vist. Det var på denne måde, at Konstantinopel blev til Istambul. Hvad enten FN´s politisk-korrekte myndigheder og medløbere vil høre det eller ej!
Tre år efter, det vil sige i 1456 erobrede Osmannerne Athen, hvor Muhammed 2. igen omdannede alle kirkerne og de antikke bygninger til moskéer. Med erobringen af Athen fuldførte de invasionen af Grækenland, som de skulle beholde, det vil sige ødelægge i godt og vel firehundrede år. Derpå angreb de den venezianske republik...
